| Navn |
Berthe-Marie Iversen Grünbaum |
| Fødsel |
1 jan. 1915 |
Sankt Marcus, Sokkelund, København  [3] |
Adresse:
Forhåbningsholms Alle 17 - 2. Sal, Frederiksberg C |
- Navngivet af Faderen 30 Nov 1916. KB: Berthe-Marie Grünbaum i én skrift med Iversen tilføjet i anden skrift, som også er brugt til præstens navn og dato.
|
| Bopæl |
1940 |
Valby, Sokkelund, København |
Adresse:
Bjerregårdsvej 3, Valby |
- FT 1940, Bjerregårdsvej 3: Grünbaum, David, 7/11 88, Kolding, Husfader, Lektor, Cand.mag. Med ægtefælle Grünbaum, Ebba (19/5 85, Saxkøbing, Husmoder), og Grünbaum, Berthe-Marie (1/1 1915, Frederiksberg, Barn), samt en husassistent.
|
| Dåb |
26 jun. 1940 |
Sankt Marcus, Sokkelund, København |
|
|
| Beskæftigelse |
før 1943 |
Frederiksberg, Sokkelund, København [4] |
| Lægesekretær |
Adresse:
Frederiksberg Hospital |
- Ved vielsen 1942: Sekretær, Bjerregårdvej 3.
Modtog "pigeuddannelse" (korrespondent-, husholdnings-, kunsthåndværkeruddannelse, men intet afsluttet). Lægesekretær på Frederiksberg Hospital afsluttet 1943.
|
| Beskæftigelse |
1943 |
Stockholm, Sverige [5, 6] |
| Lotte |
- 1943-1945: Sanitetslotte ved Den Danske Brigade, Sanitetskompagniet. Adresse Rinmansgatan 4, c/o Siösteen, Stockholm. (Rigsarkivet, 0201-089, Kartotek over Brigaden., G-102; Rigsarkivet, 0201-089, Stamoplysninger for Lotter, G-90).
Berthe-Marie skrev om sine oplevelser i Brigade i mindebogen: Dansk Soldat i Sverige 1943-1945.
|
| Beskæftigelse |
1953 |
Frederiksberg, Sokkelund, København |
| Laborant |
Adresse:
Kongensvej 21, Frederiksberg |
- Histolaborant. Assistent for Bjørn som sygeplejerske, sekretær og siden histolaborant.
|
 Nekrolog |
2014 |
- Oplæg til præsten inden begravelsen:
Få timer før sin død bad Berthe-Marie om at få avisen med på hospitalet næste dag, så hun kunne følge med i alt det, som sker. Til det sidste var hun således medlevende – nysgerrig på hvad der sker næst, engageret i sine medmennesker, og ivrig efter at høre deres synspunkter. ”hvad mener du om …” er en sætning, alle, som kendte hende, kan nikke genkendende til, og måske også frygtede lidt. For det er ikke altid helt let at være velorienteret om alle dagens de store og små begivenheder. Især når man ikke som hende bruger en time på at læse hele avisen – hver dag.
Berthe-Marie interesserede sig varmt og gavmildt for de alle dem, som omgav hende. Hun havde let ved at knytte venskaber, og hun holdt dem trofast ved lige i årtier ved de fine selskaber, som hun elskede, på mange rejser, gennem lange telefonsamtaler og talrige breve med smukt svungen skrift på godt, kulørt brevpapir, måske endda udsmykket med egne akvareller.
Som ung ville Berthe-Marie gerne være kunstner, og hun havde ubestrideligt talent. Men hun voksede op i en tid og i et miljø, hvor unge kvinder skulle være dannede, men ikke uddannede. Så hendes viljefaste forældre lod hende påbegynde, men aldrig afslutte en række uddannelser – kunsthåndværker- og husholdningsskole, handelssprog og sekretær. Og hun fortsatte med at sætte sig ind i nye områder, da hun fandt sammen med Bjørn, med hvem hun delte 58 års lykkeligt ægteskab. Hun blev hans videnskabelige assistent og forsøgsperson, mens han skrev disputats, og senere klinikassistent i hans lægepraksis og laborant i vævslaboratoriet i kælderen på Kongensvej. Altid myreflittig, omhyggelig og optaget af sit arbejde.
