Om slægterne Brændgaard & Heilesen

Hr. Mogens Gøye, til Krenkerup

Hr. Mogens Gøye, til Krenkerup[1]

Mand Skønnet 1470 - 1544  (74 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Kilder    |    Alle    |    PDF

  • Navn Mogens Gøye 
    Suffiks til Krenkerup 
    Fødsel Skønnet 1470 
    Levned
    • "Gjøe, Mogens, –1544, Rigshofmester, Reformationens berømte Forkæmper, var en Søn af ovennævnte Eskil G. (d. 1506). Hans Fødselsaar er ukjendt; dog falder det rimeligvis ikke længe efter 1470, siden han allerede 1492 nævnes som kongl. Hofsinde og ikke ret mange Aar efter blev gift med den rige Mette Albrechtsdatter Bydelsbach, med hvem han tidlig kom i Besiddelse af Torbenfeld (nu Frydendal), Gunderslevholm og Græse i Sjælland, Løgismose i Fyn, Clausholm, Skjærvad og Kjeldkjær i Jylland. Som Mødrenearv tilfaldt ham Skjærsø i Jylland, som Fædrenearv Krænkerup paa Laaland, som han allerede før Faderens Død var i Besiddelse af. Denne Rigdom forøgedes efterhaanden ved store Kjøb; saaledes afkjøbte han sin Søster Ide G. dennes Arvepart Tunbyholm i Skaane, da hun blev gift udenlands; senere kjøbte han Avnsbjærg i Jylland af Rasmus Clementsens Arvinger (IV, 12). Hertil kom udstrakt Kjøbstadsgods næsten i alle Rigets større Stæder, Pant i Tordsø i Skaane og en Tid lang Besiddelsen af Gisselfeld (S. 68). Ikke uden Grund siger Huitfeld derfor: «Hans Lige paa Jordegods haver ikke været her eller i Tyskland udi nogle Hundrede Aar.»
      En Mand, der tidlig kom til at indtage en saa betydelig Plads i Aristokratiets Rækker, og som desuden var i Besiddelse af ualmindelige Evner, en klar Forstand, stor administrativ Dygtighed, en rolig, sindig og ridderlig Karakter, der skaffede ham Anseelse baade hos høje og lave, maatte under de daværende Samfundsforhold komme til at spille en stor Rolle. Allerede 1501 nævnes han som Ridder og er maaske allerede bleven det ved Kong Hans’ Kroning i Stockholm 1497. I Aaret 1501 forlenedes han med Torup (Frijsenvold) med de dertil liggende Gjerlev, Galten og Hovlbjærg Herreder, hvori han 1502 fik Pant for sig og Arvinger. S. A. eller i Begyndelsen af 1503 blev han allerede Medlem af Rigsraadet og synes samtidig at have været forlenet med Stegehus og Møen, hvorfra han o. 1505 forflyttedes til Aalborghus, som han beholdt til 1516. Han deltog i de forskjellige Krigstog til Sverige og i Tidens vigtigste Statshandlinger, saaledes i Forhandlingerne i Kiel 1506 med Hertug Frederik og Lybekkerne, i Malmøfreden 1512, ledsagede Kong Hans paa dennes sidste Rejse i Jylland og var tilstede ved hans Død i Aalborg i Febr. 1513.
      En endnu betydeligere Stilling kom M. G. til at indtage under Christian II. Han stod i Spidsen for det Gesandtskab, som Kongen 1514 sendte til Kejser Maximilian for at bejle til dennes Sønnedatter Elisabeth, hvorfor M. G. s. A. i Brüssel paa Kongens Vegne viedes til den unge Brud. Ved Dronningens Kroning i Kjøbenhavn det følgende Aar bar M. G. Sværdet og var maaske alt den Gang udnævnt til Marsk, en Stilling, han i alt Fald kort efter indtog og beholdt under hele Kong Christians Regering, og hvormed ogsaa en Del af Rigshofmesterens Forretninger synes forbundne, efter at Kongens Hofmester Niels Eriksen Rosenkrantz i Nov. 1516 var død. S. A. forflyttedes han som Lensmand fra Aalborg til Skanderborg, en af de betydeligste Forleninger i Riget, som han derpaa beholdt lige til sin Død. Som Marsk tilfaldt ham den Forretning 1517 at fængsle Torben Oxe. Aaret før havde Kongen af M. G. kjøbt den bekjendte Gaard paa Hjørnet af Amagertorv og Helliggejststræde, hvor Sigbrit og Dyveke boede.
