Om slægterne Brændgaard & Heilesen

Hr. Claus Rønnow, til Hvidkilde

Hr. Claus Rønnow, til Hvidkilde[1, 2]

Mand - 1486

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Kilder    |    Alle    |    PDF

  • Navn Claus Rønnow 
    Suffiks til Hvidkilde 
    Levned
    • Rønnov, Claus, –1486, til Hvidkilde, Marsk. Som hans Forældre nævnes en Marqvard R. og Margrethe eller Anne v. d. Wisch. 1435 medbeseglede han Freden i Vordingborg mellem Kong Erik og Hertug Adolf; 1439 beseglede han derimod Opsigelsesbrevet til Kongen (dog, saa vidt det kan ses, senere end de fleste andre af Brevets Udstedere), og endnu s. A. finder man ham udtrykkelig betegnet som Rigsraad. Ridder er han sandsynligvis blevet ved Kong Christoffers Kroning i Upsala 1441; i alt Fald kaldes han Væbner endnu 1440, men Ridder 1442. Ved Kongens Bryllup 1445 var han Mundskjænk; derimod maa det anses for urigtigt, naar det i et o. 30 Aar yngre Brev, som han rigtignok selv har beseglet, siges, at han var Marsk 1445, thi dette Embede synes han overhovedet ikke at have beklædt under Kong Christoffer; først fra 1449 af kan han med Sikkerhed paavises som dets Indehaver. I det hele er det især under Christian I, at man finder hans Navn nævnt, og det ikke blot ved krigerske Foretagender, hvad der jo er rimeligt paa Grund af hans Stilling som Marsk, men ogsaa i andre Anliggender, saaledes meget hyppig ved Underhandlinger med fremmede Magter. 1452 deltog han i Krigen mod Sverige; men 1453 sluttede han og Iver Axelsen Thott en Stilstand i Vadstena med Carl Knutsson og fortsatte s. A. Forhandlingerne i Stockholm, hvorved Stilstanden forlængedes. 1455 var C. R. paa ny tilstede ved Forhandlinger i Vadstena med Kong Carl, og 1457 var han med Kong Christian i Sverige, da denne toges til Konge der. Han var Medlem af Gesandtskaber til Danzig 1458 og til Lybek 1459 og 1462, alle 3 Gange for at underhandle med Polen; 1460 skal han sammen med Grev Gerhard af Oldenborg have været i Rensborg for at virke for Kong Christians Valg i Slesvig og Holsten. I 1464, da Christian maatte forlade Sverige efter sit mislykkede Forsøg paa at dæmpe Kettil Carlsson Vasas Opstand, efterlod han C. R. med flere danske Stormænd som Befalingsmænd paa Stockholm, som de imidlertid endnu s. A. maatte overgive til Carl Knutsson. C. R. deltog derefter 1466 atter i Forhandlinger med Svenskerne baade i Jønkøping og i Nykøping; men 1467 var han paa ny i Sverige som Fjende, udsendt af Kong Christian, der vilde benytte den indre Splid i Landet til at bekæmpe Selvstændighedspartiet. Der udrettedes imidlertid intet; en af C. R. og hans svenske Forbundsfæller paabegyndt Belejring af Stockholm maatte atter ophæves, og efter at have mistet flere Skibe maatte de danske og Ærkebispen Jøns Bengtsson sejle bort igjen. I Foraaret 1471 afsluttede C. R. og flere andre en Stilstand med Rigsforstanderen Sten Sture; s. A. blev han taget til Fange i Slaget paa Brunkebjærg, men ikke et Fjerdingaar efter, i Jan. 1472, løslodes han, i det man sendte ham til Danmark for at aabne ny Underhandlinger, dog med Forpligtelse for ham til at vende tilbage med Svar inden en bestemt Frist. Det synes imidlertid ikke, at han har efterkommet denne Forpligtelse, og i ethvert Fald finder man ham i den følgende Tid stadig paa fri Fod. I Marts 1472 var han paa Kalmar, formodentlig for at bistaa Lensmanden der, Ture Turesson Bjelke, i at forsvare Slottet mod de belejrende Svenskere; men heller ikke her havde han Held med sig, i det Kalmar endnu i samme Maaned maatte kapitulere. Rimeligvis var det først efter Kapitulationen, at han traf Aftale med Kong Carl om et Forligsmøde, der skulde holdes i Kalmar i Juni 1472; men paafaldende nok nævnes han derefter ikke som befuldmægtiget ved et eneste af de store Møder mellem danske og svenske i Aarene 1472-76. Derimod har han i 1474 været i Rom sammen med Christian I, og i 1478 var han med til at afhente den senere Kong Hans’ Brud, Christine af Sachsen, i Warnemünde og føre hende til Danmark. 