Anders Bille, til Damsbo og Søbo

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1627; Ritmester
• Beskæftigelse: 1631; Lensmand
• Beskæftigelse: 1642; Marsk
• Beskæftigelse: 1642; Rigsråd
• Titel: 1648; Ridder

Notater:

Levned:
"Bille, Anders, 1600-57, Rigsmarsk, Søn af Erik Jensen B. til Rønnovsholm og Mette Banner. Hans tidlige Interesse for Krigsvæsenet viste sig ved, at han deltog i Christian IV’s Krig i Tyskland og var med ved den Hærafdeling, som 1626 og 1627 kæmpede i Schlesien; han synes allerede paa denne Tid at have været Ritmester for det ene af de fynske Kompagnier af Rostjenesten, en Stilling, som fornyedes for ham 1632, da de to fynske Kompagnier gjenoprettedes. Han havde imidlertid 1628 ægtet Sophie Jacobsdatter Rosenkrantz, 1631 var han bleven Lensmand over Rugaard Len, men ombyttede 1634 dette med det fjærntliggende Øsel Len, hvilket han beholdt til 1642. I dette Aar foregik der en stor Forandring i hans Liv, i det han i April eller Maj efter Kansleren Christian Thomesen Sehesteds Anbefaling, der gik ud paa, at han var den danske Adelsmand, som forstod sig bedst paa Krigsvæsenet, blev udnævnt til Rigsmarsk; en stor Del af den følgende Tids militære og politiske Begivenheder blev derved knyttet til hans Navn.
Han havde saaledes i Foraaret 1643 næst efter Kongen Kommandoen over den Hær, som samledes i Holsten mod Hamborg. Langt alvorsfuldere blev dog hans Stilling ved det kort efter paafølgende svenske Indfald. I Dec. 1643 stod han i Middelfart med Kommandoen over de Tropper, som det lykkedes at samle i Fyn og Jylland; det blev hans Sag først at forespørge Torstenson om Hensigten med hans Fredsbrud, dernæst at søge at møde ham. B. havde sat sig fast i en forskanset Lejr lige over for Middelfart; to Gange afslog han de svenskes Angreb, men efter nogle Dages Kanonade maatte han trække sig tilbage til Fyn, efterladende den største Del af Lejrens Besætning som Fanger. Jylland laa aabent for Fjenden, men ved Kongens Ankomst lykkedes det at bringe den paa Fyn samlede Hær i en bedre Orden, og Torstensons Haab om at tage Middelfart blev skuffet. B. anvendte nu Tiden til forskjellige Flankeangreb mod Halvøens Østkyst; i Maj gik han selv med Held mod Kolding og tilføjede Svenskerne et betydeligt Tab. I Løbet af Sommeren hvervede han et Regiment til Fods og fik i Avg. Ordre af Kongen til at gaa med 6000 Mand til Skaane. Her forsøgte han at lokke den svenske Feltherre Gustaf Horn, som belejrede Malmø, til Kamp i aaben Mark, men det lykkedes ikke, og efter den danske Flaades Nederlag under Pros Mund i Okt. sendtes han paa ny til Fyn. I Begyndelsen af Nov. fik han Befaling til at lade saa mange Tropper, som der kunde undværes fra denne Ø, forene sig med den slesvig-holstenske Hær under Kongens Søn, Ærkebiskop Frederik; Opgaven skulde være at angribe den svenske Oberst Wrangel, der paa denne Tid havde vovet en Marche gjennem Hertugdømmerne til Nørrejylland. Men trods B.s Opfordringer bevægede Frederik sig kun langsomt nord paa; hans Hær var i en udisciplineret Tilstand, han frygtede for et nyt Angreb syd fra og for Mangel paa Proviant, og han havde Instruxer fra Kongen om især at dække Marsklandene. Foreningen mellem de to Hærstyrker fandt derfor først Sted i Midten af Dec. i Nærheden af Kolding; efter sit Løfte stillede B. 1000 Mand Fodfolk og 500 Ryttere til Ærkebispens Raadighed, men samlede tillige en mindre Styrke ved Bjersodde Skanse lige over for Strib. B. havde faaet Ordre af Kongen til at lyde Frederik, dog saaledes at denne
flittig skulde holde Krigsraad med Marsken. Der viste sig imidlertid snart en alvorlig Uoverensstemmelse mellem B. og Frederik samt hans holstenske Officerer angaaende Krigsplanen. B. var stemt for et Angreb ad Jyllands Østkyst mod Wrangel, der stod i en befæstet Stilling ved Randers, men denne energiske Plan misbilligedes af Frederik og de holstenske Hærførere, der foretrak at gaa først mod Ribe, som var besat af de svenske, og hvorfra Marsklandene lettere kunde dækkes; Situationen forbedredes ikke ved, at Generalmajor Bauer, der hørte til Frederiks Hær, nægtede at adlyde Rigsmarsken. Medens Frederik nu foretog sit Tog mod Ribe, blev B. staaende ved Kolding. Imidlertid havde Kongen, der først havde billiget sin Søns Plan, umiddelbart efter at have modtaget Forestillinger fra B., forandret sin Ordre til Gunst for dennes Opfattelse og givet Frederik Befaling til at gaa tilbage til Kolding. Her kom det nu i Jan. 1645 til nye og skarpe Forhandlinger mellem B. og Frederik, der endte med, at denne imod Marskens Ønske endelig opgav Planen om at gaa mod Wrangel og trak sig tilbage til Hertugdømmerne, medens B. på a ny gik over til Fyn og der fra atter gjorde Flankeangreb mod Halvøen; men Sammenstødet mellem B. og den senere Kong Frederik III blev næppe uden Betydning for hans Stilling i den følgende Tid.
Forholdet til Christian IV havde hidtil, saa vidt vides, været godt, men forandredes pludselig i Løbet af 1645. B. og den anden fynske Rigsraad, Mogens Kaas, havde faaet det Hverv at opfordre den fynske Adel til at bevilge en Hovedskat paa dens egne Personer og Ugedagsbønder; men Adelen modsatte sig paa et Stændermøde i Odense i Maj paa det bestemteste dette som et Indgreb i dens Privilegier og mindede B. om, at han hellere som Rigsmarsk burde optræde til dens Forsvar end begjære noget, der krænkede dens Friheder. B. og Mogens Kaas underrettede deres Kolleger i Raadet herom, og da dette ud paa Sommeren kom Kongen for Øre, blev han, der paa dette Tidspunkt var meget venlig stemt mod Adelen, saa forbitret paa Rigsmarsken, at han endog synes at have tænkt paa at betragte ham som udelukket af Rigsraadet. B. begav sig til sin Gaard Løgismose og forsvarede i forskjellige Skrivelser sin Handlemaade. Sagen trak ud trods flere Forsøg paa at bilægge Striden, og først paa Herredagen i Marts 1646 lykkedes det at formaa Kongen til at love B. Tilgivelse; han fik ogsaa i Maj Løfte om 18000 Rdl. som Erstatning for sine Udgifter i Krigsaarene. Det gode Forhold til Kongen gjenoprettedes dog langtfra, og de, der nærmest havde Christian IV’s Øre, baade Hannibal Sehested og Kongens og Vibeke Kruses Svigersøn, Generalmajor Claus Ahlefeldt, vare B.s Uvenner.
Imidlertid var B. optagen af Planer om en Reorganisation af Hærvæsenet. Han ønskede en stærkere Udvikling af den nationale Milits, de Lægder af Gaarde, som skulde stille det udskrevne Fodfolk, forøgedes, men navnlig tænkte han paa at skabe et betydeligt Rytterhold, til hvilket der skulde henlægges en Del af Kronens og Adelens Bøndergaarde. Marskens Planer fandt imidlertid ingen ubetinget Tilslutning hos Adelen, og særlig gjorde denne til Betingelse for yderligere militære Bevillinger, at disse ikke skulde gaa ind i Statens almindelige Kasse, men beholdes i de provinsielle Landekister under Landkommissærernes Raadighed; nyoprettede Kompagnier af Fodfolk og Ryttere, udskrevne paa Adelens Gods, skulde desuden danne særskilte Hær afdelinger. Efterhaanden gik Kongen og Rigsraadet ogsaa ind paa disse Fordringer; i Slutningen af 1647, nvor Adelens Spænding med Kongen havde naaet sit Højdepunkt paa Grund af hans Planer om Afskaffelsen af Lenenes Rostjeneste, som ogsaa B. modsatte sig, nærmede denne sig stærkt til Adelen. Under de kort efter følgende Forhandlinger om den nye Konges Haandfæstning maa man vistnok tilskrive det B.s Indflydelse, at der i den indførtes en Bestemmelse, der gik ud paa at forebygge lignende Tilfælde som i sidste Krig ved at paabyde, at i Fejdetid ingen uden Kongen skulde byde over Rigsmarsken.