      Til Sigbrit udviklede der sig efterhaanden et stærkt Fjendskab. Som en af Aristokratiets Hovedmænd kunde M. G. ikke med Ro se paa, at en stor Del af Magten fra Rigsraadets Haand gik over til Sigbrit og hendes uansvarlige Raadgivere. Omtr. 1520 skal M. G. ogsaa have gjort Skridt til ved Pavens Mellemkomst at faa hende fjærnet; men Planen blev røbet, og fra nu af nærede Sigbrit et glødende Had til M. G.; «Kongen i Nørrejylland» kaldte hun ham spottende, og M. G. beskylder hende for flere Gange at have forsøgt «at lyve ham Halsen fra». Kongens Tillid til M. G. rokkedes dog ikke herved, og denne bevarede sin ridderlige Troskab mod Kongen saa længe som muligt. Da de jyske Rigsraader i Dec. 1522 indlode sig i Underhandlinger med Hertug Frederik, vilde M. G. derfor ingenlunde slutte sig til dem, men fik Kongen til at udbyde en almindelig Rigsdag, der skulde samles i Aarhus, og hvortil ogsaa Udsendinger fra Borger- og Bondestanden skulde indkaldes. Kongen tilbød her at ville stille Klagerne tilfreds; men dette Skridt af M. G., der kom Oprørspartiet meget ubelejlig, fremskyndede netop Oprørets Udbrud. Paa et Møde i Viborg 20. Jan. 1523 opsagde man Kongen Huldskab og Troskab og sendte Mogens Munk til Hertug Frederik. Vel havde man uden videre stillet M. G.s Navn i Spidsen for Brevene, men – hans Segl mangler; han havde saaledes aldrig tiltraadt Beslutningerne. Da Mogens Munk kort efter havde sin bekjendte Samtale med Kongen i Vejle, ytrede han ogsaa i Samtalens Løb, at i M. G. havde Kongen en tro Mand. Denne søgte endnu paa denne Tid at mægle mellem Kongen og Oprørerne; først efter at Kongen selv havde opgivet Jylland, og Hertug Frederik, der imidlertid personlig var kommen til Jylland i Spidsen for en Hær, truede M. G. og de Mænd, der endnu holdt ved Christian II, paa Liv og Gods, hvis de ikke indfandt sig til Kongehyldingen i Viborg, sendte M. G. 19. Marts fra Skanderborg sit Opsigelsesbrev til Christian II, hvori han bevidner sin Sorg over at maatte gjøre dette Skridt, men begive sig til Kongen i Sjælland turde han ikke af Frygt for Sigbrits Efterstræbelser. 26. Marts 1523 har M. G. derpaa i Viborg medbeseglet Frederik I’s Haandfæstning og blev af den kloge Konge strax udnævnt til Rigshofmester.
      Fra nu af var M. G. Kong Frederiks Mand, og i Følge den ridderskabelige Troskabsfølelse, der lader Ridderen tjene sin Herre, indtil han frivillig eller nødtvungen sender ham sit Opsigelsesbrev, tjente han nu den nye Konge, til hvis Politik saa mange Baand knyttede ham, med Iver og Troskab. Dog fik han flere Gange Lejlighed til at vise sin ridderlige Følelse over for Christian II og hans Slægt. Da Rigsraadet saaledes 1525 tillagde Kong Frederiks Dronning det samme Livejegods, der var tillagt Dronning Elisabeth, nægtede M. G. at tiltræde denne Beslutning og gjorde det først efter Dronning Elisabeths Død. Vel var han senere blandt de 8 Raader, der fik Tilsyn med Kong Christians Fængsel paa Sønderborg; men dog synes han at have været blandt de Raader, der holdt paa, at Lejdet skulde holdes. I Anledning af et heftigt Fejdeskrift under Grevefejden beraaber han sig paa, at han i denne Sag kun havde handlet efter sin Konges Ordre. «Jeg vil beraabe mig paa Kong Christian selv,» tilføjer han med Stolthed, «at han aldrig har beskyldt mig eller med rette kan beskylde mig, men at jeg har tjent ham som andre fremfarne Herrer og Konger her i Danmark trolig og ærlig, som en oprigtig Riddersmand bør at tjene sin Herre og Konge.» Det er ogsaa et smukt Træk i M. G.s Karakter, at han ofte tog sig af dem, der i de urolige Tider vare Gjenstand for Forfølgelse, baade i Christian II’s Tid og senere.