Hun kom også til at opleve rollen som lotte i den Danske Brigade i krigens sidste år. Flygtningeårene i Sverige og brigadetiden var med til at præge hende resten af livet. Men i mange år talte hun ikke om det, og hun holdt sig langt væk fra en hver form for fejring af krig og veteraner. For nogle år siden imødekom hun dog en opfordring fra Brigadeforeningen og skrev et brev, hvor hun med følsomhed og stille humor fortalte om sine oplevelser. Hør en anden Berthe-Marie, end de fleste kendte, fortælle et par erindringsglimt fra den 5.maj:
Så kom den store dag, hvor vi sad i busserne på vej mod målet. Det var morgenskumring, solen var ved at stå op, og der havde vi en – for mig – varmende oplevelse: langs hele vor rute stod svensker ved svensker stilfærdigt og vinkede farvel til os … Turen i busser langs Strandvejen var igen en stor oplevelse … Jeg tror nok, vi græd meget af tiden. Men hver gang vi blev lidt for rørte, kom vi ned på jorden igen. Da vi kørte ind på Jagtvejen lød pludselig et smæld i bussen … Ved siden af chaufføren et Nationalkasseapparat, og det ringede, hver gang en kugle ramte det. Det blev ret livligt, og kuglerne fløj rundt i bussen. Vi smed os på gulvet, tog stålhjelme på og ventede på vores undergang, indtil en overordnet rev døren op og skreg … ”ud med jer”. Derefter skulle vi løbe til den nærmeste gadedør på Holger Danskesvej, den længste løbetur i mit liv, kuglerne sang i asfalten, og knæene rystede. Tapre soldater var vi ikke. Inde i trappeopgangen kom en mand med en cognacsflaske og sagde: ’Lidt til at skylle glaskårene ned med’.
Kort efter krigen rejste hun med Bjørn til et sønderbombet London, hvor de knyttede stærke og livslange venskaber med nogle af Bjørns kolleger, hvis stoiske ro og underspillede humor selv i den værste modgang helt givet hjalp til at bearbejde og skabe distance til krigsårenes mange, voldsomme oplevelser. Resten af livet elskede hun alt, hvad der er engelsk.
Hun blev den Berthe-Marie, som holdt af at servere en udsøgt middag for en kreds af nære venner og passiare livligt i de højloftede stuer på Kongensvej, og sammen med Bjørn fejrede hun i mange år en stort anlagt bryllupsdag for familie, venner og bekendte med hummer og hvidvin under egetræerne i sommerhuset i Hornbæk. Huset og den store have kom til at betyde meget for dem begge. Og særligt lykkelig var hun vel, når hun plantede sommerblomster, eller når hun gik og rev blade på en smuk efterårsdag med en hund eller to i hælene. Berthe-Marie elskede blomster og farver, og i årene efter Bjørns død, hvor hendes fysiske rækkevidde gradvist blev mindre, udlevede hun sin farve- og naturglæde i akvarelmaleriet. Så sent som dagen inden hun blev syg, var hun netop begyndt på en ny tegning af, som hun sagde, ”en meget køn blomst”.
Berthe-Marie opnåede en usædvanlig høj alder og havde det sjældne privilegium at være åndsfrisk og kunne klare sig selv til – bogstavelig talt – livets næstsidste dag. Hun fulgte ivrigt med i tilværelsen for dem, som omgav hende, nye bekendte som gå-veninden Lena, hjemmehjælperne som tålmodigt fandt sig i at blive ”gået om”, den rare familie som hjalp med indkøb, kassedamen i stormarkedet, de andre akvarel-kursister, gudbørnene og naturligvis ikke mindst de to børnebørn, hvis tilværelse hun var opslugt af. Men med den høje alder følger også ensomheden, når gode venner falder bort. De seneste år var hun den allersidste af en engang stor vennekreds. Hun følte sig alene med de mange minder, som ikke længere kunne deles, og hun erklærede, at det egentligt var ret flovt at fylde 100. Hun var mæt af dage og ganske afklaret med, at livet skal have en ende, men alligevel nysgerrig nok til gerne at ville vide, hvad der mon sker i morgen.
25 Oct 2014, Simon Heilesen
|
| Død |
20 okt. 2014 |
Gentofte, Sokkelund, København |
| Årsag: Pludselig død |
Adresse:
Sygehuset, Gentofte |
- Indlagt på Gentofte Hospital efter fald i hjemmet. Døde pludseligt den følgende dag, midt i samtale med sygeplejerske.
|
| Begravelse |
31 okt. 2014 |
Kongens Lyngby, Lyngby Parkkirkegård |
- Urnehave S. 3, Lin. P Nr. 20-20.
Bisat fra Lyngby Kirke.
|
| Person-ID |
I10 |
Simon |
| Sidst ændret |
24 mar. 2024 |
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
1915 - 2014 (99 år)