1483 deltog han i Forhandlingerne med de 2 andre nordiske Riger, som førte til Udstedelsen af Kong Hans’ dansk-norske Haandfæstning i Halmstad og af Kalmarreces, og endnu 1485 var han nærværende ved et Rigsraadsmøde. Efter Aaret 1480 betegnes han næppe mere udtrykkelig som Marsk; men der vides i alt Fald intet om, at nogen anden i hans Levetid er bleven udnævnt til dette Embede. Han døde 1486.
      Af Danmarks forskjellige Provinser var det især Fyn, hvortil C. R. var knyttet; til Pladsen som den første Mand blandt Datidens fynske Adel havde han kun én Medbejler, nemlig Eggert Frille (V, 450), og det naturligvis kun indtil dennes Fald. Paa Fyn ejede C. R. Hvidkilde, og her havde han vigtige Len: han var Lensmand paa Nyborg i alt Fald 1442-58, og Salling og Sunds Herreder havde han i Pant inden 1459 og har sikkert beholdt dem til sin Død, eftersom hans Søn Marqvard senere havde dem. Af mindre fynske Pantelen havde han Strynø, Turø, Drejø, Hjortø, Skarø, Svendborg By og Rynkebygaard. Men ogsaa uden for Fyn havde han Forleninger, saaledes et jysk Len (i 1439), Sprogø og (i 1452) Laholm; i sine senere Aar, i Slutningen af Christian I’s og Begyndelsen af Hans’ Regering, har han vistnok været Lensmand paa Vordingborg.
      C. R. var først gift med Kirstine, Datter af Henrik Knudsen Gyldenstjerne (VI, 373) og Anne Mogensdatter Munk; hans Søn af dette Ægteskab, Carl (s. ovfr.), var født o. 1445. Hans anden Hustru, som han ægtede senest 1454, hed Birgitta, en Datter af Christiern Nilsson Vasa og Margrethe Eriksdatter Krummedige og Enke efter Erik Turesson Bjelke; hun nævnes som død i et Brev af 1478, men alligevel som levende i Aaret 1482; i alt Fald levede hun 1472. C. R. kom ved dette Giftermaal i nær Forbindelse med flere af de svenske Stormandsslægter, og en Tid lang erhvervede han Gods i Sverige; hans Hustru fik af Kronen 3 Skiblag i Upland i Pant, som imidlertid senere forholdtes hendes Børn. Et enkelt Sted tillægges der C. R. endnu en Hustru, Mette, hvad der dog næppe er paalideligt. Som det vil ses af det ovenfor anførte, har C. R. ikke høstet mange krigerske Lavrbær i sin Marskstilling; men i hvor høj Grad dette skyldes Forhold, som han ikke kunde være Herre over, vides ikke. Hans hele omfattende Virksomhed baade i Krig og Fred viser i ethvert Fald, at Datiden har vurderet hans Evner meget højt og ikke ment at kunne undvære dem. (Danske Mag. III, 321 ff. ; (William Christensen." (DBL, 1. Udg,)
      "til Hvidkilde (Sunds H.), beseglede 1435 Fredslutningen i Vordingborg, og 1439 Opsigelsen til Kong Erik af Pommern, s. A. Rigsraad, var 1440 endnu kun Væbner, men 1442 Ridder, 1442-58 Lensmand paa Nyborg, 1445 Skænk ved Kong Christoffers Bryllup, 1449 Rigsmarsk, deltog 1452 i Krigen og 1453 i Vaabenstilstands-forhandlingerne med Sverige, tog ogsaa i de følgende Aar Del i disse Forhandlinger, 1452 Høvedsmand paa Laholm og siges før 1459 at have været "Kammerpræsident", deltog 1458, 1459 og 1462 i Forhandlinger med Polen i Danzig og Lübeck, var 1464 Høvedsmand paa Stockholm, som han maatte overgive til Karl Knutsson, deltog 1466 i Forhandlinger med de Svenske i Jønkøping og Nykøping, blev s. A. af Kongen fritaget for al Tjeneste og Udbud i egen Person, belejrede 1467 forgæves Stockholm, blev 1471 fangen i Slaget paa Brunkebjerg, slap løs i Jan. 1472, ledsagede 1474 Kong Christiern I. paa Rejsen til Rom, hvor Hr. Claus opnaaede forskellige pavelige Begunstigelser for sig og sin Søn, og var 1478 i Warnemünde at modtage Prinsesse Christine af Sachsen, deltog 1483 i Forhandlinger med det norske og svenske Rigsraad, Lensmand paa Vordingborg, havde længe Salling og Sunds Herreder i Pant og flere mindre fynske Pantelen, død 1486, begr. i St. Hans Kloster i Odense." (Holbek & Brun)
