Erik Bille, til Rønnovsholm

Notater:

Levned:
"til Rønnovsholm (Børglum H.), blev 1592 gjort umyndig af Erik Hardenberg, hos hvem han voksede op." (Hobek & Brun)

Erik blev gift med Mette Andersdatter Banner, til Løgismose den 26 sep. 1596 i Odense Købstad, Odense, Odense. Mette (datter af Anders Eriksen Banner, til Gjesingholm og Lyngholm og Dorthe Ottesdatter Rud) blev født i 1575 i Gjesing, Sønderhald, Randers; døde den 10 apr. 1614. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Jens Bille blev født den 15 jan. 1598 i Vrejlev, Børglum, Hjørring; døde i 1626.
2. Anders Bille, til Damsbo og Søbo blev født den 19 mar. 1600 i Vrejlev, Børglum, Hjørring; døde den 10 nov. 1657 i Fredericia, Elbo, Vejle; blev begravet den 6 nov. 1660 i Haarby, Båg, Odense.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Lensmand
• Beskæftigelse: 1555; Hofsinde
• Beskæftigelse: eft. 1555; Redaktør

Notater:

Levned:
"Til Lyngsgaard og Vram, af hvilke han oprettede Billesholm, Gammel Køgegaard (Ramsø H.), og Vrejlev Kloster (Børglum H.), som han 1575 tilbyttede sig af Kronen for Allindemagle. Studerede o. 1551 i udlandet navnlig i Paris sammen m. broderen Steen og Christen Mortensen Morsing, 1555-1559 hofsinde, deltog i Ditmarskertoget, 1560-1571 lensmand på Gotland, hvor han under krigen gjorde god tjeneste, ligesom søsteren Beate interesserede han sig for folkeviser, og han har efterladt et stort værdifuldt visehåndskrift, der findes på landsarkivet i Odense." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1560 - 1571 på Gotland.

Beskæftigelse:
1555 - 1559.

Beskæftigelse:
Jens Billes Håndskrift. "Manuskriptet er omkring 20×14½ cm og skrevet på papir. Det indeholder 162 folier, der alle bærer det samme vandmærke. Det indeholder 87 digte, som er skrevet med omkring 17 forskellige håndskrifter, hvoraf de vigtigste er Jens Bille (1531–75), Sten Clausen Bille og Anne Skave; de er nummereret med blyant af Svend Grundtvig.[3] Manuskriptet har navn efter Jens Bille, der navngav sig selv som dets ejer. Digtene 1-86 blev skrevet i perioden 1555-89, og digt 87, der handler om Frederik 2. af Danmarks død, er fra 1589" ... 'Jens Billes Visebog har karakter af en typisk familievisebog. Adskillige genrer er repræsenteret i bogen: ridderviser, skæmteviser, historiske viser, aktuelle viser, salmer, adelslyrik - og muligvis nogle afskrevne skillingstryk. Endvidere taler meget for, at en del mundtlig, sungen tradition findes nedskrevet her' (Rita Pedersen).(Wikipedia).
For indhold og tekst af samlingen, se fx. https://duds.nordisk.ku.dk/tekstresurser/aeldste_danske_viseoverlevering/viseboegerne/jens_billes_haandskrift/ samt https://cst.dk/dighumlab/duds/DFK/Dorthe/html/JensBille.htm (set 4 Sep 2018).