      At skildre M. G.s Virksomhed som Rigshofmester i det enkelte vilde være det samme som at skrive omtrent hele Tidens Historie. Her kun nogle enkelte Træk. Strax 1523 fulgte han Hertug Christian (III) og Johan Rantzau til Kjøbenhavns Belejring og havde stor Del i, at Staden 1524 overgaves til ham paa Kong Frederiks Vegne. Mange Fjender havde han imidlertid; han klager selv til Kongen over, at han var udsat for Bagtalelse og Bagvaskelser; han havde ogsaa, som det synes, støttet Kongens forgjæves Bestræbelser for at faa Vornedskabet paa Øerne afskaffet eller mildnet. Under den stærke Gjæring blandt Almuen, især i Jylland, i Anledning af de paalagte Skatter overdroges det M. G. 1525 at straffe de ulydige. Med Fare for sit Liv udførte han dette Hverv og synes ogsaa at have faaet Almuen foreløbig beroliget. Men imidlertid foregik der en gjennemgribende Forandring med ham selv. Tidligere havde han fulgt den katholske Kirkes Lære; han havde stiftet Messer og bestemt Gaver til Kirker og Klostre som andre Katholikker. Men i Juni 1526 optraadte han ligesom Kong Frederik aabenlyst som Lutheraner, spiste til stor Forargelse for Katholikkerne Kjød paa Fastedagene og nød Nadveren paa luthersk Vis. I disse Aar var Hr. Peder Thomesen, der nylig var kommen tilbage fra Luthers Hus i Wittenberg, senere den første evangeliske Superintendent i Vendelbo Stift, hans Huskapellan. M. G. kom rimeligvis ad denne Vej i personligt Forhold til Luther, der sendte ham sine Skrifter.
      Den mægtige Rigshofmesters Overgang til Luthers Lære vakte stor Forbitrelse blandt Katholikkerne. Hans egen Stilling blev derved i flere Henseender vanskelig. Som Rigshofmester og som en konservativ og lovtro Mand maatte han være de bestaaende Love lydig, og dog stod han nu som Bærer af en ny Tids Ideer, der af hans Modstandere betragtedes som en fremmed, tysk Plante, der stred mod nedarvet dansk Sæd og Skik, og som bragte Forvirring i alle Forhold. Rigsraadet var i det hele udpræget katholsk; hos en Del af den udenraads Adel og hos Almuen viste der sig derimod stærkt Røre, Lyst til at komme i Besiddelse af Kirkens store Gods og Ulyst til at svare de kirkelige Afgifter, især Bispetienderne. Vel lykkedes det Prælaterne ved svære Indrømmelser i andre Retninger paa Herredagen i Odense i Dec. 1526 at faa det verdslige Rigsraad paa eget og hele Adelens Vegne til at love Kirken sin Hjælp, «besynderlig mod Luthers ukristelige Lærdom». M. G.s Navn staar som sædvanlig i Spidsen af Brevet; men næppe kan han have tiltraadt denne Beslutning ved at sætte sit Segl under. Kort efter maatte Kongen byde ham og andre Lensmænd i Aarhus Stift at skaffe Biskoppen og Kirken deres sædvanlige Indtægter. M. G. udførte Hvervet som lovtro Mand; men med det samme forestillede han Kongen, at Almuen ikke havde helt Uret, thi Biskopperne gjorde netop Fordring paa Afgifter, der næppe vare grundede i den bestaaende Lovgivning. Paa den anden Side indgik Almuen og en Del af den jyske Adel et ligefremt Forbund mod Kirken. Forbitrelsen mod M. G. var paa denne Tid saa stor, at han endog truedes med Vold og ikke vilde indfinde sig personlig til det almindelige Hærskue i Viborg i April 1527, hvor hele den jyske Adel og højere Gejstlighed skulde give Møde, for ikke at høre deres «pukkende og spydige Ord», naar han ikke vilde indgaa den Kontrakt og Besegling, de forlangte af ham. Derimod havde han stor Del i, at Tiendesagen endelig ordnedes paa den følgende Herredag i Odense 1527.