Forholdet mellem B. og Frederik III kan vel i det hele ikke nogen Sinde have været godt, men han blev dog slaaet til Ridder ved Kongens Kroning i Nov. 1648, og han hørte i de første Aar af Frederik III’s Regering til den Del af Adelen, som var en Modstander af Corfits Ulfeldt. Nogen bestemt Del i dennes Fald 1651 har han dog næppe haft; han synes temmelig hurtig at have frygtet for, at Kongens Magt derved skulde voxe for meget, og Ulfeldt søgte senere at vinde hans Venskab tilbage. I en endnu bestemtere Modsætning stod B. til Hannibal Sehested; i dennes Bestræbelser for at tilbageholde Norges Indtægter til Gavn for dette Rige saa han nemlig et stort Indgreb i Anvendelsen af de Pengemidler, hvormed han ønskede Udgifterne til den danske Milits dækkede. Imidlertid fortsatte han sin Virksomhed for at faa Hærvæsenet omordnet, men mødte stadig stor Modstand i Adelens Ønske om at faa dets Styrelse gjort rent provinsiel og i dens Uvillighed til at optræde med Kraft mod de adelige, der ikke vilde yde de Bevillinger, som Majoriteten vedtog. Der blev truffet Foranstaltninger til en Forbedring af Landeværnet ved Oprettelse af Lister over alt vaabenført Mandskab og Forsøg paa dets Exercering; størst Vægt lagdes dog paa Organiseringen af et nyt Rytteri, udskrevet af hvert Sogn; det var ogsaa i Overensstemmelse med B.s Forslag, at Fæstningen Frederiksodde anlagdes. Men de forskjellige Mangler, som knyttede sig til den daværende Styrelse, umuliggjorde en hurtig Forbedring, og B.s Stilling var overhovedet alt andet end gunstig. Forholdet til Frederik III forværredes; imellem Adelens Modstandere var han i høj Grad forhadt, og selv savnede han dog, som ovenfor set, tilstrækkeligt Rygstød hos sine egne Standsfæller.
Under alt dette nærmede den længe truende Krig med Sverige sig til sit Udbrud. B. havde en klar Følelse af, at Hæren langtfra var kraftig nok til at byde den mægtige Nabo Spidsen; der var ikke andet for end at forsøge Hvervinger i stor Maalestok. I Marts 1657 samledes en ret betydelig Hærstyrke i Hertugdømmerne; B. havde, efter Rygtets Mening trods nogen Uvilje fra Kongens Side, faaet Kommandoen over den; efterhaanden som de hvervede Tropper forøgedes, sendtes det danske Landfolk til Hest og Fods tilbage til Jylland. B. kaldtes en kort Tid til Kjøbenhavn, men afgik i April paa ny til Halvøen med strænge Ordrer til fremfor alt at bevare Hæren. Denne koncentreredes foreløbig i den sydostlige Del af Holsten med Hovedkvarter i Nærheden af Hamborg; allerede her viste der sig stor Mangel paa Penge, Proviant og Artilleri. I Slutningen af Maj var imidlertid Krigen ble ven besluttet i Kjøbenhavn; B. fik Ordre til navnlig at forebygge en Forening mellem den svenske Hær, som stod i Bremen Stift, og den, som stod i Pommern, og et Par Dage efter en ny Ordre til at angribe det nævnte Stift, hvis Krigsraadet ikke udtalte sig derimod. For den Fare, der truede fra, at Carl Gustav skulde forlade Krigsskuepladsen i Polen og med sin Hovedhær vende sig mod Vest, savnede baade B. og Frederik III tilstrækkeligt Blik. Forgjæves tilraadede den danske Agent i Hamborg, Martin Rasch, et kraftigt Modstød mod Pommern. B. efterlod en Del Tropper i Holsten og satte i Midten af Juni med den største Del af Hæren over Elben til Bremen Stift. Lykken syntes her at begunstige ham, forskjellige Skanser bleve tagne, og efter 8 Dages Kanonade bragte B. i Begyndelsen af Juli Bremervorde Fæstning til Overgivelse. Efterretningerne om den svenske Hærs Anmarche bevirkede. dog, at B. et Par Dage efter gik tilbage over Elben til Glückstadt og kun efterlod en ringere Styrke i Bremen Stift. Om hvor stor den svenske Hær var, savnede man imidlertid endnu Efterretninger; men at forsvare selve Holstens østlige Grænse ansaas dog for haabløst, og man koncentrerede Tropperne i det sydvestlige i Haab om at dække Marsklandene. 22. Juli brød den svenske Hær ind i Holsten; den gik hurtig frem, og de store Misligheder, som den danske Hær led under, viste sig øjeblikkelig. Der var Mangel paa Kanoner, Levnedsmidler og Penge, der savnedes tilstrækkelige Officerer, og der var Uenighed mellem adskillige af de danske og holstenske Befalingsmænd. For at lette Provianteringen deltes nu oven i Kjøbet Hæren i to Dele; Rytteriet sendtes nord paa til Rensborg, og efter en her i et Krigsraad tagen Beslutning, som B. – om med rette, kan ikke afgjøres – senere nægtede at have givet sit Samtykke til, fortsatte det hurtig Tilbagetoget til Frederiksodde. B. selv søgte endnu nogen Tid at holde Stand i Itzeho, men Byen blev stukken i Brand, og de danske maatte i den første Uge af Avg. forlade den. B. trak sig tilbage til Glückstadt, fra hvilken Fæstning han dog efter kongelig Ordre indskibede sig med en Del af Fodfolket 2. Sept. Han sejlede rundt om Jylland til Frederiksodde; i Slutningen af Sept. foretog han en Rejse til Kjøbenhavn for at konferere med nogle af Rigsraadet og vendte derpaa tilbage til Frederiksodde. 24. Okt. foregik de svenskes Storm paa denne Fæstning; B. lagde efter de svenske Beretninger personligt Mod for Dagen og fik flere Saar i Hovedet, men en omgaaende Bevægelse, som en svensk Hærafdeling udførte ved at vade uden om Palisaderne ved Kysten, blev for sent opdaget, og Fæstningen blev tagen. B. søgte hen til den lige ved Kysten liggende Bjersodde Skanse for her fra at naa over til Fyn, men hindredes af Modvind og maatte overgive sig. Medtaget af Saar og Sorg døde han 10. Nov. I Jan. 1658 førtes hans Lig under store Æresbevisninger fra svensk Side over til Fyn, hvor det hensattes i Kapellet paa Løgismose; Begravelsen foregik først i Slutningen af 1660 i Odense.
Den ulykkelige Krig og Frederiksoddes Indtagelse havde kaldt et lidenskabeligt Had til Live mod Rigsmarsken; ingen var som han udsat for Angreb af enhver Art i Pamfleter og Satirer; man tillagde ham Egennytte og Fejhed og beskyldte ham endog uden nogen som helst Grund for Forræderi; efter Enevældens Indførelse gik der Rygter om, at hans Lig skulde opgraves og Sag anlægges rnod hans Arvinger. Trods det uretfærdige i disse Beskyldninger kan der næppe være nogen Tvivl om, at han ikke var den vanskelige Plads voxen, paa hvilken han var stillet; havde han end under Krigen 1643-45 lagt Energi for Dagen, er der paa den anden Side ingen Grund til at rose hans Ledelse af Hæren under Krigen 1657. Som Privatmand synes han at have vist en ikke ringe Haardhed mod sine Bønder. Derimod indlagde han sig Fortjeneste ved at staa i Spidsen for Anlægget af Vaabenfabrikken Brobyværk paa Fyn, som paabegyndtes 1648 og en Tid forsynede Kronen med Geværer, men som ødelagdes 1658 af Svenskerne. Vestervig Len, som han havde faaet 1642, ombyttede han 1650 med Skanderborg. Han ejede adskillige Herregaarde, blandt hvilke han skreves til Damsbo og Løgismose. (Vedel Simonsen, Rugaards Hist. II, i, 117 ff. ; Meidell, Fra Enevældens Dæmring, 1884. ; (J. A. Fridericia)." (DBL, 1 Udg.)
"til Damsbo og Søbo (Sallinge h.), som han købte hhv. 1630 og 1624, Højsgård (Båg h.), Brobygård (Sallinge h.), hvor den kendte våbenfabrik Brobyværk indrettedes 1648, Flenstofte (Båg h.) købt 1652, Aunsbjerg og Marsvinslund (Lysgård h.), som han købte af Jørgen Marsvin, men 1655 afstod til sin ældste søn, Hersomgård (Rinds h.), som han 1655 købte af Laurids Skinkel, og Vindum Overgård (Middelsom h.). Gik tidligt i udenlandsk tjeneste, 1619 i tjeneste hos kurfyrst Frederik af Pfalz, deltog 1626-1627 i krigen i Tyskland bl.a. i Mansfelds felttog i Schlesien, 1627 ritmester ved den fynske rostjeneste, 1631-1634 lensmand på Rugård, 1632 værge for Ulrik Christian Gyldenløve og administrerede for denne Skinnerup, det senere Ulriksholm, 1634-1642 lensmand på Arnsborg på Øsel, 1642 rigsråd og s.å. (18. april) rigsmarsk, 1642-1650 lensmand på Vestervig, udmærkede sig meget under Torstenssonfejden trods administrativt vanskelige forhold, som var et resultat af, at rigsmarsken havde et større militært ansvar uden tilsvarende handlefrihed, 1648 ridder, 1650-1658 lensmand på Skanderborg, fik ved krigens udbrud 1657 overkommandoen, kæmpede først en kort tid m. held i Bremen, men måtte trække sig tilbage til Frederiksodde, ved hvis indtagelse 24. okt. 1657 han blev hårdt såret og taget til fange, død i fangenskab 10. nov., ført til Løgismose, begr. 6. nov. 1660 i Hårby k., - i det politiske liv var han en af mændene, der stod bag Hannibal Sehesteds fald." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
1631 - 1634 på Rugård, 1634 - 1642 Arnsborg på Øsel, 1642 - 1650 Vestervig, 1650 - 1658 Skanderborg.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Begravet:
Liget udleveret Jan 1658 og midlertidigt ført til Løgesmose.
"Under Gulvet er et tilmuret Begravelseskapel, i hvilket der indtil 1856 stod en Del Ligkister, hvori hvilede bl. a. Rigsmarsken Anders Bille, † 1657, og Hustru Sophie Rosenkrantz, † 1667, Anders Bille, † 1694, og 14 Frøkener fra Odense Kloster, hvilke
ved Gavebrev af 1732 fra Beate Margr. Bielke, sidstnævnte Anders Billes Enke, fik Familiebegravelsen til Gravsted." (Trap)