Jens blev gift med Karen Eilersdatter Rønnow, til Hvidkilde den 3 dec. 1559 i Nyborg, Vindinge, Svendborg. Karen (datter af Eiler Rønnow, til Hvidkilde og Anne Tygesdatter Krabbe, af Østergaard) døde den 4 apr. 1592 i Aastrup, Sallinge, Svendborg; blev begravet den 9 maj 1592 i Egense, Sunds, Svendborg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Claus Bille, til Lyngsgård (28 Dec 1560, Visborg Slot, Hindsted, Aalborg - 1 Dec 1600, Odense Købstad),
Eiler Bille (f. 11 Jun 1566, Visborg Slot, Hindsted, Aalborg),
Lisbet Jensdatter Bille, til Gammel Køgegård (12 May 1572, Lyngsgård, Skåne, Sverige - 28 Sep 1633, Gammel Køgegaard),
Birgitte Jensdatter Bille, til Gammel Køgegård (8 Feb 1574, Billesholm, Luggude, Skåne, Sverige - 4 Mar 1639, Gammel Køgegaard).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1520; Ridder
• Beskæftigelse: 1527; Lensmand
• Beskæftigelse: 1527; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Bille, Claus, o.1490-1558, til Lyngsgaard, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere Godser var Søn af ndfr. nævnte Steen Bille Basse til Lyngsgaard (d. 1519) og dennes anden Hustru og Broder til Ærkebispen i Lund, Torbern B. Han var et af de mest fremragende Medlemmer af den Skaanske Adel paa Frederik I’s og Christian III’s Tid, saa vel paa Grund af sine store Godser og uhyre Rigdom som paa Grund af sin retskafne, dygtige og energiske Karakter. Han efterfulgte Faderen i de fleste af dennes Skaanske Forleninger, deltog i Kong Christian II’s Tog til Sverige 1520 og var en af de 4 danske Adelsmænd, som i Marts Maaned afsluttede Upsalaforliget med det svenske Rigsraad, ligesom han efter Stockholms Erobring blev sat til Slotsloven paa Stockholm Slot sammen med Otte Krumpen og Niels Lykke, da Kong Christian drog tilbage til Danmark. Ved Kongens Kroning 4. Nov. 1520 blev han slaaet til Ridder, og i de følgende Dage spillede han en vigtig Rolle som den, der i Forening med Søren Norby fængslede de svenske Adelsmænd. At han ved Blodbadet i Stockholm skal have frembaaret Bøddeløxen, er et, sikkert nok, ubevisligt Paasagn i den svenske Smædekrønnike.
Kong Frederik I’s Regering bragte Bille-Slægten en politisk Magt og Indflydelse som ingen anden Slægt i Danmark, og C. B. fik ogsaa sin Part deraf. Han deltog i Kampen mod Søren Norby og de oprørske Skaaninger og erhvervede sig en Del af Niels Brahes Gods, deriblandt Vandaas, som i over et Aarhundrede skulde blive en af hans Slægts Hovedgaarde. Han giftede sig 1524 med Lisbet Ulfstand, Datter af Jens Holgersen U., og blev derved nøje knyttet til en af Tidens mægtigste Slægter. 1528 blev han forlenet med Baahus Slot, blev Medlem af det norske Rigsraad og inden Kong Frederiks Død ogsaa af det danske. Til disse Æresposter gjorde han sig fortjent ved den Dygtighed, hvormed han 1532 optraadte under Christian II’s Angreb paa Norge, og ved de store Ofre, han bragte ved at udbetale den Sum, hvorfor Kong Gustav samme Aar tilbagegav Vigen, som han siden 1523 havde siddet inde med. Det blev da ogsaa ham, hvem det vanskelige Hverv betroedes – i Forening med Svogeren Truid Ulfstand og Biskop Hans Reff af Oslo – at bringe Orden i de opløste Forhold, hvori Norge befandt sig. Dette lykkedes ogsaa til Dels, i det det norske Rigsraad paa et Møde i Throndhjem 7. Nov. 1532 underskrev den saakaldte «Eningsakt», som paa ny fastslog Danmarks og Norges Forening. Kort efter C. B.s Hjemkomst til Danmark døde Kong Frederik, og paa den bekjendte Herredag i Kjøbenhavn i Juni Maaned 1533, hvor Bille-Slægten spillede en saa afgjørende Rolle saa vel i Reformationssagen som i Tronfølgesagen, var C. B. tilstede og støttede sin Slægts Politik.
Under Grevefejden sad han i god Behold paa det stærke Baahus Slot; han var en af de faa østdanske Rigsraader, som ikke hyldede Grev Christoffer, og han blev derved en Støtte og Hovedmand for det Parti, som i Tilslutning til Svenskerne arbejdede for Hertug Christians Valg til dansk Konge. Han har i disse Krigens Aar ført et særdeles virksomt og indholdsrigt Liv; vi finde ham snart i Norge og Skaane, snart i Jylland og Fyn, deltagende i de store Kampe, som afgjorde Rigets og Folkets Skæbne, og forhandlende snart med Kong Gustav, snart med det norske søndenfjældske Raad, som han formaaede til at hylde Kong Christian. I Okt. 1535 sendtes han til det nordenfjældske Norge for at underhandle med Ærkebispen og Raadet om Kongens Valg og om Paalæggelsen af en Skat. Det var en farefuld Expedition, thi ingensteds vare Modsætningerne og Hadet mellem de ledende Personer større end her. C. B. medtog Vincents Lunge og Biskop Hans Reff, da han 10. Dec. 1535 fra Oslo begav sig til Throndhjem. Begge disse Mænd vare Ærkebispens gamle og bitre Fjender. Ikke desto mindre bleve de modtagne venlig, og Ærkebispen samtykkede i alt, hvad Kongens Sendebud forlangte. Men 3. Jan. 1536 udbrød blandt den i Throndhjem forsamlede Almue et Oprør, Ærkebispen gav efter for Folkebevægelsen, og Mængden stormede løs paa de danske Sendebuds Herberg: Vincents Lunge blev dræbt, og de to andre undgik kun med Nød og næppe Døden. Tillige med Eske Bille (s. ndfr.) bleve de satte i Forvaring i Klosteret paa Tuterøen, og her blev nu C. B. siddende Vinteren over, medens Ærkebispen rejste Folket for Pfalzgrev Frederiks Sag. Da imidlertid Erobringen af Norges Hovedfæstninger, Bergenhus, Akershus og Baahus, hvor Fru Lisbet Ulfstand ledede Modstanden, mislykkedes, forhandlede Ærkebispen paa ny med Fangerne paa Tuterøen, og i Begyndelsen af April slap de fri, efter at C. B. havde forpligtet sig til ikke at hævne Oprøret og Fængslingen i Throndhjem og til at holde Baahus og Vigen til Ærkebispens og det norske Rigsraads Haand, indtil Kongevalget havde fundet Sted. I Maj Maaned vendte C. B. atter tilbage til Danmark efter sin mislykkede Sendelse.
C. B. var tilstede paa Rigsdagen i Kjøbenhavn 1536, og han har underskrevet Recessen og Haandfæstningen, vistnok med Uvilje som saa mange af det gamle katholske Rigsraad. Men han fandt sig hurtig til rette i den nye Tingenes Orden, og som en praktisk, dygtig og forstandig Mand blev han i de følgende Aar stærkt benyttet. Hans Kjendskab til norske Forhold og hans Stilling som Lensmand paa Baahus sikrede ham en betydelig Indflydelse paa Norges indre Anliggender. Det var ham, som i Forening med Truid Ulfstand udarbejdede den norske Reces 1539, der blev Grundlaget for den norske Lovgivning, indtil Christian V’s Lov indførtes. Og da den unge Prins Frederik 1548 blev sendt til Norge for at hyldes som sin Faders Eftermand, var Hr. Claus selvskreven til at være hans vigtigste Ledsager og Raadgiver paa denne Rejse. Som Grænsevogter mod Sverige laa han i stadig Strid med Kong Gustav og den svenske Adel, især i Vestergøtland. Gjentagne Grænsemøder maatte afholdes, inden disse Stridigheder bleve bilagte; men indtil sin Død maatte han høre ilde af Svenskerne, og Kong Gustav har i sin Smædekrønnike mod de danske særlig givet C. B. et slet Skudsmaal. Desto smukkere ere Udtalelserne om ham fra dansk Side, og især har Lyskander i «De Billers, Jenses Sønners, 16 Aner» og i sin Fortegnelse over danske lærde sikret ham et smukt Efterdømme. Hans trofaste og modige Hustru døde allerede 1540 efter at have født ham 4 Sønner og 7 Døtre; selv døde C. B. 4. Jan. 1558 paa Lyngsgaard i Skaane, efterladende sig en uhyre Rigdom, saa vel i Jordegods og Kjøbstadgods som i rede Penge. Han ligger med sin Hustru begravet i Vram Kirke. (F. Carlsen, Efterretn. om Gammelkjøgegaard S. 61 ff. ; Rørdam, Lyskanders Levned S. 211 f. Skånska Herregårdar, under Råbelöf og Vanås. (Mollerup)." (DBL, 1 Udg.)

"til Allinde og Lyngsgård (Luggude H.) (arvet 1520 efter faderen), Råbelev (Villands H.), Vandås (Øster Gynge H.), som han 1525 fik tilskødet af kronen, -, 1519 kommandant på Elfsborg, deltog 1520 i toget mod Sverige, deltog i Uppsalaforliget og lå i slotslov i Stockholm, blev s.å. (4. nov.) ridder, s.å. (7. nov.) foretog han sammen m. Søren Norby fængslingen af de svenske bisper og adelsmænd, efter kongeskiftet tro mod Frederik I. 1523 sendt til Gotland for at forhandle m. Søren Norby, da denne 1525 landede i Skåne, mødtes de atter som fjender og Lyngsgård afbrændtes, havde til 1527 Nederby len og fik efter sin fader Vesterstad len, som han 1556 afstod til sin ældste søn, 1527 lensmand på Båhus, norsk og dansk rigsråd, forsvarede 1531-1532 lenet og arbejdede på en genoprettelse af unionen, mødte 1533 i Gottorp m. overenskomsten af 1532 (7. nov.), der fastslog Danmarks og Norges forening.
Sluttede sig til Christian 3. under fejden, 1532 (aug) sendtes han til Norge på kongens og rigsrådets vegne at få de frafaldne til at underkaste sig og forny traktaten af 1450, 1535 sendtes atter til Norge til forhandling m. ærkebispen i Trondheim, men blev fanget under det efterfølgende oprør. Deltog 1539 i udarbejdelsen af den norske reces sammen m. sin gamle fælle Truid Ulfstand, ledsagede 1548 hertug Frederik til Norge, var på grund af sin dygtighed og rigdom en af sin tids indflydelsesrigeste mænd i Danmark og Norge, som vogter af grænsen lå han i bestandig strid m. Gustav Vasa og den svenske adel" (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1527 Nederby og Vesterstad len, samt Båhus.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Claus blev gift med Lisbeth Jensdatter Ulfstand den 31 jan. 1524 i Luggude, Skåne, Sverige. Lisbeth (datter af Hr. Jens Holgersen Ulfstand, til Glimminge og Margrethe Arvidsdatter Trolle) blev født cirka 1505; døde den 5 apr. 1540 i Bohus, Kungälv, Sverige; blev begravet i 1540 i Norra Vram, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Holger Bille ( f. 27 Jul 1532, Bohus, Kungälv, Sverige),
Erik Bille (f. 27 Aug 1535).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Hofmester
• Beskæftigelse: 1533; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1543; Lensmand
• Beskæftigelse: 1563; Proviantmester