      Ligesom M. G. i hele denne Sag optraadte mæglende og beroligende, saaledes optraadte han ogsaa i den følgende Tid under de Uroligheder, Christian II’s forventede Ankomst fremkaldte i Jylland. Det kom saaledes i Aaret 1531 til voldsomme Optrin paa Viborg Landsting mod den forhadte Mogens Munk; men M. G. og hans trofaste Hjælper Erik Banner (l, 512) fik ved deres Indflydelse hos Almuen de oprørte Bølger til foreløbig at lægge sig. Almuen vil kun høre dem, hedder det stadig, og i deres Len var der ingen Uro, heller ikke under Grevefejden.
      Især i to Retninger viser M. G.s Virksomhed for Reformationens Fremme sig, i Forholdet til de lutherske Præster og til Tiggermunkene. De første tog han under sin Beskyttelse ved at udvirke kongl. Beskjærmelsesbreve for dem, naar de vilde prædike «Guds Ord og Evangelium» eller gifte sig; de unddroges derved fra Kirkens Jurisdiktion og stilledes under den verdslige Arms Beskyttelse. Ogsaa de nyvalgte Biskopper maatte indgaa Forpligtelser til Kongen om ikke at lægge Ordets frie Forkyndelse Hindringer i Vejen. Begyndelsen hertil gjordes ved Joachim Rønnovs Udvælgelse til Biskop i Roskilde 1529, og M. G. med flere andre gik i Borgen for, at Rønnov vilde holde sine Forpligtelser. At M. G. har haft stor Del i denne Udvælgelse, er rimeligt; ja man talte endog om, at den unge Biskop vilde gifte sig, og satte hans Navn i Forbindelse med Birgitte Gjøe. – Tiggermunkene var M. G. derimod aabenbart ingen Ven af. Naar Munkene paa Grund af Tidens Trængsler havde forladt deres Klostre, betragtedes disse som herreløst Gods, der faldt ind under Kronen og Rigshofmesterens Styrelse. I Regelen bleve disse Klostre da ved M. G.s Mellemkomst skjænkede Kjøbstæderne til Hospitaler eller Raadhuse. Men han kan ikke frikjendes for af og til ved sine Hjælpere at have ophidset Borgernes Stemning mod Tiggerbrødrene og saaledes fremskyndet Klostrenes Opgivelse af Brødrene. Dette var navnlig Tilfældet med Graabrødreklostrene i Flensborg (1528), hvor M. G. selv havde faaet Brev paa Klosteret, i Randers, hvor han havde faaet Klosteret af Kongen i Bytte for Klosteret i Flensborg, fordi hans Morfader, Erik Ottesen Rosenkrantz, laa begraven her, hvorpaa han strax indsatte en luthersk Præst i Klosterkirken, i Næstved (1532), hvor hans første Hustru (d. 1513) oprindelig synes at have haft sit Hvilested, i Kalundborg, hvor han da (1532) var Lensmand, og til Dels i Horsens. Det er disse Forhold, der hos Munkene skaffede M. G. Benævnelser som «Djævelens Tjener og Drabant», og som i nyere Tid have skaffet ham Benævnelsen «Klosterstormeren». Naar undtages Forholdet med Randers Kloster, synes M. G. dog aldrig at have skaffet sig personlige Fordele herved. Det egentlige Kirke- og Klostergods synes han aldrig at have forgrebet sig paa; i hans Jordebog kan næppe eftervises mere end 4 Bøndergaarde, han har erhvervet fra Klostre, og alle 4 ved Kjøb. At skildre M. G. som en fræk Kloster- eller Kirkestormer er derfor en stor og vildledende Overdrivelse. Han stod i den Henseende maaske renere end mange af hans katholske Medbrødre i Raadet.