Anders blev gift med Sophie Jakobsdatter Rosenkrantz den 14 dec. 1628. Sophie (datter af Jakob Eriksen Rosenkrantz, til Arreskov og Pernille Henriksdatter Gyldenstierne, til Rudbjerggaard) blev født skønnet 1608; døde i 1667; blev begravet i Haarby, Båg, Odense. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Jakob Bille (1631, Rugaard Gods, Veflinge, Skovby, Odense - 1652, København),
Henrik Bille, til Damsbo (aft 1628 - 1658),
Pernille Andersdatter Bille (f. aft 1628),
Pernille Andersdatter Bille (f. aft 1628).

1. Erik Bille, til Løgismose blev født den 5 okt. 1629 i Jordløse, Sallinge, Svendborg; døde den 25 jul. 1656; blev begravet i 1656 i Viborg, Nørlyng, Viborg.
2. Mette Andersdatter Bille, til Damsbo blev født i 1630; døde den 27 sep. 1657.
3. Sophie Andersdatter Bille blev født den 15 feb. 1634; døde den 9 jan. 1693 i Jordløse, Sallinge, Svendborg; blev begravet i 1693 i Ejsing, Ginding, Ringkøbing.
4. Lisbeth Andersdatter Bille, til Vindum Overgård blev født den 12 nov. 1639 i Saaremaa, Estland; døde den 7 apr. 1714 i Gudme, Gudme, Svendborg; blev begravet i 1714 i Gudme, Gudme, Svendborg.
5. Pernille Andersdatter Bille, til Brobygård blev født den 29 dec. 1640 i Saaremaa, Estland; døde i 1684.
6. Karen Andersdatter Bille, til Søbo blev født den 13 feb. 1642 i Saaremaa, Estland; døde den 11 jan. 1671 i Engum, Hatting, Vejle.

Notater:

Levned:
"til Rønnovsholm (Børglum H.), blev 1592 gjort umyndig af Erik Hardenberg, hos hvem han voksede op." (Hobek & Brun)

Erik blev gift med Mette Andersdatter Banner, til Løgismose den 26 sep. 1596 i Odense Købstad, Odense, Odense. Mette (datter af Anders Eriksen Banner, til Gjesingholm og Lyngholm og Dorthe Ottesdatter Rud) blev født i 1575 i Gjesing, Sønderhald, Randers; døde den 10 apr. 1614. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift 2: 10 Mar 1605 med Jørgen Kaas (Sparre), til Birkelse (d. c. 1634). Børn i 2. ægteskab:
Pernille Jørgensdatter Kaas (Sparre),
Dorte Jørgensdatter Kaas (Sparre) (7 Aug 1608 - 11 Apr 1614),
Ingeborg Jørgensdatter Kaas (Sparre) (d. 24 Sep 1609),
Erik Kaas (Sparre) (d. aft 1638).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Lensmand
• Beskæftigelse: 1555; Hofsinde
• Beskæftigelse: eft. 1555; Redaktør

Notater:

Levned:
"Til Lyngsgaard og Vram, af hvilke han oprettede Billesholm, Gammel Køgegaard (Ramsø H.), og Vrejlev Kloster (Børglum H.), som han 1575 tilbyttede sig af Kronen for Allindemagle. Studerede o. 1551 i udlandet navnlig i Paris sammen m. broderen Steen og Christen Mortensen Morsing, 1555-1559 hofsinde, deltog i Ditmarskertoget, 1560-1571 lensmand på Gotland, hvor han under krigen gjorde god tjeneste, ligesom søsteren Beate interesserede han sig for folkeviser, og han har efterladt et stort værdifuldt visehåndskrift, der findes på landsarkivet i Odense." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1560 - 1571 på Gotland.

Beskæftigelse:
1555 - 1559.

Beskæftigelse:
Jens Billes Håndskrift. "Manuskriptet er omkring 20×14½ cm og skrevet på papir. Det indeholder 162 folier, der alle bærer det samme vandmærke. Det indeholder 87 digte, som er skrevet med omkring 17 forskellige håndskrifter, hvoraf de vigtigste er Jens Bille (1531–75), Sten Clausen Bille og Anne Skave; de er nummereret med blyant af Svend Grundtvig.[3] Manuskriptet har navn efter Jens Bille, der navngav sig selv som dets ejer. Digtene 1-86 blev skrevet i perioden 1555-89, og digt 87, der handler om Frederik 2. af Danmarks død, er fra 1589" ... 'Jens Billes Visebog har karakter af en typisk familievisebog. Adskillige genrer er repræsenteret i bogen: ridderviser, skæmteviser, historiske viser, aktuelle viser, salmer, adelslyrik - og muligvis nogle afskrevne skillingstryk. Endvidere taler meget for, at en del mundtlig, sungen tradition findes nedskrevet her' (Rita Pedersen).(Wikipedia).
For indhold og tekst af samlingen, se fx. https://duds.nordisk.ku.dk/tekstresurser/aeldste_danske_viseoverlevering/viseboegerne/jens_billes_haandskrift/ samt https://cst.dk/dighumlab/duds/DFK/Dorthe/html/JensBille.htm (set 4 Sep 2018).