    Beskæftigelse 1442 
    Lensmand 
    • 1442 - 1558 på Nyborg.
    Titel 1442 
    Ridder 
    • Væbner 1440.
    Beskæftigelse 1449 
    Marsk 
    • Rigsmarsk.
    Beskæftigelse 1452 
    Høvedsmand 
    • 1452 på Laholm, 1464 Høvedsmand på Stockholm.
    Død 1486  Odense Købstad, Odense, Odense Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Begravelse 1486  Sankt Hans, Odense, Odense Find alle personer med begivenheder på dette sted  [3, 4
    Adresse:
    i kirken 
    • Ligsten afbildet.
      "Claus Rønnows kapel. Opført før 1464. Ifølge et ikke-bevaret aktstykke, sekundært overleveret gennem yngre afskrifter, lod rigsmarsk Claus Rønnow 1464 indstifte en sjælemesse for sine forældre, sine tre hustruer, Christina (Gyldenstjerne), Birgitta (Christiernsdatter Vasa) og Mette (Berthelsdatter) samt sine børn (levende såvel som døde) (samt vel for sig selv) - efter at have opført et dobbeltkapel i Odense (»exstructo Othoniæ sacello duplici«).52 Aktstykkets tekst er behæftet med fortolkningsproblemer, både mht. dateringen og omtalen af »et dobbeltkapel i Odense«. Tilstedeværelsen i kirken af rigsmarskens vældige gravsten (nr. 3), bekostet af sønnen, biskop Carl Rønnow, for faderen og moderen (Claus Rønnows første hustru) turde udelukke, at kapellet kunne have ligget ved en anden af byens kirker. Placeringen af gravstenen - som dokumenteret siden 1600'erne - i søndre sideskibs vestende taler ydermere for, at dobbeltkapellet kunne være identisk med de to vestligste
      fag af søndre sideskib, opført før 1464 og måske allerede i forbindelse med Christina Gyldenstjernes død (før 1454). ...
      (Fig. 223-24), o. 1486. Claus Rønnow, rigsråd, marsk (†1486) og hustru, Christina (Christina Henrikdatter Gyldenstjerne), (†før 1454).470 »An(n)o d(omi)ni mcdlxxx sexto obiit strenuus miles claus ron(no)w marskalcus regis dacie hic sepultus una cu(m) uxore sua d(omi)na Cristina p(er)dilecta quor(um) a(n)i(m)e i(n) pace req(ui)esca(n)t« (I Herrens år 1486 døde den tapre ridder Claus Rønnow, Danmarks riges marsk, begravet her sammen med sin højtelskede hustru, fru Christina. Deres sjæle hvile i
      fred) (Bircherod, Monumenta nr. XXVIII; Resen, Fyn 55, 116; Abildgaard; HofmFund V, 190; Da Atlas VI, 597; Winstrup/Lendorf nr. 25; Løffler 33, tvl. XXVIII, 117; Jensen, Gravsten nr. 7). Jfr. s. 224 Lysgrå kalksten, 313x197 cm. Behugninger foroven og forneden på stenen er delvist udbedret med cement. Randskrift med reliefminuskler; skilletegn formet som krumdolke. Skriftbåndet indrammes af bølgende plantestængler, hvorfra udgår fligede blade, forskellige blomster og - muligvis - enkelte vindrueklaser. Fantasifulde spydblomster vokser tillige fra rammen af hjørnecirklerne, hvori er indskrevet firpas med evangelistsymboler med skriftbånd (øverst tv. og th. Mattæus og Johannes, nederst tv. og th. Markus og Lukas). Midtfeltet udfyldes af ægteparrets alliancevåbener, Rønnow til heraldisk højre og Gyldenstjerne overfor. De fligede hjelmklæder, der udgår fra de to hjelme, som er kronet med vesselhorn og to arme med påfuglefjerbesat spejl, udfylder rummet omkring skjoldene. Et antal reliefminuskler, formet som »k«er, måske for begyndelsesbogstavet i marskens fornavn (Klaus), er strøet ud over baggrunden." (Danmarks Kirker)
    Person-ID I4540  Simon
    Sidst ændret 9 mar. 2022 