      Ved Kong Frederiks Død (10. April 1533) stod M. G. paa sin Magts Højde. Ved Siden af sine umaadelige private Ejendomme, der stadig forøgedes, havde han i Forlening Kalundborg med Samsø og 3 Herreder i Sjælland, Skanderborg med 7 Herreder og Torup i Jylland med 3 Herreder foruden forskjellige Smaalen hist og her samt Gavnø og Ring Nonneklostre. Men der begyndte nu en katholsk Reaktion, som en Tid hemmede hans Virksomhed. For ham var aabenbart Sikringen af Ordets frie Forkyndelse som i Kong Frederiks Dage og derigjennem Evangeliets FVemme det vigtigste. Dette Maal kunde naas med Kong Frederiks ældste Søn, den lutherske Hertug Christian, paa Danmarks og Hertugdømmernes Trone, støttende sig til Rigets tidligere Forbundsfæller, de nu lutherske Stater Sverige og Lybek, som Modvægt mod den mægtige katholske Kejser Carl V og Holland. Med Kong Gustav stod M. G. derfor i dette Aar i en livlig Brevvexling; han opfordrede Kongen til som Slægtning af Biskop Joachim Rønnov at opmuntre denne til at fremme Evangeliets Sag, hvilket Kong Gustav ogsaa gjorde, ligesom denne kraftig opmuntrede M. G. under den megen Modstand, han mødte, til at holde fast ved Evangeliets Sag, og det er formodentlig ogsaa paa denne Tid, at Luther sendte en Skrivelse af lignende Indhold til M. G. Hvad Lybek angaar, vil den lybske Krønnikeskriver Reimer Kock vide, at M. G. var stemt for, at Danmark skulde holde sine tidligere Løfter til denne Stat og ratificere den Traktat, som Jürgen Wullenwever i denne Hensigt bragte med til Kjøbenhavn under den Herredag, som ved St. Hansdagstid 1533 holdtes i Anledning af Kongevalget. Hvis denne Politik var bleven fulgt, havde man maaske undgaaet Grevefejden; men M. G.s Planer krydsedes fra to Sider. Rigsraadets katholske Flertal med Biskopperne i Spidsen vilde fremfor alt ikke have en Lutheraner paa Tronen, men den unge Hertug Hans. Kongevalget blev derfor af Hensyn til Norge udsat til St. Hansdag 1534, for at man da kunde faa Nordmændene med; man vilde da i Mellemtiden benytte Lejligheden til netop at sikre den katholske Religion. Da M. G. tillige med Erik Banner og maaske et Par andre Rigsraader nægtede at besegle den Reces, der i den Anledning vedtoges, medførte dette i Forening med Kongevalgets Udsættelse saa stor Uenighed i Raadet, at M. G. og Erik Banner nedlagde en bestemt Protest mod Rigsraadets hele Færd og derpaa hemmelig om Natten forlode Kjøbenhavn. Det katholske Rigsraad forviste nu Hans Tausen fra Kjøbenhavn, og nogle Dage senere sendte de Wullenwever et Afslag. Den anden Side, hvorfra M. G.s Planer vare krydsede, var nemlig Hertug Christians egne Raader, der af Fjendskab til det demokratiske Lybek havde faaet sluttet et Forbund mellem Hertugdømmerne og Nederlandene, som Danmark nu sluttede sig til, ligesom man nu maatte indgaa en saakaldt Union med Hertugdømmerne.
      Efter Herredagen begav M. G. sig til Gunderslevholm, hvor Hans Tausen fandt Beskyttelse hos ham, hvorpaa han kort efter i Forening med sin Datter Birgitte hos Joachim Rønnov udvirkede Hans Tausens Tilbagevenden til Kjøbenhavn. Selv ilede han kort efter til Jylland af Frygt for, at Almuen skulde begynde Opløb af Forbitrelse over Prælaternes Færd, hvilket han da vilde søge at afværge. Med Bitterhed udtaler han sig paa samme Tid om Rigsraadets Færd over for Kronens Rettigheder i den kongeløse Tid.
