| Levned |
- Vind, Holger, 1623-83, Vicekansler, var en Søn af ndfr. anførte Admiral Jørgen V. (d. 1644) og Fru Ingeborg Ulfstand og fødtes paa Gundestrup i Skaane Pinseaften 31. Maj 1623. Efter at han havde tilbragt 5 Aar i Sorø Skole, tog hans Fader ham 1640 med paa Ambassaden til Stockholm, snart efter ledsagede han Corfits Ulfeldt til England, og 1641 paabegyndte han den store Rejse, der den Gang var nødvendig for en ung Adelsmands fuldkomne Uddannelse; til Hovmester fik han den lærde Zacharias Lund (X, 451), der alt fra 1635 havde været hans Lærer. Over Nederlandene og England, hvor han ved sin Slægtning Niels Vind (se ndfr. S. 9), der i Kongens Ærende opholdt sig i London, fik Adgang til Hoffet, gik Rejsen til Frankrig med lange Ophold i Paris, Blois og Angers, gennem Rhinlandene og Schweits til Italien, hvor han især slog sig til Ro i Padua, Rom og Florents. Men Efterretningen om hans Faders Død afbrød hans Planer om længere Rejser, og over Frankrig, England og Nederlandene naaede han hjem til Kjøbenhavn i Sommeren 1645. Strax efter gik han i Kongens Tjeneste som Hofjunker og var som saadan med sin Herre i Norge 1646. Men Kongen ønskede, at V. skulde se sig mere om i Verden og sendte ham derfor 1647 – indtil Dresden i den udvalgte Prins Christians Følge – med Breve til Hoffet i Wien, hvor han opholdt sig henimod et Aars Tid, og han stod just rede til at følge Kejserens Datter paa hendes Brudefærd til Spanien, da Christian IV’s Død nødte ham til at vende hjem. Han blev vel modtagen af Frederik III, der knyttede ham til sig som Overskjænk; atter fik han Lejlighed til at besøge Norge som Kongens Ledsager paa Hyldingsrejsen (1648). Et stærkere Udtryk fik Kongens Forkjærlighed for V., da han 1650 satte ham til Hofmester for den 4aarige Prins Christian, med hvis Opdragelse han havde Tilsyn i 5 Aar. Imidlertid havde han 1653, foranlediget af Svagelighed efter et Benbrud, taget sin Afsked som Overskjænk, rundelig belønnet af Kongen for sin lange Tjeneste med 2000 Rdl. aarlig Pension af Giske Len i Norge, i hvilket Land han endvidere aflagdes med Brunlag og Numedalens Len 1655.
Efter at V. havde trukket sig ud af Hoftjenesten, holdt han 21. Sept. 1656 i Helsingborg Bryllup med Admiral Ove Gjeddes (VI, 30) Datter Margrethe og satte Bo paa sin fædrene Ejendom Gundestrup (nu Wrams Gunnarstorp) i Skaane. Men alt i Begyndelsen af 1657 fik han Befaling at ligge i Slotsloven i Helsingborg, og under den s. A. udbrudte Krig med Sverige var han i et Par Maaneder Gouvernør i Landskrona, som det blev hans Lod efter Fredslutningen at udlevere til Svenskerne (Marts 1658). Da han ikke vilde være svensk Undersaat, bosatte han sig i Helsingør, hvorfra han dog snart kaldtes for efter Kongens indstændige Begjæring at fungere som en Slags Resident hos den svenske Konge; men næppe var han færdig med de nødvendige Forberedelser og beredt til at rejse til Carl Gustav i Flensborg, før Planen tilintetgjordes ved Budskabet om det uformodede Fredsbrud. Han tog nu Ophold i Kjøbenhavn og fungerede under Krigen som Krigskommissær for Sjælland; sammen med Gabel sørgede han en Tid lang for Hærens Underhold i Kjøbenhavn. Efter Fredslutningen solgte han 1661 sit Skaanske Gods; senere erhvervede han i Sjælland 2 Bøndergaarde, Paarupgaarde, som han 1672 sammenlagde til Hovedgaarden Gjeddesdal, og 1674 udkjøbte han sine Brødre af Samejet i den fædrene Gaard Harrested. I Jylland ejede V. Egensekloster, som han 1667 solgte til Justitsraad Jens Lassen; i Hovedstaden havde han den Rantzauske Gaard ved Siden af Regensen og samlede uden for Voldene den store Ejendom Ravnsborg.