Notater:

Levned:
"Rønnov, Eiler, –1565, til Hvidkilde, Rigsraad, var Søn af ndfr. omtalte Marqvard R. Som han ved sin Fødsel hørte hjemme paa Fyn, saaledes fik han ogsaa der sine første og fleste Forleninger. Frederik I forlenede ham og hans Moder med Salling Herred, som han med en kort Afbrydelse sad inde med til 1552, med Byen Killerup ved Odense, en Panteforlening, som han arvede efter sine Forældre, og som 1531 stadfæstedes ham for hans og hans Hustrus Levetid, og med Kirkeby ved Svendborg, som han 1532 fik Tilladelse til at indfri fra Panthaveren, og som han 4 Aar efter virkelig indløste og derpaa beholdt ligesom hint Herred til 1552. Men det var ikke Kongen alene, hvis Lensmand han blev. Hans Broder Biskop Joachim R. i Roskilde synes for en Tid at have overladt ham Bispesædets Slot Saltø ved Næstved, og Ærkebiskop Torben Bille forlenede ham 1533 med Skjænkelse i Nordsjælland for hans og hans Hustrus Levetid. Betydeligere vare dog de Forleninger, der tilfaldt ham i Christian III’ s Tid: Næsbyhoved og St. Hans Kloster i Odense (1543-49, fra 1546 tillige det dermed forenede Rugaard), Tranekjær (1549-53) og Hagenskov (1553-64).
Det gamle Fjendskab mellem Biskop Jens Andersen (Beldenak) i Fyn og Marqvard Rønnov gik i Arv til dennes Sønner, som 1528 fik Bispen idømt en stor Bøde for hans Adfærd mod deres Fader, og som, da deres Modstander ikke rettede sig efter Kjendelsen, men beskyldte E. R. for Uærlighed, 1530 fik ham dømt som Løgner og Æreskjænder (s. I, 246). Saa vidt det kan ses, var E. R. en af dem, som Rigsraadet 1533 efter Frederik I’ s Død egenmægtig optog i sin Midte, og han kom saaledes til at tage Del i dette Aars bevægede Herredag, hvor man skulde tro, at han som Broder til Sjællands Biskop og Svigersøn af Marsken Tyge Krabbe havde en given Plads mellem Katholicismens Forkæmpere, men hvor han, mærkelig nok, synes at have sluttet sig til Modpartiet i Religionsspørgsmaalet. Af de 19 fynske Adelsmænd, som 9. Juli 1534 i Hjallese udtalte deres Beredvillighed til at tage Hertug Christian til Konge og bemyndigede Johan Friis til at forhandle med Hertugen, var E. R. en; men i de nærmest følgende Dage rejste Fyns Borgere og Bønder sig, og blandt de adelige Herrer, som de bemægtigede sig, var vistnok ogsaa E. R. I hvert Fald førtes han noget senere som Fange til Kjøbenhavn, og han kom til at dele Skæbne med de andre danske Adelsmænd, der i Begyndelsen af 1536 sendtes til Meklenborg for at kunne bruges til at sikre Hertug Albrecht og Grev Christoffer, hvis disse skulde bukke under i Kampen mod den danske Konge. Han fik Ophold paa Slottet i Neustadt og forblev her, indtil han og de andre Gisler i Avg. s. A. frigaves og over Hamborg vendte tilbage til Fædrelandet, hvor han som de andre faldt i Unaade hos Christian III og foreløbig mistede sit Sæde i Rigsraadet. Ligesom det imidlertid ikke varede længe, før han fik store Len, saaledes kom han efter en halv Snes Aar paa ny ind i Rigsraadet (o. 1547).
Inden Tronfølgeren fik sin egen Hofholdning, skal E. R. en Tid have været Hofmester for ham. 1548 var han i Prinsesse Annas Brudefølge til Sachsen, og 1556 fulgte han Enkedronning Sophie og Hertug Adolf af Gottorp gjennem Landet. Han blev ofte brugt som Mønstringsherre, og 1563 udnævntes han til Proviantmester i Fyn. Som han havde forstrakt Christian III med Penge, saaledes maatte han ogsaa yde Efterfølgeren betydelige Laan, og selv 10. gik han i Kavtion for ham hos Hertugen af Meklenborg for 40000 Rdl. En kjedelig Sag havde han, da han og en Række Standsfæller 1564 af Rigsraadet dømtes til at betale Kongen 10000 Rdl., hvormed de 1562 vare gaaede i Borgen for Christoffer Urne, der i 13 Aar havde siddet fængslet for utilbørlige Ord om Christian III, men som, da han nu slap løs, ikke kunde styre sin hvasse Tunge og derved brød Forliget. I pekuniær Henseende havde dette mindre at sige, da Tabet fordeltes paa 20, men Christoffer Urne var en Søstersøn af E. R., og denne synes at have interesseret sig særlig for at faa ham paa fri Fod; naar man ser, at E. R. 1562 forærede Kongen nogle Stykker Hornkvæg, lige umiddelbart forinden Ordren til at løslade Fangen udstedtes, kan man ikke godt undgaa at sætte Gaven og denne Ordre i Forbindelse med hinanden.
Foruden Hvidkilde ejede han Faarevejle paa Langeland. 1529 fik han Patronatsret til Egense Kirke, Hvidkildes Sognekirke. St. Jørgensgaard ved Svendborg, som 1526 var givet i Forlening til Broderen Joachim, blev 1528 overdraget begge Brødrene som arvelig Besiddelse mod Afstaaelse af et Vikarie i Rensborg. I Kjøbenhavn, Nyborg og Odense havde E. R. Gaarde. Den af ham i sidstnævnte By (1547) opførte Gaard staar endnu, den ældste bevaarede Bindingsværksbygning her i Landet. E. R. var næppe noget mildt Herskab, i alt Fald haves der flere Klager fra Almuesfolk over ham som Lensmand. Som ovenfor nævnt var han gift med en Datter af Marsken Tyge Krabbe (IX, 403), Anne K., der døde 1543. Skjønt hun fødte ham 11 Børn, deraf dog kun 3 Sønner, var han, da han lukkede sine Øjne 27. eller 28. April 1565 paa Hvidkilde, Slægtens sidste Mand. (H. Knudsen, Joachim Rønnow S. 13 f. ; (jvfr. Allen, De tre nord. Rigers Hist. III, I, 380). ; Vedel Simonsen, Rugaards Hist. I, 2, 93 ff. (C. F. Bricka).(DBL, 1. Udg.)
"til Hvidkilde og Faarevejle, Rigsraad. Slægtens sidste mand". (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1543 - 1549 Næsbyhoved og St. Hans Kloster i Odense, 1546 tillige Rugaard), 1549 -1553 Tranekjær, 1553 - 1564 Hagenskov.

Beskæftigelse:
I Fyn.

Begravet:
Ligsten afbildet. Beskrivelse i Danmarks Kirker (2018), buster af Eiler Rønnow og Anne Krabbe i kirkens prædikestol.