Jens blev gift med Karen Eilersdatter Rønnow, til Hvidkilde den 3 dec. 1559 i Nyborg, Vindinge, Svendborg. Karen (datter af Eiler Rønnow, til Hvidkilde og Anne Tygesdatter Krabbe, af Østergaard) døde den 4 apr. 1592 i Aastrup, Sallinge, Svendborg; blev begravet den 9 maj 1592 i Egense, Sunds, Svendborg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Claus Bille, til Lyngsgård (28 Dec 1560, Visborg Slot, Hindsted, Aalborg - 1 Dec 1600, Odense Købstad),
Eiler Bille (f. 11 Jun 1566, Visborg Slot, Hindsted, Aalborg),
Lisbet Jensdatter Bille, til Gammel Køgegård (12 May 1572, Lyngsgård, Skåne, Sverige - 28 Sep 1633, Gammel Køgegaard),
Birgitte Jensdatter Bille, til Gammel Køgegård (8 Feb 1574, Billesholm, Luggude, Skåne, Sverige - 4 Mar 1639, Gammel Køgegaard).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1554; Hofsinde

Anders blev gift med Dorthe Ottesdatter Rud. Dorthe (datter af Otte Knudsen Rud, til Møgelkær og Pernille Johansdatter Oxe) blev født i 1550 i Haarby, Båg, Odense; døde den 1 jan. 1580 i Gjesing, Sønderhald, Randers; blev begravet den 10 jan. 1580 i Gjesing, Sønderhald, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1520; Ridder
• Beskæftigelse: 1527; Lensmand
• Beskæftigelse: 1527; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Bille, Claus, o.1490-1558, til Lyngsgaard, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere Godser var Søn af ndfr. nævnte Steen Bille Basse til Lyngsgaard (d. 1519) og dennes anden Hustru og Broder til Ærkebispen i Lund, Torbern B. Han var et af de mest fremragende Medlemmer af den Skaanske Adel paa Frederik I’s og Christian III’s Tid, saa vel paa Grund af sine store Godser og uhyre Rigdom som paa Grund af sin retskafne, dygtige og energiske Karakter. Han efterfulgte Faderen i de fleste af dennes Skaanske Forleninger, deltog i Kong Christian II’s Tog til Sverige 1520 og var en af de 4 danske Adelsmænd, som i Marts Maaned afsluttede Upsalaforliget med det svenske Rigsraad, ligesom han efter Stockholms Erobring blev sat til Slotsloven paa Stockholm Slot sammen med Otte Krumpen og Niels Lykke, da Kong Christian drog tilbage til Danmark. Ved Kongens Kroning 4. Nov. 1520 blev han slaaet til Ridder, og i de følgende Dage spillede han en vigtig Rolle som den, der i Forening med Søren Norby fængslede de svenske Adelsmænd. At han ved Blodbadet i Stockholm skal have frembaaret Bøddeløxen, er et, sikkert nok, ubevisligt Paasagn i den svenske Smædekrønnike.
Kong Frederik I’s Regering bragte Bille-Slægten en politisk Magt og Indflydelse som ingen anden Slægt i Danmark, og C. B. fik ogsaa sin Part deraf. Han deltog i Kampen mod Søren Norby og de oprørske Skaaninger og erhvervede sig en Del af Niels Brahes Gods, deriblandt Vandaas, som i over et Aarhundrede skulde blive en af hans Slægts Hovedgaarde. Han giftede sig 1524 med Lisbet Ulfstand, Datter af Jens Holgersen U., og blev derved nøje knyttet til en af Tidens mægtigste Slægter. 1528 blev han forlenet med Baahus Slot, blev Medlem af det norske Rigsraad og inden Kong Frederiks Død ogsaa af det danske. Til disse Æresposter gjorde han sig fortjent ved den Dygtighed, hvormed han 1532 optraadte under Christian II’s Angreb paa Norge, og ved de store Ofre, han bragte ved at udbetale den Sum, hvorfor Kong Gustav samme Aar tilbagegav Vigen, som han siden 1523 havde siddet inde med. Det blev da ogsaa ham, hvem det vanskelige Hverv betroedes – i Forening med Svogeren Truid Ulfstand og Biskop Hans Reff af Oslo – at bringe Orden i de opløste Forhold, hvori Norge befandt sig. Dette lykkedes ogsaa til Dels, i det det norske Rigsraad paa et Møde i Throndhjem 7. Nov. 1532 underskrev den saakaldte «Eningsakt», som paa ny fastslog Danmarks og Norges Forening. Kort efter C. B.s Hjemkomst til Danmark døde Kong Frederik, og paa den bekjendte Herredag i Kjøbenhavn i Juni Maaned 1533, hvor Bille-Slægten spillede en saa afgjørende Rolle saa vel i Reformationssagen som i Tronfølgesagen, var C. B. tilstede og støttede sin Slægts Politik.
Under Grevefejden sad han i god Behold paa det stærke Baahus Slot; han var en af de faa østdanske Rigsraader, som ikke hyldede Grev Christoffer, og han blev derved en Støtte og Hovedmand for det Parti, som i Tilslutning til Svenskerne arbejdede for Hertug Christians Valg til dansk Konge. Han har i disse Krigens Aar ført et særdeles virksomt og indholdsrigt Liv; vi finde ham snart i Norge og Skaane, snart i Jylland og Fyn, deltagende i de store Kampe, som afgjorde Rigets og Folkets Skæbne, og forhandlende snart med Kong Gustav, snart med det norske søndenfjældske Raad, som han formaaede til at hylde Kong Christian. I Okt. 1535 sendtes han til det nordenfjældske Norge for at underhandle med Ærkebispen og Raadet om Kongens Valg og om Paalæggelsen af en Skat. Det var en farefuld Expedition, thi ingensteds vare Modsætningerne og Hadet mellem de ledende Personer større end her. C. B. medtog Vincents Lunge og Biskop Hans Reff, da han 10. Dec. 1535 fra Oslo begav sig til Throndhjem. Begge disse Mænd vare Ærkebispens gamle og bitre Fjender. Ikke desto mindre bleve de modtagne venlig, og Ærkebispen samtykkede i alt, hvad Kongens Sendebud forlangte. Men 3. Jan. 1536 udbrød blandt den i Throndhjem forsamlede Almue et Oprør, Ærkebispen gav efter for Folkebevægelsen, og Mængden stormede løs paa de danske Sendebuds Herberg: Vincents Lunge blev dræbt, og de to andre undgik kun med Nød og næppe Døden. Tillige med Eske Bille (s. ndfr.) bleve de satte i Forvaring i Klosteret paa Tuterøen, og her blev nu C. B. siddende Vinteren over, medens Ærkebispen rejste Folket for Pfalzgrev Frederiks Sag. Da imidlertid Erobringen af Norges Hovedfæstninger, Bergenhus, Akershus og Baahus, hvor Fru Lisbet Ulfstand ledede Modstanden, mislykkedes, forhandlede Ærkebispen paa ny med Fangerne paa Tuterøen, og i Begyndelsen af April slap de fri, efter at C. B. havde forpligtet sig til ikke at hævne Oprøret og Fængslingen i Throndhjem og til at holde Baahus og Vigen til Ærkebispens og det norske Rigsraads Haand, indtil Kongevalget havde fundet Sted. I Maj Maaned vendte C. B. atter tilbage til Danmark efter sin mislykkede Sendelse.
C. B. var tilstede paa Rigsdagen i Kjøbenhavn 1536, og han har underskrevet Recessen og Haandfæstningen, vistnok med Uvilje som saa mange af det gamle katholske Rigsraad. Men han fandt sig hurtig til rette i den nye Tingenes Orden, og som en praktisk, dygtig og forstandig Mand blev han i de følgende Aar stærkt benyttet. Hans Kjendskab til norske Forhold og hans Stilling som Lensmand paa Baahus sikrede ham en betydelig Indflydelse paa Norges indre Anliggender. Det var ham, som i Forening med Truid Ulfstand udarbejdede den norske Reces 1539, der blev Grundlaget for den norske Lovgivning, indtil Christian V’s Lov indførtes. Og da den unge Prins Frederik 1548 blev sendt til Norge for at hyldes som sin Faders Eftermand, var Hr. Claus selvskreven til at være hans vigtigste Ledsager og Raadgiver paa denne Rejse. Som Grænsevogter mod Sverige laa han i stadig Strid med Kong Gustav og den svenske Adel, især i Vestergøtland. Gjentagne Grænsemøder maatte afholdes, inden disse Stridigheder bleve bilagte; men indtil sin Død maatte han høre ilde af Svenskerne, og Kong Gustav har i sin Smædekrønnike mod de danske særlig givet C. B. et slet Skudsmaal. Desto smukkere ere Udtalelserne om ham fra dansk Side, og især har Lyskander i «De Billers, Jenses Sønners, 16 Aner» og i sin Fortegnelse over danske lærde sikret ham et smukt Efterdømme. Hans trofaste og modige Hustru døde allerede 1540 efter at have født ham 4 Sønner og 7 Døtre; selv døde C. B. 4. Jan. 1558 paa Lyngsgaard i Skaane, efterladende sig en uhyre Rigdom, saa vel i Jordegods og Kjøbstadgods som i rede Penge. Han ligger med sin Hustru begravet i Vram Kirke. (F. Carlsen, Efterretn. om Gammelkjøgegaard S. 61 ff. ; Rørdam, Lyskanders Levned S. 211 f. Skånska Herregårdar, under Råbelöf og Vanås. (Mollerup)." (DBL, 1 Udg.)

