| Levned |
- Gjedde, Ove, 1594-1660, Rigsadmiral, Søn af Brostrup G. og Dorthe Pallesdatter Ulfeldt, blev født 17. Dec. 1594 paa sin Faders Gaard Tommerup i Skaane. Fra 1609-12 gik han i Sorø adelige Skole og studerede derpaa 1612-14 ved flere tyske Universiteter. Efter et kort Ophold i Danmark i Anledning af sine Forældres Død rejste han 1615 atter udenlands, denne Gang for at uddanne sig som militær. Først var han i Nederlandene, hvor han tjente i Grev Ernst Casimir af Nassau-Oraniens Garde og navnlig lagde sig efter Kjendskab til Fortifikation; derefter gik han til Tyskland og deltog i Belejringen af Byen Brunsvig. Noget senere vendte han tilbage til Danmark og var 1616-18 Sekretær i
Kancelliet. Fra denne rolige Stilling kastede han sig ind i et temmelig æventyrligt Foretagende. Han blev paa Kongens Vegne Chef for den Eskadre, der skulde søge at faa grundlagt en dansk Handel paa Ostindien og særlig paa Ceylon. 29. Nov. 1618 gik han til Søs fra Kjøbenhavn om Bord paa Skibet «Elefanten»; men først i Slutningen af Jan. var hele den lille Flaade samlet ved Øen Wight i Kanalen. Her fra tiltraadtes saa den langvarige og besværlige Sejlads. Under det grønne Forbjærg erobredes et Par Skibe fra en fransk Fribytter; O. G. vilde have dem sendt hjem, for at der kunde fældes Dom over dem som Priser, men Skibsraadet modsatte sig det, og de bleve optagne i Eskadren. Hans Stilling var i det hele vanskelig. Eskadren var ikke alene Kongens, men ogsaa det danske ostindiske Kompagnis, og dettes Repræsentanter paa dets Skibe stredes stadig med ham, der som sagt var Kongens Admiral, om Myndigheden. Paa et af Skibene fandtes desuden Hollænderen Marchelis de Boshouwer, Prins af Migomme og den ceylonske Kejsers Afsending (II, 547 f.), med hvem det kom til stadige Rivninger, indtil hans Skib skilte sig fra den øvrige Flaade. Baadsmændenes Opsætsighed, Modvilje hos flere af de om Bord værende danske Adelsmænd, hyppige Sygdomme og Dødsfald foruden Storm og Uvejr, der ofte splittede Eskadren, rejste Hindringer og Vanskeligheder, som O. G. dog i det hele synes at have mødt med Dygtighed. I Juli 1619 passeredes det gode Haabs Forbjærg, men først i Maj 1620 kastede man Anker ved Ceylon, Rejsens Maal. Her viste sig imidlertid nye Skuffelser. Boshouwer, der for øvrigt i Mellemtiden var død, havde vakt store Forhaabninger om sin Herres Magt og givet store Løfter, men dels havde han vistnok brugt for stærke Ord, dels havde under hans Fraværelse indfødte Fyrster samt Portugiserne formindsket Kejserens Territorium og Indflydelse. Der gik flere Maaneder hen, inden G. i det hele kom i personlig Forbindelse med Kejseren, der væsentlig kun havde Magten over Distriktet Kandy. Dog førte Forhandlingerne med ham i Avg. til et tilsyneladende taaleligt Resultat, i det han overlod Landet Trinkonomale til Kongen af Danmark, lovede at hjælpe med til Opførelsen af en Fæstning der og tilsagde de danske Toldfrihed og store Handelsprivilegier. Imidlertid opfordrede den nederlandske Kjøbmand Roland Crappé (IV, 107), som før O. G. var sejlet til Indien for det ostindiske Kompagni, og som havde faaet Byen Trankebar paa Koromandelkysten anvist til Opholdssted af Fyrsten af Tandschor, G. til at komme der hen, og i Sept. 1620 landede han da ogsaa der. Men heller ikke her vare Forholdene lette, Crappé var vanskelig at komme til rette med, og den indiske Fyrste søgte at faa saa store Fordele som muligt ud af Forbindelsen med de fremmede. I Nov. blev der dog endelig sluttet en Traktat med Fyrsten, hvorved Trankebar overlodes til Kongen af Danmark, og vigtige Privilegier tilstodes Kongens Undersaatter. O. G. forblev nu her i flere Maaneder, sikrede den nye Koloni, der fik Navnet Dansborg, ved Anlægget af et Fort og lagde Grunden til en Kirke. I Febr. 1621 rejste han tilbage til Ceylon, men her ventede ham igjen Skuffelser, i det man ikke var begyndt paa den paatænkte Fæstning, og Forholdene i det hele ikke vandt nogen Fasthed. Saa satte han i Maj Kursen hjem ad, men naaede først Kjøbenhavn i Marts 1622. Den ejendommelige Expedition havde gjort hans Navn bekjendt, men med Resultatet følte han