      M. G. og Erik Banner paa den ene Side, Jørgen Kock og Wullenwever paa den anden Side søgte endnu paa denne Tid at bevæge Hertug Christian til at overtage Regeringen; men da han forlangte et Valg af Rigsraadet, førte disse Bestræbelser ikke til noget; Borgmestrene fattede da den hemmelige Plan at rejse Christian II’s Fane, og der indtraadte saaledes en Spaltning i selve det lutherske Parti. M. G. holdt imidlertid fast ved sin Plan; da Lybek om Foraaret 1534 pludselig overfaldt Holsten, samlede han det jyske Raad i Ry ved Himmelbjærget (4. Juni) og søgte, som det synes, her at virke for Hertug Christians Valg paa den til St. Hansdag forestaaende Herredag. Der sendtes ogsaa paa denne Tid Skrivelse til Malmøboerne fra M. G. og Erik Banner om Hertugens Valg; de svarede, at de vilde slutte sig til dem; men imidlertid udbrød der Oprør i Malmø; den hemmelige Plan kom til Udbrud. Kjøbenhavns Borgere opfordrede (7. Juni) under disse Forhold M. G. til at komme til dem, «paa det at den evangeliske Handel og Guds Ære maatte fremmes». Fra Grev Christoffer kom i de samme Dage et Brev (af 27. Maj) til M. G., hvori han opfordrede denne til, som uskyldig i Lejdebruddet mod Christian II, at slutte sig til ham. Imidlertid landede Greven pludselig paa Sjælland (23. Juni). Uden at tænke paa sine store Godser og Forleninger paa Øerne samlede M. G. imidlertid atter det jyske Raad og en Del af den menige Adel i Ry (4. Juli), hvor Biskopperne da ved Adelens truende Holdning bleve nødte til at slutte sig til Hertug Christian. En Deputation med M. G. i Spidsen sendtes til Hertugen for at tilbyde ham et Valg; 17. Juli afgav Hertugen i Preetz sine Erklæringer herom, hvorpaa M. G. ledsagede ham til den foreløbige Hylding i Horsens 18. Avg.
      Da Clements-Fejden imidlertid var udbrudt, samlede M. G. efter det for Adelen ulykkelige Slag ved Svendstrup (Okt. 1534) en Styrke af Adelsmænd og Bønder ved Gudenaa og reddede herved det østlige Jylland. Han indsattes derpaa af Christian III til Statholder i Jylland sammen med Biskop Ove Bille, ledsagede Kongen til den endelige Hylding i Viborg i Marts 1535, søgte paa flere Maader at mildne Sejerherrernes Strænghed og sendtes ogsaa senere tillige med Erik Banner til Vendsyssel for at virke dæmpende paa Almuen, der truede med atter at rejse sig paa Grund af de strænge Straffedomme. Selv udrustede han et Skib, der deltog i Peder Skrams Togter. Da Krigen senere trak over til Sjælland, fik han atter Kalundborg i Forlening, ligesom han i Forening med Ove Bille o. fl. indsattes til Statholder i Sjælland med Sæde i Roskilde. Ogsaa paa denne Tid søgte han at virke mæglende og mildnende; han udvirkede saaledes, at der gaves Amnesti til Svendborg og Nyborg Borgere for deres Frafald, og deltog i de Underhandlinger, der førte til Malmøs Overgivelse. I det Møde, som Kong Christian efter Kjøbenhavns Overgivelse om Aftenen 11. Avg. 1536 holdt med sine holstenske Raader og sine Landsknægtoberster om Biskoppernes Fængsling, deltog M. G. ikke. Derimod kaldtes han efter Fængslingen om Morgenen 12. Avg. tillige med de øvrige verdslige Raader til Kongen og har medbeseglet den Revers, der blev aftvungen det verdslige Raad om at finde sig i Statsforandringen. Naar Kong Christian i et Brev til en tysk Fyrste fortæller, at han ogsaa havde villet fængsle hele det verdslige Raad, men at det blev afvendt ved Forestillinger af flere af hans tyske og danske Raader, hos hvem han altid havde fundet Troskab, saa kan man vel sikkert slutte, at M. G. har været blandt disse; thi der var sandelig ingen, der havde vist Kong Christians Sag større Troskab. Han har saaledes ved sin Optræden virket til, at Danmarks Rige ikke blev et værgeløst Bytte for Kongens tysk-holstenske Omgivelser.