"til Allinde og Lyngsgård (Luggude H.) (arvet 1520 efter faderen), Råbelev (Villands H.), Vandås (Øster Gynge H.), som han 1525 fik tilskødet af kronen, -, 1519 kommandant på Elfsborg, deltog 1520 i toget mod Sverige, deltog i Uppsalaforliget og lå i slotslov i Stockholm, blev s.å. (4. nov.) ridder, s.å. (7. nov.) foretog han sammen m. Søren Norby fængslingen af de svenske bisper og adelsmænd, efter kongeskiftet tro mod Frederik I. 1523 sendt til Gotland for at forhandle m. Søren Norby, da denne 1525 landede i Skåne, mødtes de atter som fjender og Lyngsgård afbrændtes, havde til 1527 Nederby len og fik efter sin fader Vesterstad len, som han 1556 afstod til sin ældste søn, 1527 lensmand på Båhus, norsk og dansk rigsråd, forsvarede 1531-1532 lenet og arbejdede på en genoprettelse af unionen, mødte 1533 i Gottorp m. overenskomsten af 1532 (7. nov.), der fastslog Danmarks og Norges forening.
Sluttede sig til Christian 3. under fejden, 1532 (aug) sendtes han til Norge på kongens og rigsrådets vegne at få de frafaldne til at underkaste sig og forny traktaten af 1450, 1535 sendtes atter til Norge til forhandling m. ærkebispen i Trondheim, men blev fanget under det efterfølgende oprør. Deltog 1539 i udarbejdelsen af den norske reces sammen m. sin gamle fælle Truid Ulfstand, ledsagede 1548 hertug Frederik til Norge, var på grund af sin dygtighed og rigdom en af sin tids indflydelsesrigeste mænd i Danmark og Norge, som vogter af grænsen lå han i bestandig strid m. Gustav Vasa og den svenske adel" (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1527 Nederby og Vesterstad len, samt Båhus.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Claus blev gift med Lisbeth Jensdatter Ulfstand den 31 jan. 1524 i Luggude, Skåne, Sverige. Lisbeth (datter af Hr. Jens Holgersen Ulfstand, til Glimminge og Margrethe Arvidsdatter Trolle) blev født cirka 1505; døde den 5 apr. 1540 i Bohus, Kungälv, Sverige; blev begravet i 1540 i Norra Vram, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Holger Bille ( f. 27 Jul 1532, Bohus, Kungälv, Sverige),
Erik Bille (f. 27 Aug 1535).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Hofmester
• Beskæftigelse: 1533; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1543; Lensmand
• Beskæftigelse: 1563; Proviantmester

Notater:

Levned:
"Rønnov, Eiler, –1565, til Hvidkilde, Rigsraad, var Søn af ndfr. omtalte Marqvard R. Som han ved sin Fødsel hørte hjemme paa Fyn, saaledes fik han ogsaa der sine første og fleste Forleninger. Frederik I forlenede ham og hans Moder med Salling Herred, som han med en kort Afbrydelse sad inde med til 1552, med Byen Killerup ved Odense, en Panteforlening, som han arvede efter sine Forældre, og som 1531 stadfæstedes ham for hans og hans Hustrus Levetid, og med Kirkeby ved Svendborg, som han 1532 fik Tilladelse til at indfri fra Panthaveren, og som han 4 Aar efter virkelig indløste og derpaa beholdt ligesom hint Herred til 1552. Men det var ikke Kongen alene, hvis Lensmand han blev. Hans Broder Biskop Joachim R. i Roskilde synes for en Tid at have overladt ham Bispesædets Slot Saltø ved Næstved, og Ærkebiskop Torben Bille forlenede ham 1533 med Skjænkelse i Nordsjælland for hans og hans Hustrus Levetid. Betydeligere vare dog de Forleninger, der tilfaldt ham i Christian III’ s Tid: Næsbyhoved og St. Hans Kloster i Odense (1543-49, fra 1546 tillige det dermed forenede Rugaard), Tranekjær (1549-53) og Hagenskov (1553-64).
Det gamle Fjendskab mellem Biskop Jens Andersen (Beldenak) i Fyn og Marqvard Rønnov gik i Arv til dennes Sønner, som 1528 fik Bispen idømt en stor Bøde for hans Adfærd mod deres Fader, og som, da deres Modstander ikke rettede sig efter Kjendelsen, men beskyldte E. R. for Uærlighed, 1530 fik ham dømt som Løgner og Æreskjænder (s. I, 246). Saa vidt det kan ses, var E. R. en af dem, som Rigsraadet 1533 efter Frederik I’ s Død egenmægtig optog i sin Midte, og han kom saaledes til at tage Del i dette Aars bevægede Herredag, hvor man skulde tro, at han som Broder til Sjællands Biskop og Svigersøn af Marsken Tyge Krabbe havde en given Plads mellem Katholicismens Forkæmpere, men hvor han, mærkelig nok, synes at have sluttet sig til Modpartiet i Religionsspørgsmaalet. Af de 19 fynske Adelsmænd, som 9. Juli 1534 i Hjallese udtalte deres Beredvillighed til at tage Hertug Christian til Konge og bemyndigede Johan Friis til at forhandle med Hertugen, var E. R. en; men i de nærmest følgende Dage rejste Fyns Borgere og Bønder sig, og blandt de adelige Herrer, som de bemægtigede sig, var vistnok ogsaa E. R. I hvert Fald førtes han noget senere som Fange til Kjøbenhavn, og han kom til at dele Skæbne med de andre danske Adelsmænd, der i Begyndelsen af 1536 sendtes til Meklenborg for at kunne bruges til at sikre Hertug Albrecht og Grev Christoffer, hvis disse skulde bukke under i Kampen mod den danske Konge. Han fik Ophold paa Slottet i Neustadt og forblev her, indtil han og de andre Gisler i Avg. s. A. frigaves og over Hamborg vendte tilbage til Fædrelandet, hvor han som de andre faldt i Unaade hos Christian III og foreløbig mistede sit Sæde i Rigsraadet. Ligesom det imidlertid ikke varede længe, før han fik store Len, saaledes kom han efter en halv Snes Aar paa ny ind i Rigsraadet (o. 1547).
Inden Tronfølgeren fik sin egen Hofholdning, skal E. R. en Tid have været Hofmester for ham. 1548 var han i Prinsesse Annas Brudefølge til Sachsen, og 1556 fulgte han Enkedronning Sophie og Hertug Adolf af Gottorp gjennem Landet. Han blev ofte brugt som Mønstringsherre, og 1563 udnævntes han til Proviantmester i Fyn. Som han havde forstrakt Christian III med Penge, saaledes maatte han ogsaa yde Efterfølgeren betydelige Laan, og selv 10. gik han i Kavtion for ham hos Hertugen af Meklenborg for 40000 Rdl. En kjedelig Sag havde han, da han og en Række Standsfæller 1564 af Rigsraadet dømtes til at betale Kongen 10000 Rdl., hvormed de 1562 vare gaaede i Borgen for Christoffer Urne, der i 13 Aar havde siddet fængslet for utilbørlige Ord om Christian III, men som, da han nu slap løs, ikke kunde styre sin hvasse Tunge og derved brød Forliget. I pekuniær Henseende havde dette mindre at sige, da Tabet fordeltes paa 20, men Christoffer Urne var en Søstersøn af E. R., og denne synes at have interesseret sig særlig for at faa ham paa fri Fod; naar man ser, at E. R. 1562 forærede Kongen nogle Stykker Hornkvæg, lige umiddelbart forinden Ordren til at løslade Fangen udstedtes, kan man ikke godt undgaa at sætte Gaven og denne Ordre i Forbindelse med hinanden.
Foruden Hvidkilde ejede han Faarevejle paa Langeland. 1529 fik han Patronatsret til Egense Kirke, Hvidkildes Sognekirke. St. Jørgensgaard ved Svendborg, som 1526 var givet i Forlening til Broderen Joachim, blev 1528 overdraget begge Brødrene som arvelig Besiddelse mod Afstaaelse af et Vikarie i Rensborg. I Kjøbenhavn, Nyborg og Odense havde E. R. Gaarde. Den af ham i sidstnævnte By (1547) opførte Gaard staar endnu, den ældste bevaarede Bindingsværksbygning her i Landet. E. R. var næppe noget mildt Herskab, i alt Fald haves der flere Klager fra Almuesfolk over ham som Lensmand. Som ovenfor nævnt var han gift med en Datter af Marsken Tyge Krabbe (IX, 403), Anne K., der døde 1543. Skjønt hun fødte ham 11 Børn, deraf dog kun 3 Sønner, var han, da han lukkede sine Øjne 27. eller 28. April 1565 paa Hvidkilde, Slægtens sidste Mand. (H. Knudsen, Joachim Rønnow S. 13 f. ; (jvfr. Allen, De tre nord. Rigers Hist. III, I, 380). ; Vedel Simonsen, Rugaards Hist. I, 2, 93 ff. (C. F. Bricka).(DBL, 1. Udg.)
"til Hvidkilde og Faarevejle, Rigsraad. Slægtens sidste mand". (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1543 - 1549 Næsbyhoved og St. Hans Kloster i Odense, 1546 tillige Rugaard), 1549 -1553 Tranekjær, 1553 - 1564 Hagenskov.