sig næppe særlig tilfreds; han betragtede sig som forurettet af det ostindiske Kompagni, af hvilket han havde ventet en Belønning for sin Virksomhed, og han nægtede senere at indskyde Penge i det. Faa Aar efter knyttedes O. G.s Virksomhed til Norge. Han blev 1622 Lensmand over Brunla og Numedalen, ombyttede 1637 Brunla med Tønsberg og. 1640 igjen dette Len med Bratsberg. Uden at have noget af Hovedlenene var han dog en betroet Mand; han havde Tilsyn med Galejerne, blev 1639 Landkommissær, i hvilken Egenskab han skulde modtage Bevillingerne til den norske Landekiste, dernæst 1640 Oberstlieutenant ved det akershusiske Regiment af den norske Milits og laa adskillige Gange i Slotsloven paa Akershus Slot i Statholderne Christoffer Urnes og Hannibal Sehesteds Fraværelse. Mest optagen var han dog i denne Periode af sit Liv af de norske Bjærgværker. Han ejede Jærngruber og var en af Hovedparthaverne i det Kompagni, som 1628 overtog Kongsberg Sølvværk. Numedalen, hvori Kongsberg ligger, og som han hidtil havde været forlenet med, overdroges samme Aar til Kompagniet, og han tilbragte i en Aarrække den meste Tid paa sin Gaard Tidslegaard ved Bjærgværket; fra 1630 havde han Direktionen over det og tog en ivrig Del i hele Virksomheden. Han modsatte sig 1642 bestemt Regeringens Forslag om Smeltehyttens Afstaaelse til Kongen, men fra det nævnte Aar opholdt han sig dog oftere i Kjøbenhavn og kom til at staa Værket fjærnere.
Med Svenskekrigens Udbrud 1643 begynder den tredje Periode af O. G.s Virksomhed. Kongen bestemte sig til paa ny at benytte ham i Flaadens Tjeneste. I Jan. 1644 udnævntes han til Admiral over den af de norske Defensionsskibe bestaaende Flaade og fik i Marts Ordre til med denne at gjøre den af de Geer i Holland udrustede Flaade saa megen Skade som muligt, naar den viste sig i Nordsøen. Defensionsskibene vare dog i alt andet end god Stand, og Flaaden maatte rekruteres fra Kjøbenhavn. I Maj forenede han sig ved Flækkerø med Pros Munds Eskadre, og i Forening sejlede de saa ud i Nordsøen, hvor de 25. Maj leverede de Geers Admiral, Martin Thijssen, en uafgjørende Fægtning. De danske Skibe gik tilbage til Flækkerø, hvor der holdtes Krigsforhør over nogle forsømmelige Officerer og paatænktes et nyt Angreb. Dog blev der ikke noget af et saadant, og O. G. fik i Juni Ordre til at forsvare Farvandet mellem Norge og Jylland og blokere Gøteborg. Han formaaede imidlertid ikke at opretholde denne Blokade, da Thijssen i Avg. kom til Kattegat, og dette gjentog sig i Nov., da den fjendtlige Admiral vendte tilbage fra sit sejerrige Togt til Østersøen; O. G. maatte da søge Ly med sine Skibe i Marstrand.
I Løbet af denne Tid havde der udviklet sig et venskabeligt Forhold mellem G. og Norges Statholder Hannibal Sehested, og det var muligvis paa dennes Anbefaling, at han i Marts 1645 optoges i Rigsraadet og udnævntes til Rigens Admiral, skjønt han ikke havde indlagt sig synderlig Fortjeneste i det foregaaende Aar. I Rigsraadet viste han sig ogsaa som en af Sehesteds faa Tilhængere, da denne foreslog at sende Flaaden fra Sundet op til Baahus Len, men det blev ikke til hans Ære eller Held, at Kongen gik ind paa Sehesteds Ønske. I Maj sejlede Flaaden nord paa, men uden for Gøteborg faldt et af Skibene i Svenskernes Hænder, og samme Dag strandede Generaladmiralskibet «St. Sophie» og sank med alle sine Kanoner; Mandskabet reddedes vel, men Ø. G. brækkede ved denne Lejlighed sit Ben. 3 Dage efter kom Flaaden med uforrettet Sag tilbage til Kjøbenhavn. Christian IV var forbitret og forlangte Undersøgelse, men en saadan vides dog ikke at have fundet Sted, og der mærkes ikke senere til nogen Unaade mod ham fra Kongens Side. Om Sommeren 1646 førte han Christian IV paa Flaaden til Norge og beskæftigede sig atter i disse Aar med Norges indre Forhold; 1647 fik han Privilegium paa at drive et Sølvbjærgværk paa en af sine derværende Ejendomme. Han havde imidlertid 1646 faaet Jungshoved Len i Sjælland, som han beholdt til 1649; da fik han Herridsvad Kloster i Skaane (til 1650) og derefter Helsingborg. 1650 mistede han Bratsberg og var saaledes ikke længere norsk Lensmand.