Skjønt ude af Hof- og Statstjenesten, undtagen for saa vidt han styrede sit norske Len, vedblev V. at staa Hoffet nær, og ved forskjellige Anledninger benyttedes hans Tjeneste; saaledes blev han 1664 tillige med J. C. v. Kørbitz sendt til Dresden for at forhandle med det sachsiske Hof om forskjellige Forhold vedrørende Prinsesse Anna Sophies Giftermaal med Kurprinsen; ved den Lejlighed udnævntes han til Kancelliraad. Som et af de Medlemmer af den gamle danske Adel, der havde forsonet sig med den nye Regeringsform, og som en Mand, hvis Evner som Finansmand man havde Tillid til, aabnede der sig snart efter en smuk Løbebane for ham. Efter Hannibal Sehesteds Død 1666 blev han knyttet til Skatkammerkollegiet, der officielt styredes af sine 3 Rentemestre; men først 1669 aflagde han Ed som Viceskatmester, i Virkeligheden Rigets Skatmester, samtidig med, at han, da Kongen ved Gabels Indflydelse forøgede Antallet af sine Raader, saa at det næsten naaede det gamle Rigsraads Størrelse, tillige med flere andre optoges i Kongens Raad som Gehejmeraad, hvormed tillige fulgte Sæde i Statskollegiet og i Højesteret. I 10 Aar ledede V. Rigernes Finansvæsen, og fra 1677 var han desuden Deputeret i Generalkommissariatet, indtil han ved Ove Juuls Afgang 1679 efterfulgte ham som Vicekansler i Danske Kancelli under Fr. Ahlefeldt som Kansler; den daglige Ledelse af Kancelliets mangeartede Sager var derved lagt i hans Haand, ligesom det ogsaa paahvilede ham i Almindelighed at forestaa Højesterets Forretninger, hvortil han ogsaa havde juridiske Forudsætninger, bl. a. som den, der havde været Medlem af den 3. Lovkommission 1666-67. Han fik senere ganske naturlig Sæde i den 3. Kommission til Revision af Lovarbejderne 1680-81.
Kun faa Aar styrede V. Kancelliet; efter længere Tids Svagelighed bortkaldtes han 5. Juni 1683. At han i sine høje Embeder havde modtaget de sædvanlige Udmærkelser, Danebrogsordenen ved dens Indstiftelse 1671 og Elefantordenen 1679, er næsten en Selvfølge; men det bør dog bemærkes, at den sidste vistnok var en Belønning for hans fortjenstfulde Virksomhed i Generalkommissariatet under den Skaanske Krig. Der foreligger for øvrigt saare lidt til derpaa at bygge en Bedømmelse af V. Hans Lov udbasunedes i høje Toner baade paa Vers og i Prosa, bl. a. af Ole Borch, der skildrede ham som den dygtige, arbejdsomme Embedsmand, den omhyggelige, fromme Familiefader og som den, der bevarede en levende Interesse for Videnskaberne. Denne hans Interesse skyldtes det vel til Dels, at han var en af de mange, som det 1676 befaledes at gjennemse Vitus Berings «Florus Danicus». Af Ydre skal han have været en høj, smuk Mand. Klevenfeldt har opbevaret et Træk af V.s Liv, der, hvis det er paalideligt, ikke viser ham fra nogen tiltalende Side; han skal nemlig have været forlovet med Grev Chr. Pentz’ Enke, Kongedatteren Sophie Elisabeth (XVI, 173), hvilken Forbindelse han hævede, da hendes Svoger, Ulfeldt, kom i Ulykke; hun hævnede sig ved at sende V. hans Portræt tilbage med udstukne Øjne. V.s Enke, der døde 18. Jan. 1706, fik 1689 Udlæg i Øllingsøgaard for o. 33000 Rdl., hvormed hendes Mand i Krigstider havde forstrakt Kongen. (Universitetsprogr. Borch, Memoriæ Olig. Vind. ; Personalhist. Tidsskr. 4. R. I. ;Danske Herregaarde XV: Gjeddesdal. ; (G. L. Wad." (DBL, 1. Udg.)
"til Harrestedgaard (1674), Kastrupgaard (1666) og Gjeddesdal (Tune herred, Greve sogn), som han 1672 oprettede af 2 bøndergårde i Porup og opkaldte efter sin hustru. Kom 1639 (18 Jan.) i Sorø Skole, ledsagede 1640 faderen på dennes ambassade i Sverige og fulgte derefter Corfitz Ulfeldt til Holland fra 1641, immatrikuleret 1643 i Basel (okt.), Strasbourg og Padua, 1645 hofjunker, 1646-48 ved kejserhoffet, 1648 (6. juli) mundskænk og fulgte kongen til hyldingen, 1650 hofmester hos prins Christian, chef for 1. kompagni skånske knægte, 1655 forlenet med Brunlaug len, fik 1657 udbetalt 3000 rigsdaler til proviantering af Helsingborg og 1600 rigsdaler til Garnisonen, lå samme år i slotsloven på Helsingborg og Landskrona, forlagdes 1658 med sit kompagni til Kronborg, samme år resident i Sverige, 1659 vicekansler, aflagde 1669 (3. februar) ed som gehejmeråd, kancelliråd, viceskatmester og assessor i Statskollegiet og Højesteret, 1671 (12. okt.) hvid ridder, 1677 (19. dec.) deputeret i Generalkommissariatet, 1679 (11. marts) blå ridder, samme år vicekansler i Højesteret, døde 5. juni 1683 i Købehavn, begravet i Vor Frue Kirke. Trolovet ca. 1652 med kong Christian IVs datter med Kirsten Munk, frøken Sophie Elisabeth, grevinde til Slesvig og Holsten (1619-1657), men slog op med hende, da Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested faldt i unåde." (Holbek & Brun)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
1623 - 1683 (60 år)