Beskæftigelse:
I Fyn.

Begravet:
Ligsten afbildet. Beskrivelse i Danmarks Kirker (2018), buster af Eiler Rønnow og Anne Krabbe i kirkens prædikestol.

Eiler blev gift med Anne Tygesdatter Krabbe, af Østergaard før 1532 i Egense, Sunds, Svendborg. Anne (datter af Hr. Tyge Krabbe, af Østergaard og Anne Nielsdatter Rosenkrantz) blev født i 1509; døde i 1543; blev begravet i 1543 i Egense, Sunds, Svendborg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet. Beskrivelse i Danmarks Kirker (2018), buster af Eilr Rønnow og Anne Krabbe i kirkens prædikestol.

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Mette Eilersdatter Rønnow (9 Jul 1533, Saltø (Saltsø), Karrebæk, Ø. Flakkebjerg, Sorø - 20 Mar. 1601, Lindholm).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1514; Lensmand; Adresse:
  Kalø Slot
• Beskæftigelse: 1523; Rigsråd
• Beskæftigelse: ca. 1523; Statholder
• Beskæftigelse: 1541; Marsk

Notater:

Først trolovet med ar trolovet med Karen Nielsdatter Rosenkrantz (f. aft 1485), men siden gift med hendes søster, Mette Rosenkrantz. Karen R. forblev ugift.

Levned:
"Banner, Erik Eriksen, o. 1484-1554, Rigsraad og til sidst Rigsmarsk, en af de betydeligste Førere for det lutherske Adelsparti paa Reformationstiden, var en Søn af Erik Andersen til Kokkedal og Asdal (Søn af den ovennævnte Anders B.) og Karen Gjøe. 1514 forlenedes han med Kalø Slot, som han beholdt til sin Død. Her modtog han i Aaret 1518 Gustav Eriksson (Vasa) som Fange, da Christian II paa en svigefuld Maade havde ført denne med sig fra Sverige. Fangen nød stor Frihed paa Kalø, men i Aaret 1519, da E. B. var stærkt optagen af Krigsudrustningerne til Christian II’s nye Tog til Sverige, undslap han til Lybek, hvor E. B. forgjæves søgte at faa ham udleveret. E. B. maatte i Bøde til Christian II betale 1600 Gylden, en for den Tid stor Sum (o. 8000 Tdr. Rug), uden at det lykkedes ham senere at faa nogen Erstatning hos Kong Gustav, der mod E. B. paastod ikke at have givet noget Løfte om ikke at flygte. At der skulde have været noget Slægtskab mellem E. B. og Gustav Vasa gjennem den svenske Familie, der senere kaldte sig Banér, lader sig ikke paavise.
I Forholdet til Christian II bragte dette dog ikke nogen Forandring; da Oprøret udbrød i Dec. 1522, sluttede E. B. sig til Mogens Gjøes Parti og søgte ligesom denne og sin ene Svoger, Oluf Nielsen Rosenkrantz, at mægle mellem Oprørerne og Kongen, medens hans anden Svoger, Tyge Krabbe, var Opstandens betydeligste Leder. Ligesom Mogens Gjøe opsagde E. B. ogsaa først Christian II Troskab, da Hertug Frederiks Hær stod i Jylland, og Kongens Tilhængere truedes paa Liv og Gods. Hans Navn findes derfor under Frederik I’s jyske Haandfæstning af 26. Marts 1523; samtidig optoges han i Rigsraadet, fulgte Hertug Christian og Johan Rantzau til Fyn, deltog ogsaa i Kjøbenhavns Belejring, men var dog mest i Jylland, hvor han var blandt de Rigsraader, Kong Frederik under sin Fraværelse havde indsat til Statholdere. Ligesom Mogens Gjøe sluttede E. B. sig tidlig til Reformationen og understøttede paa forskjellig Vis de luthersksindede Prædikanter, der fremstode paa flere Steder; i hans egen Sognekirke til Kalø blev saaledes Prædikanten Simon Skjønning Sognepræst. Det katholske Partis Forbitrelse rettedes derfor lige saa fuldt mod E. B. som mod Mogens Gjøe. Den bekjendte Lektor Poul Helgesen (Paulus Helie) ytrer om ham, at han ved sine Ansporinger drev Mogens Gjøe fremad. Under de Tiendeuroligheder, der fandt Sted i Jylland, viste Bønderne i Kalø Len sig ogsaa uvillige til at yde Bispetiender, saa at Kong Frederik maatte bede E. B. at skaffe Biskoppen i Aarhus hans Indtægter. Hos Almuen skal E. B. have været meget vel set. Da Christian II’s Rustninger 1531 fremkaldte stærk Gjæring i Jylland, især mod den forhadte Mogens Munk, var det ogsaa ham og Mogens Gjøe, der ved deres Besindighed fik Gjæringen dæmpet.
Efter Frederik I’s Død (10. April 1533) deltog E. B. i det jyske Raads Sammenkomst i Karup (1. Maj), hvor der blev truffet forskjellige Foranstaltninger til Jyllands Sikkerhed, og paa den store Herredag, som holdtes i Kjøbenhavn angaaende Kongevalget, støttede han atter Mogens Gjøes Bestræbelser for at faa Hertug Christian valgt til Konge; han medbeseglede heller ikke Recessen af 3. Juli, hvori man søgte at lægge Hindringer i Vejen for den nye Læres videre Fremtrængen, og forlod til sidst tillige med Mogens Gjøe Herredagen, protesterende mod sin Svoger Tyge Krabbes og de øvrige Bispevenners Adfærd, der hindrede et Kongevalgs Afholdelse. E. B. var ogsaa blandt de Adelsmænd, der tillige med Mogens Gjøe bevægede Biskop Joachim Rønnov til atter at lade Hans Tausen vende tilbage til Kjøbenhavn. I Nov. s. A. var E. B. med som Udsending til Hertug Christian i Anledning af Ratifikationen af Unionstraktaten med Hertugdømmerne og søgte tillige med Mogens Gjøe og ligesom det demokratisk-lutherske Partis Førere, Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kock, at bevæge Hertug Christian til mod Rigsraadets Vilje at modtage den danske Trone, hvilket dog denne Gang strandede. Da Tiden til det nye Kongevalgs Afholdelse i Kjøbenhavn i Juni 1534 nærmede sig, holdtes der paa E. B.s Borg Kalø forskjellige Sammenkomster i Anledning af det forestaaende Valg. Men da Grevefejden pludselig udbrød, deltog han i Møderne i Ry Kirke 4. Juni og 4. Juli, hvor det jyske Raad erklærede sig for Hertug Christian, var derpaa Adelens Hovedfører under Clemensfejden, under hvilken formodentlig Asdal og Kokkedal (i Vendsyssel) gik op i Luer. Efter Adelens Nederlag ved Svendstrup organiserede han en Modstand i Randers, hvorved baade Kalø og i det hele Landet syd for Gudenaa reddedes. Da Hertug Christian sendte Johan Rantzau til Jylland, indsattes E. B. tillige med denne til Befalingsmand over Krigsfolket i Jylland og blev efter Clemens’ Nederlag i Aalborg indsat til Lensmand paa Aalborghus. Da der efter de haarde Straffedomme, som vare overgaaede Bønderne, atter viste sig en urolig Gjæring i Vendsyssel, blev E. B. tillige med Mogens Gjøe sendt her til for at berolige Stemningen. Han kom under disse Tilstande i et fjendtligt Forhold til Biskoppen her, Styge Krumpen, der var meget misfornøjet med den nyvalgte lutherske Konge og synes at have bidraget sit til Gjæringen; han beskyldes saaledes for at have forbudt Bønderne at udgive den paalagte Skat, han samlede dem paa Tinge og sagde om E. B.: «Ikke lader jeg hænge, ikke lader jeg stejle Folk, som han gjør». Herved sigtes maaske nærmest til den Skæbne, der overgik Skipper Clemens og andre af Bøndernes Ledere; men E. B. blev ham ikke Svar skyldig; han lod ham høre, at han under Fejden «var krøben i Skjul i Peder Ridemands Bagerovn». Nogen personlig Strænghed mod Bønderne spores ellers ikke hos E. B., der i det mindste tidligere altid siges at have været vel lidt af Almuen.
Under Christian III vedblev E. B. at indtage en betydelig Stilling; 1538 fulgte han saaledes Kongen til det schmalkaldiske Fyrstemøde i Brunsvig, blev efter Tyge Krabbes Død 1541 Rigsmarsk og deltog samme Aar i Kongemødet i Brømsebro, hvor han første Gang siden Begivenhederne 1519 stod Ansigt til Ansigt med Kong Gustav. 1542 var han Anfører for de danske Tropper, der sendtes KongGustav til Hjælp i Anledning af Dacke-Fejden. 1547 sendtes han med flere andre Raader til Nürnberg for ved Mægling at søge at hindre Udbruddet af den schmalkaldiske Krig og vedblev at bruges i en Mængde forskjellige Hverv lige til sin Død paa Kalø 28. Marts 1554.
E. B. havde først været trolovet med Karen Rosenkrantz, Datter af Christian II’s Hofmester Niels Eriksen R. til Bjørnsholm (i Kalø-Egnen) og Fru Birgitte Olufsdatter Thott til Vallø; da hun døde før Brylluppet, ægtede han senere hendes Søster Mette Rosenkrantz, d. paa Kalø 13. April 1533. I Jan. 1537 ægtede han derpaa Margrethe Gyldenstjerne, Datter af Henrik Knudsen G. til Iversnæs (Wedellsborg) m. m. og Fru Karen Bille, Søster til de bekjendte Brødre Mogens Gyldenstjerne og Knud Gyldenstjerne, Biskop i Fyn; hun døde kort efter Manden, 1. Dec. 1554, og blev ligesom han begraven i Torslev Kirke ved Kokkedal, hvor der findes en stor Ligsten med Billeder af ham og hans to Hustruer. Ved Arv, ved sine Giftermaal, ved Godskjøb og Mageskifter var E. B. bleven en af de rigeste Adelsmænd i Danmark; han ejede saaledes Asdal og Kokkedal i Vendsyssel, Højris paa Mors, Gjessingholm (Løvenholm) i Randers-Egnen, Rygaard i Sjælland m. m. – Det fortjener at bemærkes, at han uagtet sin fremragende Stilling som Rigsraad og Rigsmarsk aldrig udmærkedes med Ridderslaget, formodentlig fordi han som Protestant ikke selv har ønsket det. Af hans 7 Børn er den nedenfor nævnte Frants B. den mest bekjendte. - Med Navnet «Banner» skriver han sig først efter Forordningen af 1526 om Adelens faste Slægtsnavne. (A. Heise, Fam. Rosenkrantz’ s Hist. II, passim. ; A. Heise)" (DBL, 1. udg.)