      En luthersk Konge sad nu paa Tronen, Reformationen blev indført. M. G.s Politik havde sejret, om end anderledes, end han havde tænkt sig. Rigshofmesterværdigheden beholdt han lige til sin Død; men hans Virksomhed er nu mindre fremtrædende end tidligere. Hertil bidrog maaske ogsaa Alderdomssvaghed; i sine senere Aar klager han ofte over Sygdom. Sidste Gang, han i Følge Kancelliets Brevbøger har forebragt Sager for Kongen, er 7. Maj 1537. I alle vigtigere Møder og Herredage deltog han dog, sidste Gang 28. Nov. 1542. Til Kongens Kroning i Avg. 1537 var den gamle Herre endnu indbudt til «at rende (turnere) med kgl. Majestæt». – Hans sidste Aar formørkedes af en hæslig Familiestrid med hans unge Dattersøn Peder Oxe, med hvis Slægt M. G. fra Faderens Tid havde arvet en bitter Strid. Med hensynsløs Kraft og juridisk Kløgt kastede den unge Peder Oxe sin gamle Morfader ud ikke blot af Oxernes gamle Ejendom Tordsø, men ogsaa af Gjøernes Fædrenegaard Gisselfeld (jvfr. ovfr. S. 70). «De handle med mig paa min Alderdom, som de ville», skriver M. G. bittert kort før sin Død, der indtraf paa Skanderborg Slot Palmelørdag eller -søndag (5. ell. 6. April) 1544, faa Dage efter at han havde fejret sin Datter Mettes Fæstensøl med Just Høg til Vang. – Han ligger begraven i Voldum Kirke ved Clausholm. Efter Mette Bydelsbachs Død (9. Nov. 1513) havde han ægtet Margrethe Sture, Datter af Claus S. til Gammelgaard i Slesvig; hun var allerede død i Barselseng i Dec. 1528. Med sin første Hustru havde han 8 Børn, deriblandt de ovennævnte Sønner Axel, Eskil og Albert samt Døtrene Sophie (II, 237), Elline og Birgitte; med den sidste Hustru havde han 9 Børn, deriblandt de ovfr. anførte Christoffer og Falk. (Hofman, Dsk. Adelsmænd I. ; Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II. ; Hist. Tidsskr. 4. R. III og V; 5. R. V, 334 ff. ;Elline Gjøes Jordebog. ; (A. Heise".(DBL, 1. Udg.)
      "til Krenkerup, Skjærsø (Mols herred), arvet efter moderen, Avnsbjerg (Lysgaard herred), købt 1529, og Torsø, var 1492 hofsinde, lensmand på Stegehus, var 1501 ridder, 1502-44 forlenet med Torup, var 1503 rigsråd, 1505-16 lensmand på Aalborghus, deltog fra nu af i alle vigtigere statshandlinger, stod 1514 i spidsen for det gesandtskab, som kongen sendte til kejseren for at fri til frøken Elisabeth, til hvem han på kongens vegne viedes, 1516-44 lensmand på Skanderborg, var 1518 rigsmarsk, sluttede sig 1523 kun nødig til kong Frederik I., der straks udnævnte ham til rigshofmester og gav ham livsbrev på Gavnø Kloster, gik få år efter over til lutheranismen og deltog ivrig i dennes indførelse, fik 1532 livsbrev på Ring Kloster, 1533—35 lensmand på Kalundborg, spillede atter den mest fremragende rolle under grevens fejde og ved Hertug Christians kongevalg, 1534 statholder i Jylland og senere s. å. i Sjælland." (Holbek & Brun)
    Beskæftigelse 1492 
    Hofsinde 
    Titel 1501 
    Ridder 
    Beskæftigelse før 1502 
    Lensmand 
    • På Stegehus, 1502 - 1544 Torup, 1505 - 1516 Aalborghus, 1516 - 1544 lensmand Skanderborg, 1533 - 1535 Kalundborg.
    Beskæftigelse 1503 
    Rigsråd 
    Beskæftigelse 1518 
    Marsk 
    • Rigsmarsk.
    Beskæftigelse 1523 
    Hofmester 
    • Rigshofmester.
    Beskæftigelse 1534 
    Statholder 
    Begravelse 1544  Voldum, Galten, Randers Find alle personer med begivenheder på dette sted  [2
    Adresse:
    Voldum Kirke 
    • Ligsten afbildet
    Død 6 apr. 1544  Skanderborg, Hjelmslev, Skanderborg Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Person-ID I4649  Simon
    Sidst ændret 10 mar. 2022 

    Far Hr. Eskild Mogensen Gøye, til Krenkerup, Gisselfeld og Tundbyholm,   f. Skønnet 1425   d. 20 apr. 1506, Vemmenhög, Skåne, Sverige Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 81 år) 
    Mor Mette Eriksdatter Rosenkrantz, til Skærsø,   f. eft. 1456   d. 1503 (Alder < 45 år) 
    Ægteskab
    • Yderligere barn i ægteskabet: Axel Gøye.