    Far Markvard Rønnow   d. eft. 1413 
    Mor Mette Pogwisch   d. ml. 1421 og 1430 
    Familie-ID F1723  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie 1 Kirsten Henriksdatter Gyldenstierne   d. før 1454 
    Ægteskab
    • Børn i ægteskabet: Karl Rønnow (c. 1445, Svendborg Købstad - 6 Sep 1501),
      Drude Clausdatter Rønnow.
    Familie-ID F1729  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 11 feb. 2022 

    Familie 2 Birgitte Christensdatter Vasa   d. Ja, dato ukendt 
    Børn 
     1. Margrethe Clausdatter Rønnow   d. eft. 1490
     2. Hr. Markvard Rønnow, til Hvidkilde   d. eft. 1506
    Familie-ID F1721  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 4 sep. 2018 

  • Billeder
    ClausRoennow.jpg
    ClausRoennow.jpg
    Ronnow_arms.jpg
    Ronnow_arms.jpg

  • Notater 
    • Gift 3: med Mette Albrechtsdatter Bydelsbak (af Torbenfeld) (d. aft 1477).

  • Kilder 
    1. [S109] Bricka, Carl Frederik (red.), Dansk Biografisk Lexikon, 1. udg., (København, Gyldendal, 1887-1905), 4 sep. 2018, Bd. XIV, S. 506.
      http://runeberg.org/dbl/14/0508.html

    2. [S25] Holbek, Hans Santasilia & Elsebet Bruun, Stamtavler over danske adelsslægter, (https://finnholbek.dk/index.php), 5 sep. 2018, https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I4772&tree=2.
      Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen. Danmarks Adels Aarbog. Dansk Adelsforening, DAA 1913:484.

    3. [S595] Nielsen, Ane Krogh, Gravsten og epitafier i danske og skånske kirker, (http://www.gravstenogepitafier.dk), 4 aug. 2019, http://www.gravstenogepitafier.dk/odensehans2.htm.

    4. [S103] Nationmuseet (udg.), Danmarks Kirker, IX, bind 3 (1998-2001) S. 1224 ff, 1278 f, 1434.