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Erik blev gift med Margrethe Henriksdatter Gyldenstierne den 6 jan. 1537 i Bregnet, Øster Lisbjerg, Randers. Margrethe (datter af Hr. Henrik Knudsen Gyldenstierne, til Restrup og Iversnæs og Karen Bentsdatter Bille) døde den 1 dec. 1554; blev begravet den 8 dec. 1554 i Torslev, Øster Han, Hjørring. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Fødsel:
Ang. f. aft 1481 - men nok også væsentligt senere, hvis hun blev gift 1537 og blev moder til et barn c. 1538

Begravet:
Ligsten afbildet.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Otto Knudsen Rud
• Beskæftigelse: 1543; Hofsinde
• Beskæftigelse: 1549; Lensmand
• Beskæftigelse: 1565; Admiral

Notater:

Levned:
Rud, Otte (Knudsen), 1520-65, til Møgelkjær, var Søn af ovennævnte Knud R. (d. 1554) og blev født 15. Maj 1520 paa sin Fædrenegaard Vedby. I Daaben opkaldtes han efter sin afdøde Farbroder, og blandt Fadderne var foruden bl. a. flere Helgener ogsaa Biskoppen i Roskilde Lage Urne, hvilket forklarer, at da samme Biskop 1529 gav hans Forældre Livsbrev paa Venslev Len, udstraktes denne Forlening til ogsaa at gjælde for Gudsønnens Levetid, og virkelig tiltraadte O. R. dette Len, der ved Reformationen var bleven et Kronlen, 1554 ved Faderens Død, men mistede det rigtignok alt igjen 1558.
O. R. fik sin første Undervisning i Sorø Kloster, tjente saa Grev Just af Mansfeld som Smaadreng og kom derefter til Greven af Schwarzburg, der i hans 18. Aar gjorde ham væragtig, hvorefter han deltog i Biskoppen af Ministers Krig mod Gjendøberne. Ved denne Tid (1539) havde han det Uheld at blive sat fast i Hamborg, vel for et begaaet Drab, men da Kong Christian III gik i Forbøn for ham, kom han sagtens derved løs igjen. I alt Fald var han snart efter i sachsisk Tjeneste og deltog først som Rytter, siden som Landsknægt i Krigen mod Brunsvig til 1543, da han drog hjem til sit Fødeland. Her tog han strax Tjeneste blandt Hofsinderne og var som saadan i det store Følge, der 1548 ledsagede Frøken Anna til Meissen. Aaret efter fik han sin første Forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den 18-aarige Pernille Oxe, Søster til den siden saa berømte Statsmand Peder O.; i dette Ægteskab blev han Fader til 5 Sønner og 3 Døtre. 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gulland, men her gav hans Lensstyrelse snart Anledning til en Række Klager, navnlig fra Visby Borgere, der mente, at Slottets Tjenere gjorde Indgreb i deres borgerlige Næring. Kongen gav for saa vidt Klagerne Medhold, som han 1555 udfærdigede nye Privilegier for Borgerne, og da Klagerne vedbleve, nu over at O. R. ikke overholdt disse Privilegier, mistede han endog 1557 efter et Par skarpe Paamindelser Lenet. Selv efter den Tid forfulgtes han med Processer af enkelte af Øens Indvaanere, men ligesom disse Processer ingenlunde faldt ud til hane Skade, saaledes gav ogsaa den menige Almue ham paa Øens Landsting det bedste Vidnesbyrd som Lensmand. Han opnaaede da ogsaa snart anden Forlening, nemlig 1559-62 Odensegaard, 1562 Korsør og 1565 Ranes Gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin Fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i Vendsyssel, som han 1560 havde tilbyttet sig fra Kronen.
Da Krigen med Sverige udbrød 1563, blev der naturligvis særlig Brug for en fra Ungdommen saa krigserfaren Mand som O. R. I Sept. sendtes han op til Elfsborg som Kommissær hos Daniel Rantzau, og i Nov. udmærkede han sig for Kongens Øjne i Kampen ved Mared ved Halmstad, - og saa blev det dog til Søs, at han gjorde sit Navn udødeligt. Allerede under Opholdet i Halmstad beskikkede Kongen ham til Chef for Orlogsskibet «Byens Løve», og næste Foraar fulgte han med dette Skib Herluf Trolles Flaade. I 2 Dages Slaget 30.-31. Maj i Farvandet mellem Gulland og Øland udmærkede han sig i høj Grad, i det han og Jørgen Brahe den første Dag tappert bistode Herluf Trolles Skib i den ulige Kamp med det store svenske Admiralskib «Mars», kaldet «Makalos», og 7 andre Skibe, og Dagen derpaa var det O. R., der sønderskød Roret paa «Makalos» og kastede sine Dræg om Bord i det store Skib, som han derpaa, understøttet af 2 lybske Skibe, entrede, og det vilde sikkert være blevet taget, om der ikke var stukket Ild i Skibet, som saa sprang i Luften. I en senere Træfning, 14. Avg., blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var O. R., uvist af hvilken Aarsag, ikke om Bord. Formodentlig har Kongen haft Brug andensteds for den uforfærdede Kriger; i Dec. fik han i alt Fald Befaling at møde med sine Heste og Harnisk i Skaane, men alt i Febr. 1565 kom ny Ordre til ham om ogsaa dette Aar at tjene til Søs. Da Herluf Trolle i Maj løb ud, fulgte O. R. ham, nu som Chef paa et tidligere erobret svensk Skib, «Krabat», og i Slaget ved Rødesand 4. Juni, hvor Herluf fik sit Banesaar, var han en af de 5 danske Skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte Admiralen. Efter Slaget søgte Flaaden til Kjøbenhavn, hvor Herluf Trolle nedlagde Kommandoen, der blev overdraget til O. R., med Broderen Erik R. som Underadmiral. Ved Efterretningen om sin Eftermands Udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han vidste ingen i Danmarks Rige bedre til Admiral end O. R.; han vilde sige god for denne, at han skulde ikke sky sin Fjende, – og dette Skudsmaal gjorde O. R. visselig ikke til Skamme.