Under Mellemregeringen efter Christian IV’s Død deltog han som Rigsembedsmand i den øverste Styrelse, var i Avg. 1648 øverstbefalende paa den Eskadre, hvorpaa Frederik III sejlede til Norge for at hyldes, og blev ved Kongens Kroning i Nov. slaaet til Ridder. Han skal paa dette Tidspunkt have sluttet sig nøje til Corfits Ulfeldt, men var selv svagelig og hans Indflydelse ikke stor. Da Rigshofmesteren og Hannibal Sehested styrtedes 1651, blev ogsaa hans Stilling truet; der gik Rygter om, at han skulde staa til Regnskab for den nu 6 Aar gamle Tildragelse med Skibet «St. Sophies» Stranding, og at han skulde betale 70000 Rdl. i Erstatning for sin Forsømmelse ved den Lejlighed. Men Stormen drev over, og han viste sig ivrig til at yde Kronen Forstrækninger, saaledes 1653 med et Skib, og ønskede i Modsætning til sine fleste Standsfæller ikke Krongods i Udlæg derfor. Dog var han ikke fornøjet med Regeringens Optræden over for ham; Indsættelsen af en Kommandant paa Helsingborg Slot, der hidtil havde ligget umiddelbart under ham som Lensmand, følte han som en Krænkelse, og muligvis har ogsaa Oprettelsen af Admiralitetskollegiet 1655 staaet i Forbindelse med en vis Mistillid til ham og hans Dygtighed. Det blev ikke heller overdraget ham at føre Flaaden under Krigen 1657. Derimod fik han sammen med Christen Skeel i Marts s. A. det Hverv at bestyre de Midler, som indkom ved Stændernes extraordinær Bevilling til Forsvaret, og i Juli overdroges der ham sammen med nogle andre Rigsraader Fuldmagt til at varetage alle nødvendige Forretninger i Anledning af Krigen i deres Kollegers Fraværelse fra Hovedstaden. Efter Fredslutningen i Roskilde fik han Hald Len som Erstatning for det afstaaede Helsingborg. Ved Pinsetid rejste han dog over til Skaane for at ordne sine Sager og var der endnu, da Carl Gustav brød Freden i Avg. Følgen var, at han blev fængslet af Svenskerne. Han var en Tid arresteret i Helsingborg, men førtes siden til Malmø, hvor han synes at have gjenoprettet sit gamle venskabelige Forhold til Corfits Ulfeldt; i hvert Fald laante han Penge af ham. Først i Sept. 1660 blev han løsladt, kom til Kjøbenhavn og deltog i det store Stændermøde. Men han var sygelig og døde 19. Dec. s. A. – Han havde 1. Sept. 1622 ægtet Dorthe Knudsdatter Urne, der døde 6. Juli 1667. (M. Henrichsøn, Ligpræd. ov. O. G., 1663. ; Schlegel, Saml. z. Dän. Gesch, I, 2, 37 ff. I, 3, 29 ff. ;Lind, Kristian IV og hans Mænd p. Bremerholm S. 49 ff. (J. A. Fridericia)". (DBL, 1 Udg.)
"til Tommerup, Hellerup, Maglø (V. Gynge herred), Løvestad og Tullesbo (Færs herred), Østrø (Fauraas herred) med flere, - gik 1609-12 i Sorø Skole, rejste fem år udenlands, først studerende ved fremmede universiteter, siden i krigstjeneste i Holland og Tyskland, 1616-18 sekretær i kancelliet, 1618 chef for en eskadre til Ostindien, hvor Trankebar erhvervedes, 1622 lensmand over Brunlaug og Nummedalen, 1624 kaptajn over et selvhvervet kompagni, 1626-40 forlenet med Semgaard og Eker prestegjeld, 1630 direktør for bjergværkerne, 1637 lensmand i Tønsberg, 1639 landkommissær, 1640-50 lensmand på Bratsberg, oberstløjtnant ved det akershusiske regiment, 1644 admiral, tjente i krigen mod Sverige, 1645 rigsråd og rigsadmiral, 1646-49 lensmand på Jungshoved, 1647 landkommissær i Jylland, 1648 ridder, 1649-50 lensmand på Herrisvad Kloster, 1650-58 på Helsingborg, 1658-60 på Hald men samtidig i svensk fangenskab." (Holbek & Brun)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
1594 - 1660 (66 år)
