Elisabeth Eriksdatter Krummedige

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Elisabeth Eriksdatter Krummendiek
• Også kaldet: Lisbet Eriksdatter Krummedige

Familie/Ægtefælle/Partner: Poul Pedersen Laxmand, til Valden og Knabstrup. Poul (søn af Hr Peder Laxmand og Taleke Gotskalkdatter Degn, Mule af Falkendal) blev født den Ja, dato ukendt; døde efter 1439. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Margrethe Poulsdatter Laxmand, til Knabstrup døde efter 1467.
2. Peder Poulsen Laxmand, til Valden blev født i Höks, Halland, Sverige; døde efter 1466.
3. Else Poulsdatter Laxmand døde efter 1466.
4. Anne Poulsdatter Laxmand døde efter 1487.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Erik Krummendiek
• Beskæftigelse: Tønder, Højer og Lø, Tønder; Lensmand
• Titel: Ridder
• Beskæftigelse: 1406; Drost
• Beskæftigelse: 1417; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1424; Hofmester

Notater:

Fødsel:
Reventlow: bef 1392 (hvor han klart var voksen, se note om køb af gods).

Levned:
til Rundtoft, købte 1392 af Henrik Split sin søster Elsebes part i Løgismose, nævnes 1397 i vidnet på Urnehoved ting om, at hertuginde Elisabeth pantsatte Slesvig til hertug Gert, var senere formynder for denne hertugs børn, ridder, 1406 drost i Sønderjylland, lensmand på Tønder, indtog 1411 Flensborg fra de danske, men sluttede sig 1413 til disse, kaldes 1417 Justitiarius Jucie og s.å. dansk rigsråd, 1418 sendebud til Slesvig til underhandlinger med hansestæderne, 1419 og 1432 lensmand på Aalholm, 1423 sendebud til Flensborg, 1424 hofmester, 1425 sendebud til Lübeck, mistede 1431 Rundtoft, som holstenerne jævnede med jorden, var 1435 med kong Erik i Stockholm og endnu 1438 til møde i Kalmar. (Holbek & Brun)
Yderligere børn: Otte Krummedige. (Holbek & Brun)