Eiler blev gift med Anne Tygesdatter Krabbe, af Østergaard før 1532 i Egense, Sunds, Svendborg. Anne (datter af Hr. Tyge Krabbe, af Østergaard og Anne Nielsdatter Rosenkrantz) blev født i 1509; døde i 1543; blev begravet i 1543 i Egense, Sunds, Svendborg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet. Beskrivelse i Danmarks Kirker (2018), buster af Eilr Rønnow og Anne Krabbe i kirkens prædikestol.

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Mette Eilersdatter Rønnow (9 Jul 1533, Saltø (Saltsø), Karrebæk, Ø. Flakkebjerg, Sorø - 20 Mar. 1601, Lindholm).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1485; Ridder
• Beskæftigelse: 1489; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1490; Lensmand
• Beskæftigelse: 1495, Skåne, Sverige; Landsdommer

Notater:

Levned:
"til Allinde og Lyngsgaard, kaldtes i sine yngre år Steen Basse eller Basse Bille, senere kun Steen Bille, skrev sig 1469 til Allinde, da han m. sin moder og sine søskende afstod Abrahamstrup til kongen, udkøbte 1472 sin broder Peder af Allinde, skrives 1476-1477 til Krapperup (Luggude h.), var 1485 ridder og deltog 1487 i hyldningen, var 1489 rigsråd og 1490 lensmand på Gladsaxe, han og broderen Bent skiftede året efter m. deres svoger Oluf Stigsen.
Blev 1492 brugt på en sendelse til Gotland og var s.å. tilstede på skiftet efter faderen, deltog 1495 og følgende år i forhandlingerne m. Sverige og var da landsdommer i Skåne, var 1497 forlenet m. Vesterstad, som sønnen Claus fik efter ham, skrev sig 1504 til Lyngsgård, mistede året efter Gladsaxe, deltog i de følgende år i de fleste forhandlinger m. Sverige," (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Gladsakse. 1497 Vesterstad

Begravet:
Ligsten afbildet. Med begge ægtefæller.

Steen blev gift med Margrethe Clausdatter Rønnow før 1490. Margrethe (datter af Hr. Claus Rønnow, til Hvidkilde og Birgitte Christensdatter Vasa) døde efter 1490; blev begravet efter 1490 i Norra Vram, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Torbern Bille (d. 26 Dec 1552),
Eiler Bille,
Christoffer Bille,
Erik Bille.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1487; Lensmand
• Beskæftigelse: 1505; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1511; Admiral
• Titel: ml. 1513 og 1515; Ridder

Notater:

Levned:
"Ulfstand, Jens Holgersen, –1523, Lensmand paa Gulland, Søkriger, var Søn af Holger Henriksen (Ulfstand) til Glimminge i Jerrestad Herred og Birgitte Jensdatter (Rosensparre). Efter Faderen, der døde i Tiden 1485-86, arvede han Glimminge og byggede her senere det mærkelige Stenhus, hvortil han 1499 lagde Lindholm 1486 og fik 1487 for Livstid Pantebrev paa Kronens Gods i Jønested i Skaane, som hans Fader ogsaa havde haft i Pant En mere betroet Stilling opnaaede han dog senere i 1487, da Kong Hans efter at have vundet Gulland tilbage fra Iver Axelsen Thott (XVII, 329) satte J. H. til Lensmand paa Øen. At der overdroges ham en saa vigtig Post paa en Tid, da han endnu maa antages at have været en yngre Mand, vidner om, at Kongen allerede da har næret en ikke ringe Tillid til ham. Han svigtede da heller ikke denne Tillid for saa vidt, som han altid bevarede Troskaben mod Kongen; men i sin Styrelse af Øen tillod han sig rigtignok saa mange Overgreb mod Beboerne, at Regeringen (vistnok i 1492) maatte sende 4 Rigsraader der over for at stille Befolkningen til Freds, i det dens Stemning mod J. H. var bleven saadan, at man frygtede for, at Øen kunde gaa tabt til Sverige. Nogen varig Forsoning er dog ikke kommen i Stand; endnu efter at J. H. havde fratraadt Lenet, klages der over alle de nye Paalæg, han havde indført. Og hvad en anden Side af hans Styrelse angaar, Et bedre Navn end ved sin Styrelse af Gulland har J. H. erhvervet sig som Søkriger. Allerede under Kong Hans’ Sverigestog i 1497 synes han at have spillet en fremtrædende Rolle blandt Befalingsmændene til Søs; men om betydeligere Foretagender til Vands høres intet under det kortvarige Felttog. Større Betydning fik J. H. efter Svenskernes Rejsning mod Kong Hans i 1501; Gang paa Gang i det ny Aarhundrede nævnes det, hvorledes han er paa Færde med sine Skibe for at undsætte det belejrede Kalmar eller hærge paa de svenske Kyster, hvor han fór frem paa en Maade, der ganske stemmer med hin Tids barbariske Krigsførelse.
I Sommeren 1509 afløstes J. H. som Lensmand paa Visborg af Laurens Skinkel, uden at det kan oplyses, hvad Grunden hertil har været; derimod kan det nævnes, at Kong Hans, medens J. H. sad paa Gulland, havde givet ham et i høj Grad anerkjendende Brev, hvori han opfordrer sin Søn Christian til at belønne hans Tjeneste, hvis Kongen selv skulde dø, inden han fik gjort det, og tillige erklærer, at dersom nogen vil træde Kongen selv paa Halsen eller fortrænge Sønnen, er J. H. en Mand, som Sønnen fuldkommen kan stole paa. Da Kong Hans ogsaa var kommen i Krig med flere af H ansestæderne og efterhaanden havde faaet sin Sømagt forøget, blev J. H. i 1511 Anfører for den danske Flaade, hvis største Skib «Engelen» han selv førte. I Forsommeren 1511, inden Fjendens Sømagt var løben ud, foretog han et Hærgningstog mod de tyske Kyster, hvor et Forsøg mod Travemünde mislykkedes, men Wismars og Rostocks Omegn og Stralsunds Besiddelser paa Rygen bleve plyndrede, ligesom den sidstnævnte Bys Borgere led et ret betydeligt Nederlag paa Rygen. Flaaden løb derefter til Øland og brændte en Del af Øen, men Befolkningen samlede sig og slog de Tropper, der vare satte i Land, saa at de maatte indskibe sig igjen. Den lybske Flaade kom imidlertid nu i Søen, og 9. Avg. 1511 mødtes den med den danske under J. H. i et heftigt Søslag under Bornholm, det største, der i meget lange Tider var leveret i Østersøen, men ikke mere afgjørende end, at begge Parter tilskrev sig Sejren. Kort efter erobrede J. H. 2 stralsundske Orlogsskibe, der vare komne sejlende til den danske Flaade i den Tro, at det var den lybske. Denne sidste bemægtigede sig derimod en rigtladet hollandsk Handelsflaade og vendte derefter tilbage til Trave; et Forsøg, som J. H., der havde faaet Forstærkning af 4 hollandske Orlogsskibe, 14. Avg. 1511 gjorde paa at standse Lybekkerne med deres Bytte, mislykkedes, da hans eget Skib «Engelen» blev ilde medtaget af de lybske Kugler, saa at han maatte standse Forfølgelsen.
J. H. nævnes fra 1505 som Rigsraad og deltog som saadan i forskjellige Forhandlinger om offentlige Anliggender; derimod er han først bleven Ridder i Tiden 1513-15, maaske ved Christian II’s Kroning i Juni 1514. Han har muligvis en Gang under Kong Hans haft Gladsaxe i Forlening; 1510 blev han forlenet med Villands Herred (som han i 1520 fik i Pant), og ligeledes i Kong Hans’ senere Tid fik han Sølvitsborg, som han imidlertid kun beholdt til 1519; forskjellige mindre Len i Skaane havde han i Pant til sin Død. Som allerede nævnt, havde han arvet Glimminge; Lyngbygaard i Villands Herred kjøbte han af forskjellige i Tiden 1509-15. Han var gift først med Holmger Axelsdatter Brahe, der døde 19. Nov. 1495 Paa Visborg, og derefter (fra 29. Juli 1498) med Margrethe Arvidsdatter Trolle; selv døde han 6, Febr. 1523. (Danmarks Adels Aarbog 1896, S. 437 f.; Allen, De tre nord. Rigers Hist. I. Hist. Tidsskr. V, 565 ff.; (William Christensen.) (DDBL 1, Udg,)
"til Glimminge, hvor han 1499 opførte det mærkelige Stenhus, og Lyngbygård (Villands H.), som han købte 1509-15 af Axel Brostrup og flere. Lensmand på Gladsaxe, 1487-1509 lensmand på Gulland, var 1505 rigsråd, førte sammen med Anders Bille den danske flåde, 1510-23 forlenet med Villands Herred. 1511 anfører for den flåde, der hærgede Wismar, Warnemünde og Rügen, og kæmpede hæderlig med den lybske flåde ved Bornholm og ved Travemünde, hvorfor han af kongen og sin samtid høstede stor ros, 1517-19 lensmand på Sølvitsborg, var 1518 Ridder, 1520-23 forlenet med Bursø, havde endvidere Gnested og Høgby." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1487 Gotland. 1520 - 1523 Bursø.

