| Levned |
- Podebusk, Henning, –o.1388, Drost, tilhørte en fornem rygisk Adelsæt, som var i Slægt med selve Øens gamle Fyrster; hans Fader hed Brantho. Da Valdemar Atterdag 1350 opholdt sig i Nordtyskland, traadte H. P. i hans Tjeneste, og allerede 1353 spillede han en Hovedrolle ved de Forhandlinger, der førte til, at Johan den milde afstod Nykjøbing Slot paa Falster. 1360 overværede han den store Rigsforsamling i Kalundborg, Aaret efter var han med paa Valdemars Tog til Gulland. Kongen havde i ham
fundet en Hjælper, paa hvem han fuldstændig kunde lide, og drog ham stedse længere frem; i 1365 nævnes han som Gjældkjær i Skaane, og da kort efter Kongens mangeaarige Drost Claus Limbek (X, 294) stillede sig op imod Valdemar, blev H. P. hans Efterfølger. Haardt trængt af det store Forbund mellem hans fyrstelige Modstandere og Hansestæderne maatte Valdemar selv forlade sit Rige; Styrelsen førtes nu af Rigsraadet med H. P. i Spidsen, og denne kaldes «Høvedsmand i Danmark». Med Vaaben i Haand at modstaa de overmægtige Fjender var der ikke Tale om, men H. P. viste sig som en kløgtig Diplomat; han forstod at udbytte den Modsætning i Interesser, der var imellem Fyrster og Stæder, og han sluttede med de sidste Freden i Stralsund (1370), der vel kun kjøbtes ved store Indrømmelser, men fjærnede den Fare for fuldstændig Opløsning, som truede Riget; Fyrsterne maatte snart efter gaa paa Forlig, og Valdemar kunde vende tilbage til sit Land.
Ved Stralsundfreden havde Stæderne faaet overdraget Slottene i Vestskaane paa 15 Aar, men det var blevet aftalt, at H. P. skulde have dem i Varetægt paa Hanseforbundets Vegne. Han fik derved en ejendommelig Stilling mellem de 2 Partier, og han klagede snart efter til Hanseaterne over, at Kongen berøvede ham den Indtægt af de omliggende Herreder i Skaane, hvormed han skulde underholde Slottene; meget tyder dog paa, at han handlede efter hemmelig Aftale med sin Konge, der samtidig opfordrede Hanseaterne til at tilbagegive ham Slottene. Inden Resultatet af dette Dobbeltspil viste sig, døde Valdemar imidlertid (1375). Atter førte H. P. i Spidsen for Rigsraadet Styrelsen, men allerede i Dec. modtog han Holbæk Slot som Pantelen af Dronning Margrethe, og dermed var hans Stilling givet; sikkert skyldtes det ham mer end nogen anden, at Oluf og ikke Meklenborgeren toges til Konge.
Lige saa trofast, som han havde hjulpet Valdemar, støttede han fra nu af hans Datter og hendes lille Søn, og man tør formode, at den unge Dronnings Politik i den følgende Tid væsentligst er Drostens Værk. Tydelig spores det over for Hansestæderne; H. P. mistede vel snart efter sin Fogedstilling i deres Tjeneste, men ellers var han den stadige Mægler mellem Byerne og Danmark, og han optraadte endnu som saadan i det afgjørende Øjeblik, da Hanseaterne 1385 skulde tilbagegive de Skaanske Slotte; skjønt de vare yderst uvillige dertil, og den egentlige Termin ogsaa skød over, bleve de dog sluttelig nødte til at gjøre det. Men ogsaa for den rolige Tilbagetrængen af Meklenborgerne og deres Krav, for Udsoningen med Holstenerne bør H. P. vist have Æren, og da man var helt færdig til at optage Kampen for Sveriges Krone, og saa alt sattes i Fare ved den unge Olufs Død (1387), var det atter ham, der sikrede Margrethe Magten i hendes eget Navn. Kort efter døde den aldrende Statsmand; i Okt. 1388 nævnes hans Hustru, der kalder sig Drostinde, som Enke. Faa Udlændinger have gjort sig saa vel fortjente af Danmark som han, og sammen med nogle andre af Valdemar Atterdag indkaldte Tyskere gav han de indfødte Stormænd et følgeværdigt Exempel paa ubrødelig Troskab mod Riget og dets Herskere.
Den fremragende Stilling, H. P. vandt i Danmark, førte ganske naturlig flere af hans Slægt til Danmark. Allerede 1373 viser sig saaledes en Henning P., der til Adskillelse fra Drosten kaldes «den unge»; han ægtede siden en dansk Adelsjomfru, Kirstine Timmesdatter. En Valdemar P., maaske en Broder til Drosten, blev 1376 Biskop i Odense og døde 1392. Selv efterlod H. P. sig 4 Sønner, af hvilke Tetz P. gik den gejstlige Vej og opnaaede Kanonikater i Roskilde og Lund, indtil han 1392 fik Odense Bispestol efter sin nysnævnte Frænde; han døde 1400. En anden Søn, der efter Farfaderen kaldtes Brantho eller Brand, døde ogsaa tidlig; længere levede derimod Johan (Hans) og Predbjørn, som begge bleve i Danmark og ægtede danske Adelsdamer. – En tidligere Tids Gætninger om, at Valdemar Atterdags Elskerinde Tove skulde have været en Søster til H. P. og have banet denne Vej til Kongens Gunst, ere naturligvis grebne ud af Luften, saa vist som Tove i Virkeligheden hører hjemme i Valdemar den stores Historie. (Kr. Erslev.) (DBL 1. Udg)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
ca. 1310 - 1388 (77 år)