"Krummedige, Erik, –1439, Hofmester, var en Søn af Segebod K., der ved sit Giftermaal med Cæcilie Pedersdatter Skram havde erhvervet Hovedgaarden Rundtoft i Angel. Denne Gaard gik over til E. K., og da han havde ægtet, som det synes, en Datter af Drosten Johan v. Thienen, tilskjødede denne ham 1397 meget Gods i samme Egn. Hans Godsrigdom og anselige Slægt bragte ham snart frem i første Række blandt den schaumburgske Fyrsteæts Tilhængere; Ridderslaget fik han i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede, maaske under et af Hærtogene imod Ditmarskerne, og da Hertug Gerhard var falden i Kampen imod disse (1404), indtog E. K. den første Plads blandt Formynderne for hans Enke og Børn og kaldes Drost i Sønderjylland.
Fra dette Øjeblik af er E. K.s Historie en Menneskealder igjennem uopløselig forbundet med Sønderjyllands og kan her kun antydes i sine Hovedtræk. Vistnok under Paavirkning af ham, der som Medejer af Løgismose i Fyn ogsaa var knyttet til Danmark, valgte Enkehertuginden det Parti i Dronning Margrethe at søge en Støtte imod sin Mands efterlevende Broder, Grev Henrik, der havde forladt sit Bispedømme Osnabrück og krævede sin Part af Holsten og Slesvig, og da Hertuginden havde pantsat Tønder Slot med dets store Underliggende til Dronningen, overdrog denne det som Len til E. K.; ogsaa paa anden Vis spores det, at han har staaet i Gunst hos den danske Dronning. Snart kom dog det Øjeblik, da Enkehertuginden og hendes Raadgivere mærkede, at Margrethe trak Nettet stedse fastere sammen om dem; de brøde saa igjennem og E. K. forrest af alle. Fra dansk Side klagede man over, at han begik Fredsbrud, og fra 1410 var det aaben Kamp, om end stadig afbrudt af Forlig; midt under et saadant erobrede E. K. Byen Flensborg ved et natligt Overfald (1411). Endnu i Danehofsdommen 1413 nævnes han som Hertuginde Elisabeths fornemste Raadgiver og Modstander af den danske Konge.
Kort efter skiftede imidlertid E. K. Parti, og sammen med ham gik en hel Række af holstenske Slesvigere over til Kong Erik; de have vel anset videre Modstand for haabløs og i Tide villet slutte sig til Sejerherren; mulig har ogsaa personlig Antipathi imod Grevebiskoppen Henrik spillet en Rolle herved. E. K. selv fik strax den største Indflydelse i den danske Konges Raad; han nævnes senere undertiden med Titelen Hofmester (magister curiæ), og han fremtræder atter og atter som den, der er Eriks mest betroede Mand. Ved alle de følgende Aars talrige Forhandlinger med Holstenerne og Hansestæderne er det som Regel ham, der fører Ordet; til ham er det, man henvender sig, naar man vil have sat noget igjennem hos Kongen, og fremfor alt i Eriks sønderjyske Politik har han sikkert været den ledende Aand. Det har jo for ham ogsaa været en Kamp for hans hele Velfærd; i Hertugdømmet havde han sine egne Godser, og disse laa endda saa langt imod Syd, at de vare højst udsatte under den hele Strid. En Tid kunde E. K. triumfere; Kong Eriks Politik syntes at lykkes, og det danske Herredømme naaede over næsten hele Sønderjylland; Staden Slesvig blev erobret, og da den ved et Forlig foreløbig overgaves til Hansestædernes Varetægt, betroede disse den til E. K. (1417).
Senere gik det anderledes; Skridt for Skridt trængte Holstenerne atter frem, og Kampen endte som bekjendt med, at de gjenerhvervede omtrent hele Sønderjylland. Afgjørende var det især, at de 1431 erobrede Byen Flensborg; selv forsøgte E. K., der ellers mere synes at have været Diplomat end Kriger, nu at undsætte den ved Flensborg anlagte Borg med en Flaade, men det mislykkedes, og den maatte overgive sig; i samme Aar faldt ogsaa hans egen Gaard Rundtoft i Modstandernes Hænder og blev jævnet med Jorden. Saaledes havde E. K. mistet sit oprindelige Hjem. I Danmark havde han dog fundet et nyt; som Kongens Lensmand sad han inde med det rige Aalholm Len paa Laaland, og alt tyder paa, at den tyskfødte Adelsmand nu var ganske indlevet med det danske Aristokrati. Hans sidste Leveaar vise i det mindste, at han følte sig mere som det danske Riges Raad end som Kong Eriks personlige Tilhænger. Med ham i Spidsen søgte Rigsraadet at mægle mellem Kongen og Svenskerne; paa Mødet i Kalmar 1436 var det ham, der i Forening med en lybsk Borgmester fældede en Voldgiftskjendelse, der langtfra var efter Kongens Hjærte, og 2 Aar efter sendtes han til et Møde i samme By, hvor han da var med til at vedtage en ny Unionstraktat, hvis Aand helt igjennem er aristokratisk. Dette er sidste Gang, at E. K. nævnes, og han døde 14. Sept. 1439, saaledes at han ikke har oplevet at se Eriks Afsættelse eller det danske Rigsraads Forbund med den Hertug Adolf, som han saa længe havde bekæmpet. Hans talrige Børn forbleve i Danmark." (Kr. Erslev. DBL 1. udg)


Beskæftigelse:
1419 og 1432 lensmand på Aalholm

Død:
Reventlow: 20 Oct 1439. Begravet i Katharinenkirche, Lübeck, Schleswig Holstein, Tyskland

Erik blev gift med Beate von Thienen. Beate (datter af Johan von Thienen) blev født i 1368; døde efter 1397. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Otte Krummedige.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Segebod Krummendiek

Notater:

Levned:
Til Mehlbeck og Løgismose (Baag H.) og Runtoft i Angel, fik alt 1340 gods i Jordløse i Fyn i pant af fru Ingeborg, hr. Jens Slets, kaldes 1360 "farbroder" til Witto Iven og Eggert Krummedige, beseglede 1364 sammen med sin broder Erik forliget mellem Grove Claus og hr. Henrik Reventlows arvinger, fik 1377 gods i Tranebüttel i forpagtning af domkapitlet i Slesvig, købte 1380 gods i Vedsted osv. af sine "fættere" Hartvig Brøger og Blix Krummedige og kaldes da "fætter" til Lyder Krummedige, 1393 udstedtes et vidne om at han i sin tid med ære udløste sig af dansk fangenskab. (Holbek & Brun)

Segebod blev gift med Cecilie Pedersdatter Skram, til Runtoft. Cecilie (datter af Peder Skram og Edel Pedersdatter Saltensee) blev født mellem 1315 og 1320; døde efter 1392 i Slesvig, Gottrop, Slesvig-Holsten. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Sidsel Pedersdatter Skram

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: (Ukendt søn) (d. bef 1397).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Johannes von Thienen
• Beskæftigelse: Drost

Notater:

Levned:
"Der Genealoge Johann Daniel Eberus beschreibt in seinem 1670 veröffentlichten Werk „Insignia et tabula genealogica dominorum a Thinen“, dass die Familie von Thienen am Anfang des 9. Jahrhunderts von Karl dem Großen aus Holstein vertrieben worden sein soll und die Stadt Thienen bzw. Tienen (französisch: Tirlemont) in Brabant (heutiges Belgien) gründete. Der Name Thienen erscheint erstmals am 20. April 872 in einer Akte Karl des Kahlen.
Zumindest ein Zweig der Familie soll seit etwa 1000 seinen Sitz in Dithmarschen gehabt haben, wurde jedoch 1280 von dort vertrieben. Mitglieder des Geschlechts fochten 1289, 1322 und 1404 gegen die Dithmarscher, wobei einige von ihnen ums Leben kamen.
Das erste nachweisbare Mitglied der Familie fand sich 1314 in einer Urkunde über den 1270 geborenen Ritter Heneke von Thienen. Die Urkunde befindet sich im dänischen Staatsarchiv in Kopenhagen. Die geschlossene Stammreihe beginnt mit Ritter Johannes von Thienen (dictus de Tyne), der 1342 geboren wurde und 1381 Justiciarus oder Truchsess im Herzogtum Schleswig war. Das Geschlecht hat sich früh in mehrere Linien auf verschiedenen Besitzungen verteilt. " (Wikipedia).

Død:
Drost, overdrog datter og svigersøn meget Gods i 1397 (Holbek & Brun)

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Grote Johan Krummendiek

Notater:

Levned:
Vistnok den Henneke K., som 1323 beseglede den holstenske adels forbund og 1342 i Lübeckernes klager kaldes „Vorgeten Sone", ejede samme år Brockdorff og Beidenfleth, vel den Johannes K., som 1318 med sin broder Iven og Johannes Leueselle for deres frænde Lyder Krummediges sjæl gav renter af dennes søns, deres "fætter" Eggert Krummediges gods i Stelnow og Growel til Itzehoe Kloster, nævnes 1351 sammen med Iven Engel Krummedige. (Holbek & Brun)

Notater:

Død:
Nævnes 1315 blandt hertug Erik af Sønderjyllands forlovere ved forliget i Nyborg med kongen. (Holbek & Brun)

Peder blev gift med Edel Pedersdatter Saltensee. Edel (datter af Peder Lauridsen Saltensee) og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Alternativ tolkning af forslægt, se Benche, der som kilde anfører Danmarks Adels Aarbog 1947, 2. sektion side 5, 6 og 7. , Ahrenkiel. Men tolkningen synes baseret på, at fornavnet er ukendt.

Levned:
Peder Skram til Rundtofte, som levede 1314, skal have haft til ægte en fru Edel Saltensee, Peder Lauridsens datter, hvis våben skal have været et af en med tre guldskæftede blå Hamre belagt højre sølv-skråbjælke af rødt og blåt delt skjold, på hjelmen to nøgne arme holdende et med tre sorte kugler belagt lille sølvskjold. Denne ellers ganske ukendte slægt kaldes også Saltenspenst, sagtens kun en læsefejl. (Holbek & Brun)