Jens blev gift med Margrethe Arvidsdatter Trolle den 29 jul. 1498 i Visby, Gotland, Sverige. Margrethe (datter af Arvid Birgarsson Trolle, til Bergqvara og Beate Ivarsdatter Thott) blev født den 21 maj 1475 i Grums, Värmland, Sverige; døde den 6 feb. 1522 i Vallby, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Holger Ulfstand (f. aft 1498),
Arvid Jensen Ulfstand, til Bønnet (aft 1498 - 14 Jun 1539),
Gert Jensen Ulfstand, til Bønnet og Lyngby (aft 1498 - 6 Aug1560, Bønnet Slot, Horbelev,Falsters Sønder, Maribo),
Gregers Jensen Ulfstand, til Ørup og Lyngby (aft 1498- 20 Dec 1544, København).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Marquard Rønnow
• Titel: 1490; Ridder
• Beskæftigelse: 1492; Lensmand
• Beskæftigelse: ml. 1493 og 1497; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Rønnov, Marqvard, –1506, til Hvidkilde, Rigsraad, var en Søn af ovennævnte Claus R. og Birgitta Christiernsdatter Vasa. Han var Ridder i alt Fald 1490; Rigsraad blev han i Tiden 1493-97. Efter Faderen havde han arvet Hvidkilde og sikkert ogsaa Pantelenene Salling og Sunds Herreder; paa disse sidste fik han i 1497 nyt Pantebrev, der gjaldt for hans Livstid, en Gunstbevisning, som ikke usandsynlig staar i Forbindelse med hans Tjeneste paa Toget til Sverige s. A., hvor han skal have ført Hovedbanneret. 1502 havde han Pederstrup Birk paa Laaland og 1503 Ravnsborg i Forlening. Han døde 1506; hans Hustru Mette, der var Datter af Joachim Hardenberg og Mette Bertelsdatter Tinhus eller efter andre Opgivelser af Joachim Hardenbergs Søn Erik og Anne Corfitsdatter Rønnov, overlevede ham i alt Fald indtil 1528. Hun beholdt Salling og Sunds Herreder i nogle Aar efter Mandens Død, men mistede først Sunds og senere tillige Salling Herred; det sidste fik hun dog igjen sammen med sin Søn Eiler. – M. R.s Navn turde være mest kjendt af en heftig Strid, hvori han og hans Slægt vare komne med Jens Andersen Beldenak (I, 242), der havde afløst M. R.s Broder Carl som Bisp i Odense. Om Stridens Oprindelse savnes nøjagtig Oplysning, men man ser, at det i Aaret 1504 gik saa vidt, at M. R. med Understøttelse af slesvigske og holstenske Adelsmænd en Tid lang belejrede Bispen paa hans Borg Ørkil. Og Fjendskabet standsede ikke med M. R.s Død; mange Aar efter, i 1528, idømte en kongelig Voldgiftskjendelse Jens Andersen en ret betydelig Bøde til M. R.s Enke og Sønner, og da Bispen i sin Harme herover lod sig henrive til at fremsætte forskjellige uforsigtige Paastande ogsaa vedrørende Kongen og dennes Kansler, endte det med, at han paa Herredagen i Kjøbenhavn 1530 dømtes som Tremarksmand. (William Christensen)." (DBL, 1. Udg)
"til Hvidkilde, var 1490 Ridder, 1492 forlenet med Salling og Sunds Herreder, 1497 Rigsraad, gav samme Aar Gods til Helligaandsklostret i Faaborg, skal have ført Hovedbanneret paa Sverigstoget, fik samme Aar Livsbrev paa sine to fynske Herreder, 17 Februar 1500 saaret ved Hemmingstd, var 1502 forlenet med Pederstrup Birk, 1503 Lensmand paa Ravnsborg, belejrede 1504 med nogle sønderjydske og holstenske Adelsmænd Biskop Jens Andersen Beldnak paa hans Borg Ørkil i Anledningen af en bitter Feide mellem dem om Arven efter Biskop Karl Rønnow, under hvilken Biskop Jens havde lyst Hr. Markvard i Ban." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Salling og Sunds Herreder, 1502 forlenet med Pederstrup Birk, 1503 på Ravnsborg,

Markvard blev gift med Mette Joachimsdatter Hardenberg, til Løgismose. Mette (datter af Hr. Joachim Hardenberg, til Kjeldkjær og Løgismose og Mette Bertelsdatter Tinhuus) døde efter 1549. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: eft. 1506; Lensmand

Notater:

Levned:
"Til Løgismose (Baag H.), sluttede 1528 Forlig med Biskop Jens, som maatte afstaa Ringstedgaard, Pederstrup Fang eller 100 rhinske Gylden og 1500 Mrk. til Fru Mette, som endnu levede 1549." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Salling og Sunds Herreder i nogle år efter ægtefællem.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1501; Lensmand
• Titel: 1503; Ridder
• Beskæftigelse: ca. 1512; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1523; Marsk

Notater:

Levned:
"Krabbe, Tyge, 1474-1541, Rigsmarsk, det konservative, katholske Adelspartis Fører paa Reformationstiden, var en Søn af Mogens K. til Bustrup i Salling og Elsebe Tygesdatter Lunge fra Basnæs. 12 Aar gammel var han allerede som «Smaadreng» hos Kong Hans og deltog i dennes Tog til Gulland mod Iver Axelsen Thott. Senere fik han Kong Hans’ Hunde at passe i en 6-7 Aar «og havde», som han selv skriver, «mangen Fandens Dag med dem udi Moser og Kær». Ved andre Lejligheder deltog han som Kongens Smaadreng i Hoffester og Turneringer eller i Krigerfærd; 1495 fulgte han saaledes Kongen til Rigsmødet i Kalmar og kom i stor Fare i Rønneby Havn, da Kongens Hovedskib brændte, hvorved mange omkom; endnu 1497 fulgte han Kongen paa Sverigestoget og deltog derpaa i Slaget ved Rotebro. Et saadant Ungdomsliv kunde nok uddanne en Mand baade aandelig og legemlig. Raa Kraft, Halsstarrighed og selvtægt, parrede med en vis Snedighed og List, ere de Hovedtræk, man senere oftere sporer i hans Færd. – Forfremmelserne lode heller ikke længe vente paa sig. Allerede i en Alder af 27 Aar synes han (1501) at have været Lensmand paa Kjøbenhavns Slot; 1503 nævnes han allerede tillige som Ridder. Omtrent paa samme Tid blev han trolovet og et Par Aar senere gift med Anne Rosenkrantz, Datter af den højt ansete og rige Rigsraad Niels R., Hofmester hos Christian II; da de vare beslægtede i 4. Led, maatte der udvirkes pavelig Dispensation (1504). Ved sin Forbindelse med denne mægtige Slægt og end mere ved sin egen ubestridelige Dygtighed skulde det lykkes ham i et skæbnesvangert Tidsrum at hæve de gamle, ustyrlige Krabbers da noget Afblegede Æt til dens største Højde. I de følgende Aar træffes han uafbrudt paa Krigstogene til Sverige og forlenedes o. 1507 med Helsingborg Slot, hvortil han derpaa i næsten hele sit Liv var knyttet. Som Lensmand her skulde han komme til at udføre sin tidligere Manddoms største Bedrift, i det han som Befalingsmand i Skaane under den svenske Hærfører Aake Hansson Thotts truende Angreb paa Landet i en Fart fik samlet den Skaanske Adels Opbud (400 Mand) og ved «Fantehullet» i Nærheden af Grænsen tilføjede Aake Hanssons overlegne svenske Rytterstyrke (700 Mand) et Nederlag og, som han selv skriver, «fik Død paa hannem» (27. Avg. 1510). Begivenheden vakte stor Glæde i Danmark; de tagne Faner bleve med stor Højtidelighed ophængte i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn; Hr. Tyge fejredes i Rimkrønniker og Folkeviser og blev kort efter optagen i Rigsraadet.
Som Rigsraad deltog T. K. i et Rigsmøde i Halmstad 1512 og i Fredsmødet i Malmø s. A., ligeledes i de store Møder i Begyndelsen af Christian II’s Regering. Men samtidig viste han i disse Aar en ikke ringe Virksomhed for at samle sig Gods, dels i Jylland, dels i Skaane og i Halland. 1514 fik han saaledes, efter at have stævnet Sagen ind for Rigsraadet, det saakaldte Fiskbæk Gods tilbage, 12 Gaarde i Nærheden af Viborg, der vare inddragne under Kronen af Erik af Pommern og Dronning Margrethe i hans «Oldefader» Hr. Niels K. s Tid, i det han beviste, at det «uforbrudt og uden al skjellig og redelig Sag» var fradømt denne; dog skulde han først nyde Indtægterne deraf, naar den daværende Ihændehaver, den «vanbyrdige» Niels Clementsen (IV, 11), var død. Men da dette indtraf (1518), tog Kongen uden Lov og Dom Godset fra T. K. og gav ham kun et Lensbrev derpaa for Livstid. Dette var aabenbart et Overgreb fra Kongens Side; men dels var i Mellemtiden denne kommen i Strid med Adelen (Torben Oxe osv.), dels har han uden Tvivl opdaget, at T. K.s Bevis for, at Godset uden skjellig Grund var frataget Niels Krabbe, ikke holdt Stik; det var nemlig fradømt denne paa Grund af Brud paa Tingfred og Kirkefred.
Men denne Sag fik vidtrækkende Følger. Fra 1518 af er Kongens Vrede mod T. K. umiskjendelig. Som Lensmand paa Helsingborg havde denne under den nu (1518) udbrudte Krig med Sverige det Hverv at sørge for Hærens Proviantering. Kongen beskyldte T. K. for at vise sig sendrægtig; han var med Kongen for Stockholm, men sendtes tilbage for at fremskynde ny Proviantering; men samtidig sendte Kongen den Ordre til Dronningen «at lade hannem bie mig i Kjøbenhavns Taarn», hvis han viste sig forsømmelig. Da det store Tog derpaa 1520 afgik til Sverige, samledes Hæren ved Helsingborg. T. K. viste sig paa denne Tid overordentlig virksom; han forstrakte endog selv Kongen efterhaanden med den betydelige Sum af 2500 Mark og fik Pant herfor i Helsingborg; men han, den fejrede Kriger fra tidligere Tid, blev ikke Togets Anfører, derimod den da helt ukjendte Otte Krumpen, og 11. Nov. s. A. fratog Kongen derpaa pludselig, til Trods for Pantesum og alt, T. K. Helsingborg og gav det til Otte Krumpen.
Den stolte Mand følte dybt de Krænkelser, der vare tilføjede ham og samtidig saa mange andre af Stormændene, og den Uvirksomhed, hvortil han selv var henvist. Han synes nu at have opholdt sig paa Bustrup og virkede i Smug. Pludselig rejste i Dec. 1522 en Del jyske Raader Oprørsfanen mod Christian II. T. K. ansaas af Kongen selv og dennes Venner som Hovedmanden; sikkert er det, at han var den eneste virkelig betydelige Personlighed blandt dem. Han kom herved i Modsætning til Mogens Gjøe, Ove Bille, sine egne Svogre Erik Banner og Oluf Nielsen Rosenkrantz, der alle saa længe som muligt søgte at mægle og at undgaa et fuldstændigt Brud. Men med Selvraadighedens Kraft gjennemførtes Kongens Forjagelse, og T. K. viste stor Virksomhed under Ledelsen af Opstanden; ogsaa paa den skaanske Adel søgte han at virke til Fordel for den nye Herre, «der har undt alt Ridderskabet Hals og Haand over deres Bønder». Man vilde ikke finde sig i en Konge, der traadte Adelens personlige Selvstændighedsfølelse for nær. Betegnende nok maatte Hertug Frederik strax, da man tilbød ham Kronen (30. Jan. 1523), love at «kassere, døde og tilintetgjøre de Breve, Erik af Pommern og Dronning Margrethe havde aftvunget nogle af Adelen», og en lignende Bestemmelse optoges senere i Kongens Haandfæstning. Fiskbækgodset blev ogsaa kort efter tilbagegivet T. K., der strax ved Kongens Hylding i Viborg 26. Marts var ble ven Rigsmarsk og kort efter fik Helsingborg tilbage. Ogsaa adskillige andre Begunstigelser sikrede han sig.