Med Admiralens Flag vajende paa «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske Flaade 2. Juli Kjøbenhavn, og 5 Dage efter traf den den svenske Flaade under Clas Christersson Horn i Farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor saa det blodigste Søslag i hele denne Krig blev udkæmpet. Skjønt den svenske Flaade talte 13 Skibe flere end de forenede Flaader, angreb O. R. den dog uden Betænkning om Morgenen. O. R. søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af 2-3 svenske Skibe, medens O. R. fik Undsætning af sin Broder paa «Jomfruen». Under den voldsomme Ild fra begge Brødrenes Skibe faldt den største Del af Besætningen paa «St. Erik» og «F6rgylda Lejonet», medens et tredje svensk Skib, «Gripen», blev skudt i Sænk, men andre svenske Skibe kom til, og da Vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i Brand, hen paa «Jomfruen», der ogsaa antændtes, maatte Erik Rud med Besvær drage sit Skib ud af Kampen, saa meget mere som kun Vi o af Besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede Kampen fremdeles omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske Flaade om sig, saa vidt muligt var. Forgjæves skikkede O. R. Bud efter Bud til sine Skibschefer om at komme til Hjælp, - dels skortede det dem paa Evne, i det det brændende «Lejonet» til Dels havde isoleret det danske Admiralskib, dels skortede det paa god Vilje. Kun 2 danske Skibe og 2 lybske søgte at undsætte deres Admiral, men uden Held, og efter det heltemodigste Forsvar nødtes derfor O. R., selv saaret, til ved Solnedgang at overgive sit synkefærdige Skib og de tiloversblevne 100 Mand af de 1050, der udgjorde dets oprindelige Besætning, til sin ikke mindre tapre Fjende mod Løfte om ærefuldt Fængsel, et Løfte, der ikke blev holdt. Fangerne bleve nemlig førte til Stockholm, hvor de, lænkede sammen 2 og 2, maatte gaa i det Triumftog, Kong Erik lod anstille. O. R. blev desuden ført til Skara og fremstillet for Kong Erik, der overfusede ham med grove Ord for hans haardnakkede Forsvar, og da O. R. frejdig svarede igjen, hindrede kun Glas Ghristerssons Mellemkomst den forbitrede Konge i at støde den lænkede og værgeløse Fange ned.
Efter et 14 Dages Ophold i Stockholm blev O. R. for Pestens Skyld med flere andre Fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren. Men ogsaa her hen naaede Pesten og bortrev hurtig hans Fæller, saa han til sidst selv maatte rede sin Seng, gjøre Ild paa osv. Endelig angreb Smitten ogsaa ham, og n. Okt. 1565 udfriede Døden ham af Fængselet. Først et Par Aar efter naaede Efterretningen om Heltens Død Danmark, hans Enkes Anstrængelser for tidligere at komme i Forbindelse med ham vare spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter Fredslutningen at faa hans Lig, der imidlertid havde henstaaet i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til Dragør af et mindre Orlogsskib og blev her efter kongelig Befaling modtaget af O. R.s gamle, ved Freden tilbagegivne Admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til Kjøbenhavn. Men da Fru Pernille over hans Grav i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn lod indrette en, som det synes, overjordisk Begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev Kongen fortørnet. Et skarpt Kongebrev til hende (1576) paabød dens Forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt Ordre til Kjøbenhavns Universitet og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin Enkestand havde opført nye Hovedbygninger baade paa Møgelkjær og paa Sæbygaard og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den Gang selv dødssyg, thi hun døde 26. Okt. 1576. (N. Hemmingsen, Ligpræd. ov. O. R. (1571). ; Vedel Simonsen, De danske Ruder II, 86 ff. ;A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier, 1536-1618 S. 93 ff. (Thiset.). (DBL, 1. Udg.)
"til Møgelkjær, fik 1529 af sin gudfader bisp Lage Urne ventebrev på Venslev len, som han virkelig 1554 overtog efter sin faders død, men atter mistede 1558, opdraget i Sorø Kloster, smådreng hos greve Just af Mansfeld, tjente så greven af Schwarzburg og derefter biskoppen af Münster mod gendøberne, sad 1539 fangen i Hamborg for et begået drab, tjente til 1543 som rytter og landsknægt i Sachsen. 1543 hofsinde i Danmark, deltog 1548 i brudetoget til Meissen, 1549-51 lensmand på Dragsholm, 1551-57 på Gulland, 1559-61 på Odensegård, 1562 på Korsør, 1565 forlenet med Ranes gods i Kalø len, tilbyttede sig 1560 Sæbygaard (Dronninglund herred) af kronen, 1563 kommissær på Elfsborg og udmærkede sig for kongens øjne i krigen; men blev snart efter skibschef, udmærkede sig 1564 i slaget ved Gulland og atter året efter ved Rødesand, Herluf Trolles eftermand som admiral over flåden, blev efter den heltemodigste kamp, selv såret, fangen i slaget ved Bornholm." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Dragsholm. 1551 Gotland, 1559 - 1562 Odensegaard, 1562 Korsør, 1565 Ranes Gods i Kalø Len.

Beskæftigelse:
Søkaptajn 1563.

Begravet:
Kisten midlertidigt opbevaret i Svartsjø Kirke.

Otte blev gift med Pernille Johansdatter Oxe i 1549. Pernille (datter af Johan Oxe, til Nielstrup og Mette Mogensdatter Gøye) blev født i 1530 i Våbensted, Musse, Maribo; døde den 26 okt. 1576. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Knud Rud, til Sæbygaard og Søndergaarde (aft 1549 - 3 Apr 1589, Vedbygaard Gods, Ruds Vedby, Løve, Holbæk),
Pernille Ottesdatter Rud (1556, Visborg, Hindsted, Aalborg - 1608),
Mogens Rud (aft 1549 - 1559, Odense Slot, Odense),
Torbern Rud (aft 1549 -1577, Magdeburg, Sachsen-Anhalt, Tyskland),
Jørgen Rud (f. aft 1549).