    Familie-ID F1770  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie 1 Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, til Torbenfeld   d. 9 nov. 1513 
    Ægteskab eft. 3 jul. 1495 
    • "Herr Mogens Gøye og Mette Albrechtsdatters [Bydelsbak] ansøgning om ægteskab blev behandlet af Pønitentiariet 3. juli 1495. Parret var da gift." (Holbek & Brun)
      Yderligere børn i ægteskabet: Axel Gøye (d. 1 Sep 1537, Clausholm Slot, Voldum, Galten, Randers; gift 1533 med Dorte Hansdatter Lindenov (d. 1582),
      Eskild Gøye (d. 2 Jan. 1560, Skanderborg Købstad; gift med Sidsel Bryske, til Margaard og Langesø (d. 7 Feb 1573)),
      Sophie Mogensdatter Gøye (d. Mar 1537, Stettin, Polen).
    Børn 
     1. Mette Mogensdatter Gøye   d. eft. 30 jul. 1536
     2. Albrecht Gøye, til Krenkerup, Torbernfeld, Gunderslevholm, Græse, Clausholm og Avnsbjerg,   f. 1505, Skanderborg, Hjelmslev, Skanderborg Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 24 jun. 1558, Skanderborg, Hjelmslev, Skanderborg Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 53 år)
     3. Pernille Mogensdatter Gøye,   f. 1506   d. 5 mar. 1552 (Alder 46 år)
     4. Eline Mogensdatter Gøye,   f. eft. 1508, Voldum, Galten, Randers Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 20 feb. 1563, Hylke, Voer, Skanderborg Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder < 53 år)
     5. Birgitte Mogensdatter Gøye, til Hillerødholm og Græsede ,   f. 1511   d. 26 jul. 1574 (Alder 63 år)
    Familie-ID F1769  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 10 mar. 2022 

    Familie 2 Margrethe Clausdatter Sture   d. dec. 1528 
    Ægteskab eft. 1513 
    • Yderligere børn i ægteskabet:
      Christoffer Gøye (d. 23 Apr 1584, Viborg Købstad),
      Falk Gøye, til Skjersø (d. aft 5 Sep 1554),
      Mette Mogensdatter Gøye (1529 - 1547).
    Børn 
     1. Helvig Mogensdatter Gøye   d. 3 apr. 1597
     2. Ide Mogensdatter Gøye, til Skærvad,   f. eft. 1513   d. feb. 1563, Næsby, Tybjerg, Præstø Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder < 48 år)
    Familie-ID F2544  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 10 jan. 2023 

  • Billeder
    MogensGoeye_mfl.jpg
    MogensGoeye_mfl.jpg
    goye_arms.jpg
    goye_arms.jpg

  • Kilder 
    1. [S25] Holbek, Hans Santasilia & Elsebet Bruun, Stamtavler over danske adelsslægter, (https://finnholbek.dk/index.php), 8 sep. 2018, https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I427&tree=2.
      Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen. Danmarks Adels Aarbog. Dansk Adelsforening, DAA 1896:151.
      Ulsig, Erik. Danske adelsgodser i middelalderen (Erik Ulsig). GYLDENDALS BOGHANDEL NORDISK FORLAG A/S København 1968, side 218.
      Ulsig, Erik. Danske adelsgodser i middelalderen (Erik Ulsig). GYLDENDALS BOGHANDEL NORDISK FORLAG A/S København 1968, side 257.
      Danmarks Adels Aarbog, rettelse/tilføjelse. Dansk Adelsforening, DAA 2015-17:662 - 1890, Bydelsbak [af Torbenfeld].

    2. [S595] Nielsen, Ane Krogh, Gravsten og epitafier i danske og skånske kirker, (http://www.gravstenogepitafier.dk), 7 aug. 2019, http://www.gravstenogepitafier.dk/voldum2.htm.