I Frederik I’s Tid var T. K. uafbrudt paa Færde, snart i Marken som Rigsmarsk, snart i Fredens Raadslagninger; han støttede saaledes stærkt sin højtbegavede Fætter Vincents Lunge i dennes selvraadige Politik i Norge; ogsaa med Kong Gustav i Sverige stod han i en fortrolig Brevvexling, dels om Rigernes politiske Stilling, dels om mange andre Forhold. Han blev ubestridelig det konservative, katholsksindede Rigsraads Hovedfører. Han saa ligesom Poul Helgesen, til hvem han stod i et fortroligere Forhold, i de nyere Tiders religiøse Bevægelser en Fare for den bestaaende Statsordning og tillige for Aristokratiets egen Magtstilling. Han kommer derved oftere i Modsætning til den rolige og besindige Rigshofmester Mogens Gjøe, især naar Tidens Bølger gik højt. Med hensynsløs Strænghed dæmpede han i Aarene 1524-25 Bondeopstande i Skaane og fik af Almuen Øgenavnet «Tyge Badspyd». I Jan.-Febr. 1525 var tilsyneladende al Modstand i Skaane slaaet til Jorden af T. K.; men da kom pludselig Søren Norby. Lige over for dennes Rejsning af Bønderne kunde han ikke staa sig med den ringe Styrke, han havde til sin Raadighed. Forgjæves belejrede han en Maaneds Tid Aahus, men maatte opgive Belejringen af Mangel paa Proviant. «Vi maa æde Kjød som andre Hunde», skriver han i den Anledning til Frederik I i Fastetiden og raader Kongen til intet luthersk Parti at taale i sit Land, ellers vil Guds Hævn ramme det. Han maatte derpaa trække sig tilbage til Malmø, medens Søren Norby begyndte at belejre hans egen Forlening Helsingborg. Først da Johan Rantzau kom med Undsætning, toge Sagerne en anden Vending. I Slaget ved Lund (28. April) anrettede T. K. i Spidsen for Rytteriet et stort Blodbad paa Bønderne og ligeledes senere i Slaget ved Bunketofte Lund. Æren for disse Sejre tillægges T. K. baade i hans egne Optegnelser og af Poul Helgesen i Skibbykrønniken, uden at Joh. Rantzaus Navn blot nævnes. Officielt havde T. K. vistnok ogsaa som Marsk den øverste Ledelse. – Efter at Opstanden var dæmpet, begyndte under T. K.s Ledelse en forfærdelig Forfølgelse mod Kong Christians Tilhængere. T. K. havde saaledes stor Del i de Pinsler, «den Forræder Niels Brahe» (II, 596) maatte lide. En Del af hans Gods kom i Hr. T.s Hænder, der heraf dannede sit prægtige Herresæde Vegholm, hvor han derpaa (1530) opførte den stærkt befæstede Borg med 3 Taarne, Volde og Grave. – Ogsaa 1526 maatte T. K. kæmpe mod Søren Norbys Folk i Bleking, hvilke dog hurtig overgave sig efter deres Herres Nederlag til Søs. I Skaane herskede T. K. derpaa i den følgende Tid med stor Myndighed; især viste han stor Strænghed mod den landflygtige Malmøborgmester Hans Mikkelsens Slægt.
Lutherdommens Fremtrængen i Malmø og Skaane fyldte ham med Ængstelse. Selv Kong Gustav raader han 1529 til «at afstille det lutherske Regimente, som haver dog ingen Bestand udi Fremtiden og er imod alle kristne Menneskers Samfund»; men det hindrede ham dog ikke i ved Lejlighed paa Adelens Vegne at optræde mod den katholske Gejstlighed i verdslige Anliggender og søge at sikre sin ældste Søn Erik, medens denne endnu var Barn, gode gejstlige Forleninger. End større blev Frygten, da Christian II i Nov. 1531 landede i Norge. T. K. viste som Rigsmarsk stor Virksomhed for Udrustninger, og det er ikke hans, men Kong Frederiks Forsigtigheds Skyld, at en større Hjælp ikke afsendtes til Norge før i Maj. Stor Indflydelse fik Hr. T. ogsaa paa Kong Christians Skæbne; det var nemlig ham, der i de uhyggelige Forhandlinger i Helligaandskirken i Kjøbenhavn var Talsmand for og fik Hansestæderne og de svenske Sendemænd til at gaa ind paa, at Kongen skulde sættes i Forvaring paa Sønderborg og Lejdet saaledes brydes, ligesom han ogsaa paa Adelens Vegne var en af de 4 danske Raader, for hvem Kong Frederik maatte forpligte sig til at holde Kongen fangen paa Livstid, og uden hvis Samtykke han i denne Sag intet kunde gjøre. T. K.s Hævn- og Sikkerhedsfølelse var tilfredsstillet.
Paa Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død spillede T. K. en stor Rolle. Medens han med næsten fyrstelig Pragt fejrede sin Datter Elsebes Trolovelse med den unge Peder Skram (ovfr. S. 382), var han i Modsætning til Mogens Gjøe ivrig for, at Kongevalget skulde udsættes, for at Nordmændene næste Aar kunde give Møde og et katholsk Kongevalg saaledes sikres; da kunde man imidlertid, som han skriver til den norske Ærkebiskop, finde Raad mod «de Luthers Præster og andet galent Væsen». «Hertug Christian (III)», ytrede han, «vil blive en værre Tyran end gamle Kong Christian selv»; og til Malmøboerne (Jørgen Kock), der opfordrede til et Kongevalg, ytrede han: «Jeg skal være jer Konge nok i Skaane», Ytringer, som gjennem Malmøboerne (Jørgen Kock) senere kom Christian III for Øre og ingenlunde stemte denne gunstig mod T. K. Under hans Ledelse begyndte derpaa Forfølgelser mod de lutherske Stæder og deres Præster i Skaane, hvilket alt bidrog til, at Jørgen Kock og hans Tilhængere kastede sig i Lybeks Arme og begyndte Grevefejden i Kong Christian II’s Navn. Da Grev Christoffer pludselig landede (Juni 1534), kom alt i den største Forvirring. T. K. ilede frem og tilbage og søgte at samle den skaanske Adel; men da den sjællandske Adel med Anders Bille i Spidsen sluttede sig til Greven, gjorde den Skaanske Adel det samme-, T. K. svor Greven Troskab paa Kong Christians Vegne mod Tilgivelse for alt, hvad der tidligere var gjort mod Kong Christian. T. K. havde saaledes i dette Øjeblik ikke, trods al sin Snildhed, vist sig som Situationens Mand. Paa Helsingborg sad han nu som Grev Christoffers Mand og maatte i Nov. s. A. med den Skaanske Adel drage mod de samme Svenskere, hvis Hjælp han i Begyndelsen selv havde paakaldt paa det ivrigste! Medens den øvrige skaanske Adel derpaa gik over til Svenskerne og i Forening med disse rykkede frem mod Helsingborg, hvor Marcus Meyer, Jørgen Kock o. fl. havde taget Stilling, sad Hr. T. endnu paa Helsingborg Slot, ikke som Lybekkernes, men som Grev Christoffers Mand. Efter lybsk Beretning skal han udtrykkelig have erklæret, at de trygt kunde stille sig op med Slottet i Ryggen, paa ham kunde de lide; men midt under Slaget (13. Jan. 1535) lod han pludselig «Kjærnens» Kanoner bringe Død og Fordærvelse i deres Rækker og bidrog saaledes til et fuldstændigt Nederlag for dem. «Menederske, troløse Skurk», lyder det nu i den følgende Tid fra deres Side. Hadet til Adelen naaede sit Højdepunkt; fra Malmø udgik de heftigste Fejdeskrifter mod den, hvori navnlig T. K. skildres med de mørkeste Farver, dels paa Grund af hans Adfærd ved Helsingborg, dels paa Grund af hans tidligere Forfølgelser mod Lutheranerne. Selv maatte han nu tillige med den skaanske Adel kaste sig i Christian III’s Arme, og – fra nu af var hans Betydning forbi. Vel blev han strax tillige med Axel Brahe indsat til Statholder i Skaane; men da han holdt sig temmelig uvirksom paa Helsingborg, fjærnedes han kort efter temmelig unaadig – «paa Grund af Alder og Skrøbelighed».
Efter Kjøbenhavns Overgivelse i Juli 1536 maatte han, ligesom de øvrige verdslige Rigsraader, udstede Stræng Forpligtelse om at være Kongen og hans Søn tro og ikke modsætte sig Regerings- og Kirkeforandringen; Rigsmarsktitelen beholdt han eller fik tilbage, da det ikke lykkedes Kongen at faa en tysk Marsk i hans Sted; men Helsingborg maatte han afstaa til sin berømte Svigersøn Peder Skram, Christian III’s fuldtro Mand; Pantesummerne, han havde deri, synes at være betragtede som forbrudte paa Grund af hans tidligere Tilslutning til Grev Christoffer. I de følgende Aar træffer man ham af og til ved Rigsraadsmøder og lign. – Den sidste større politiske Handling, hvori han deltog i Spidsen for den skaanske Adel, var det 1539 paa Kongens Foranledning indtraadte Forlig med hans tidligere «Ven», men senere svorne Fjende Jørgen Kock (ovfr. S. 320).
Han døde paa sit prægtige Herresæde Vegholm 23. Juni 1541, 67 Aar gammel, efter et indholdsrigt Liv, rigt paa Omvexlinger, som Repræsentant for en uddøende Tidsalder, hvis stolte Adelsslægter i hensynsløs Selvraadighed ikke havde forstaaet at bøje sig for en stærkere Kongemagt og de nyere Tiders Ideer. Han var en politisk Umulighed efter 1536; men dog havde han hævet sin Slægt til en hidtil ukjendt Højde og efterlod denne Stilling til sine Børn (Erik, Elsebe). (Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II. ; A. Heise.)" (DBL, 1. udg).
"til Bustrup (-1511- -1538-), Vegeholm (-1529-) (Strövelstorp S., Sønder Asbo H.) og Skedala (Snöstorp S., Tonnersjö H.). - Blev 1486 dreng hos kong Hans og deltog i dennes togt til Gotland mod Iver Axelsen [Thott], fulgte 1490 kongen til Mecklenborg »... og bar hans skiold og glavind«, var 1494 med kongen på flagskibet »Gribshund«, 1495 med kongen til rigsmødet i Kalmar og var med under indtagelsen af Kalmar og deltog i slaget ved Rotebro, beseglede 1500 (22. dec.) for hr. Niels Eriksen [Rosenkrantz], var 1503 (26. sept.) lensmand på Kbh. Slot, blev senest 1503 ridder, deltog i de følgende år på togter i Sverige, 1506 opført på listen over det skånske ridderskab, 1509-21, 23-37 forlenet med Hålsingborg, som fører for den skånske adel besejrede han 1510 (27. .aug.) Aage Hansens [Thott] svenske rytterstyrke ved Fante Håla (Fantehullet) ved Orkelljunga.
Blev 1510 rigsråd, beseglede 1511 (5. sept.) for Niels Brahe til Vanås, deltog 1512 i et rigsrådsmøde i Halmstad og fredsmødet i Malmo, bevidnede 1517 sin bror, doktor Morten Krabbes testamente, var ved krigsudbruddet 1518 betroet hærens proviantering, stiftede 1518 (6. apr.) s.m. sine søskende to årstider i Århus Domkirke for deres slægt, og skænkede en gård i Trustrup (Galten H.) til formålet, fik s.å. af Karl Knutsson pantebrev på Skedala formedelst et lån på 1.000 mark, stod s.å. fadder til prins Hans, fik 1520 pant i Hålsingborg mod et lån til kongen, som dog fratog ham lenet s.å., beholdt dog Engelholm, trak sig krænket tilbage til Bustrup og var s.å. en af hovedmændene i konspirationen mod kong Christian II.
Opførte 1521 ny hovedbygning på Bustrup, udstedte s.m. andre af den utilfredse jyske adel 1523 (20. jan.) opsigelsesbrevet til kong Christian, s.å. (26. mar.)-f rigsmarsk, fik s.å. (15. aug.) Hålsingborg tilbage, var fra nu af blandt de toneangivende katolske rigsråder, s.å. forlenet med Jegindø, og ca. samme tid med Bådstad i Skåne, til 1517 med gods i Luggude m.fl. herreder som han købte 1517, 1518-23 med Fiskbæk, bekæmpede med vekslende held 1524-25 bondeopstande i Skåne, men slog herunder bønderne ved Lund og Bunketoftelund, kæmpede 1526 sejrrigt i Blekinge mod Søren Norbys folk, 1529 bev. til at lade forleningen af Jegindø følge den af børnene der overtog Bustrup, overtog dele af forrædderen Niels Brahes gods i Skåne og opførte her senest 1529 Vegeholm, tog 1531 del i forhandlingerne i København om den fangne kong Christians skæbne, og var en af de fire danske rigsråder for hvem kong Frederik I måtte forpligte sig til at holde den afsatte konge fanget på livstid, svor 1534 på kongens vegne greve Christoffer af Oldenborg troskab, og sad som grevens høvedsmand på Hålsingborg Slot, hvorfra han skiftede side og bidrog til lybækkernes nederlag 13. jan. 1535.
Bustrup blev 1534 afbrændt af bondehæren, var under det nye styre kortvarigt medstatholder i Skåne, men fjernedes kort efter i unåde, måtte 1536 afstå Hålsingborg til sin svigersøn, hr. Peder Skram, beseglede s.å. rigsdagsrecessen, 1536-42 forlenet m. Barkager, Engelsbæk og Skillinge, deltog endnu 1539 i spidsen for den skånske adel i forliget med Jørgen Kock, fik 1539 af sine arvinger lov til at skifte sit gods mellem dem i levende live. Ligsten i Strövelstorp Kirke." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Københavns Slot; 1507 Helsingborg Slot.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Tyge blev gift med Anne Nielsdatter Rosenkrantz efter 5 okt. 1505. Anne (datter af Hr. Niels Eriksen Rosenkrantz, til Bjømholm, Skjern hovedgård og Vallø og Birgitte Olufsdatter Thott, til Vallø) blev født efter 1485; døde den 22 apr. 1550; blev begravet i 1550 i Strövelstop, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Med pavelig bemyndigelse dat. 15 May 1504.
Yderligere børn i ægteskabet: Mogens Krabbe af Østergaard (f. aft 1506),
Erik Krabbe af Østergaard (f. aft 1506),
Knud Krabbe af Østergaard (25 Nov 1516 - 1532, Dresden, Sachsen, Tyskland),
Morten Krabbe af Østergaard, til Bøgsted (6-7 Feb1524 - 27 Jul 1566, Sverige).